666-busserne er rullet ud, og et sandt battlevest-galore fylder Refshaleøen som et hav af denim. Porten til helvede har åbnet sig, og vi har glædet os til at være tilbage på den folkekære metalfestival.
Porten til helvede havde ikke været åbent i mange minutter onsdag, før Persecutor får fremmanet årets første wall of death på Pandæmoniumscenen. “Dejligt, I ville komme så tidligt og høre noget jysk fræs” råber forsanger Christian Andrés Almanza ud over pladsen som bliver returneret af råb, horn og smil. En absolut perfekt omgang Horsens-bajerthrash til at skyde festivalen i gang med. Og i gang var vi.
Copenhell er på mange måder et imponerende projekt, som har kunnet samle så mange forskellige mennesker med en fælles forkærlighed for rock og metal for nu 13. gang. Mellem de kolde betonkonstruktioner og industrihaller findes alt, der tilnærmelsesvist rører den sfære og de subkulturer, metal bevæger sig indenfor. Øl og Iron Maiden? Biergarten. Skating og en impromptu grindcorekoncert? Boneyard. Gaming, talks og figurmaling? CopenhellCon. En imponerende bred skare af interessante events og projekter, som gør Copenhell til mikrofestivaller inde i festivaler. Hvor finder du din stamme?
Underoath
Jeg ledte febrilsk efter min stamme til amerikanske Underoath, som tidligt på eftermiddagen var blevet fløjet ind for at stille en tørst for 00’er-metalcore. Det lignede dog fra start, at det ikke var den mest udbredte tørst på Refshaleøen, hvor et noget sløjt fremmøde havde bevæget sig forsigtigt over til Hadesscenen for at se, om det kunne noget. Med et ægte klichépræget sceneshow fyldt med metalcoreinterludier af EDM-inspireret elevatormusik og en rastløshed på scenen, brager bandet afsted på åbningsnummeret ‘Take a Breath’. Der er ingen tvivl om, hvor rutinerede Underoath er, da deres tekniske performance er fuldstændig til punkt og prikke, hvor de tre vokaler fra hhv. forsanger, guitarist og trommeslageren bevæger sig ind og ud af hinanden og fremkalder en lille tidsmaskine sat til år 2006 på nummeret ‘In Regards To Myself’. Her får Underoath fat i publikum og pitten bliver fyldt med støv og råb “Wake up! Wake up! Wake up!”.
Det er tydeligt de ældre numre på setlisten, som publikum resonerer bedst med, hvor jeg virkelig stod og ønskede, at de havde spillet deres 2004-album ‘They’re Only Chasing Safety’, som de gør på deres jubilæumstour lige nu. En blandet pose festivalgodter blev setlisten til, og Underoath slutter af med fællessang og moshpits på ‘A Boy Brushed Red (…)’. Glimrende koncert.
DVNE
Et tætpakket fremmøde foran Gehennascenen vidner om, at jeg ikke var den eneste, som havde glædet sig helt vildt meget til at høre fransk-engelske DVNE fylde den lille lysning med prog-sludge. Men ak, der findes sjældent en start på en koncert så ærgerlig som en fyldt med tekniske problemer. Åbningsnummeret ‘Sì-XIV’ bliver simpelthen overskygget af dårlig lyd, hvor bassen enten var ikke eksisterende eller totalt dominerende i lydbilledet. Guitar var der heller ikke meget af, og det man kunne høre var tyndt og ufokuseret. Her tager koncerten også et mindre ophold for at få styr på sagerne, før bandet igen går i gang på ‘Eleonora’. DVNE skriver tekniske og gennemkomponerede numre, som fortjener opmærksomhed og god lyd. Utålmodigheden spreder sig i publikum og den lille lysning er nu mere fyldt af snak, hvor der skulle være fyldt med musik.
Som koncerten stille og roligt skrider frem, forestiller jeg mig et teknisk hold, som tæsker løs for at få styr på lyden, for den bliver lige så stille kalibreret, og når vi ankommer til den sidste halvdel af koncerten på ‘Abode’ kan man endelig høre bassist Allan Patersons fantastiske kunnen, og bandet lyder som en helhed. Jeg fik sådan lyst til, at de liiiiige kunne spole lidt tilbage i sætlisten og prøvede en gang til, for med et smil i stemmen råber keyboardspiller Maxime Keller “Let’s get this shit started!” og DVNE lukker hæderligt deres sæt af med circlepits, crowdsurfing og en tolerabel lyd på skovscenen.
