Det er blevet lørdag og kroppen gav op i går, i dag giver hjernen virkelig op også. Jeg skal heldigvis ikke holder styr på så meget, for alt jeg skal se er på Gehenna.
Vi har fordelt koncerterne imellem os, og jeg har trukket Mimi Barks. Det er jeg måske ikke helt tilfreds med, for det lyder som om, at Thor har haft en fest til Escuela Grind. Hvis man kan få Anders til at se sådan her ud, så er det nok rimelig godt.
Ved du ikke hvem Anders er? Så læs lige om denne legende lige her.
Til gengæld har jeg fået lov til at se JJ & the A’s og jeg har jeg glædet mig til hele ugen. Et bedre dansk hardcoreband skal man lede længe efter, og det er nok fordi de er mindst halvt amerikanske. De har mojito-bar med på scenen og de deler endda ud til publikum. Jeg når en tur i presseteltet og henter kaffe. Den skvulper næsten over da Hulder indtager scenen med så massivt et lydbillede og især bas. Bølger af bas.
”Har I husket at der er New Money i Boneyard klokken 17?” skriver magasinkoordinatoren i chatten. Arh fuck tænker jeg og løsriver mig fra Hulders bas’ dødsgreb om min brystkasse. Jeg halser, iført lyserøde gummirøjser til Boneyard, hvor der i år er den sejeste lille scene sat op og hvor nogle af landets fedeste upcoming kunstnere spiller. Upcoming er nok lige rigeligt sagt for New Money, for du kender nok nogen af dem der spiller i bandet, for eksempel Christian Bonnesen fra Psyke Project og LLNN.
Det er første gang på festivalen, at jeg er ærligt nervøs på min hørelses vegne. Orla kæft, der bliver smadret igennem på de få numre bandet spiller, et af dem inklusive Marco Malcorps fra Anti Ritual. Der er så meget smæk på, at allerede under anden sang, vælter en ungersvend ind over forstærkeren, smadrer alle Bonnesens stik, hans mikrofon-stativ og ikke mindst, hans drink. Syg nok første koncert, Dinero Nuevos.
Det er her kære læser, at min hjerne siger stop. Jeg skal ikke se Body Count (som udover det holder tale om, at kvinder ”feminiserer” mænd, wtf) eller Tool (selvom det måske gør at jeg får mit metal-kørekort annulleret). Fordi der er så få mennesker, kan jeg træde direkte ind i 2A, der næsten kører mig til døren. Jeg bruger resten aftenen under dynen og med is på mine slidte fødder. Tak for i år, Copenhell.
Kollegaen Thor fortsatte dog lidt længere, for han skulle også lige opleve High on Fire.
Med bar mave, en mur af forstærkere og en behagelig laissez faire attitude træder Matt Pike og resten af slænget i High on Fire frem på Pandæmoniumscenen klar til at buldre og brage afsted.
Ganske vist, går der ingen tid før scenen er indviet i røg og High on Fires trademarklyd, som bedst kan sammenlignes med mørk øl og cerutter.
Det er en spilleglad trio, som på overbevisende manér overkommer tekniske problemer med humøret fuldstændig upåvirket, hvor trommeslager Coady Willis selvfølgelig bare tæsker afsted i en trommesolo af monstrøse proportioner for at trække tiden en smule. Jeg måtte tage mig selv i at have ondt af det stakkels trommesæt flere gange.
Bandet fortsætter uden at være tydeligt påvirket for forsanger og guitarist Matt Pike har humøret med såvel stemmen, som lyder fremragende denne dag. Hans guitarspil klæber sig sammen med bassist Jeff Matz forrygende spil, og bliver til en regulær mur af lyd.
Publikumsfavoritter som ‘Rumours of War’ og ‘Snakes for the Divine’ bliver mødt med entusiastiske tilråb og synkroniseret headbanging i publikum.