Ikke langt tid efter et regulært teknikhelvede på Gehenna kunne jeg finde mig selv og min skuffelse kureret med en fadøl og The Offspring fra bakken foran Helvitiscenen. Jeg har aldrig selv været en The Offspring-kind of guy, men jeg blev væltet bagover af et band og et publikum fuldstændig in-sync, desuden glimrende lyd og humør hele vejen op til min siddeplads.
“And now for something completely different”
Dying Fetus
Første dag på årets Copenhell bød desuden på amerikanske Dying Fetus, som med deres ikoniske blanding af tech-død og grindcore var en booking, jeg absolut havde glædet mig til, og kort før koncerten måtte man erkende, at jeg nok ikke var den eneste, der havde det. Eller måske var det fordi, at den eneste anden koncert, Dying Fetus delte spilletidspunkt med, var Bruce Dickinson, som man kunne være tilbøjelig til at kalde den diametrale modsætning. Det var i hvert fald et tætpakket Pandæmonium, som stod klar til angreb fra den amerikanske trio, og lige fra starten var der tale om netop det. ‘Wrong One to Fuck With’ fra 2017-udgivelsen af samme navn, var en lille varsling af alt, hvad vi ville blive udsat for de kommende minutter, nemlig dødsmetal af den helt old-school slags med vokalen pakket godt ned under soveposen, en rundhåndet mængde temposkift frem og tilbage mellem tekniske passager af hamrende blastbeats og godstogslydende riffs fra den amerikanske jernbane.
Trioen er en kompromisløs størrelse plantet på scenen som tre gadeprædikanter, der forkynder et mørk, indkogt had gennem gutturale vokaler og noget af det meste absurde musik, jeg nogensinde har hørt. Helt ærligt, absurd er næsten en underdrivelse, for de er i alt deres udtryk en til tider næsten fjollet størrelse, hvor jeg ikke kan dy mig for at opleve koncerten og bandets udtryk grænse til det satiriske. ‘Subjected to a Beating’ er for mig en klassiker indenfor genren og at grynte med på de ret gimmicky horrorcore tekster som: “To end your life is my reason to live” og “and God won’t hear you fucking scream” bliver for mit vedkommende et humoristisk udtryk à la en grotesk splatterfilm, og jeg må bare krybe til det omvendte kors og indrømme, at jeg er helt vildt underholdt.
For mit vedkommende sluttede den første festivaldag lidt her. Jovist hørte jeg Avenged Sevenfold, men jeg bliver nok aldrig forført af deres guitarhero-core og rockstjerne-attiude. Jeg ville hellere igen i år teste min tålmodighed i det projekt, det er at komme væk fra Copenhell sammen med (hvad der føles som) tre fjerdedele af den skandinaviske denim-vest-med-patches-befolkning.
Jeg overlevede første dag i helvede for i år. Fornøjelse.
Til gengæld tog min kollega, Hanna videre til Skt. Digue og rapporterer følgende:
På en sommernat, med masser af farverige drinks i kroppen tog St. Digue os en tur til et land, hvor man godt må være præcis som man har lyst til. Kasper Deichmann er en sød og rolig fyr, når man ellers møder ham rundt omkring i den københavnske scene. Men under navnet St. Digue forvandler Deichmann sig til en kultleder i sin egen darkwave-kirke.
Hans stemme er buldrende og mørk, og han bevæger sig med både ynde og power henover scenen. En scene der betrædes af både Pleasers Suo Fei, og selvsammes bror Emil Lake på trommer. Mixet med live-trommer og guitar tager for mit vekommende St. Digue ud af sandkassen og direkte ind på legepladsen med de store børn som Hiraki og John Cxnnor. Bevares, Deichmann er forrygende som solo-artist, og jeg har nydt hans optrædener. Men med fuldt band leverer han en oplevelse, som selv den mest gnavne battlevestbeklædte techno-fornægter ville have svært ved at afvise.
Imens mine dansetrætte ben overrumples af træflis og lidt for mange guldøl, gæstes vi også af Rikke Emilie List fra Konvent, Skvat fra Stikkersvin og Shaam A fra Shaam Larein. Det er kun med nød og næppe, at jeg også overlever første dag i helvede, ligesom Thor. Men lige så stor en fornøjelse var det.
