Kigger man op og ned af fredagens program, ville jeg vove at påstå, at der er noget for enhver gæst på Copenhell. Fra de danske melo-blackmetallere i Vulvatorious til 70’er nostalgi med Uriah Heep, tæsketung hardcore i Harms Way, keltisk punk med Dropkick Murphys og talks om både religion i metal til forfatter Stephen King.
Da porten til helvede åbnede for denne dag, tog jeg et smut på Pandæmonium og hørte Vulvatorious.
Jeg befandt mig generelt meget af tiden på Pandæmoniumscenen, hvilket er et tilfælde, da det absolut ikke er min yndlingsscene. Gehenna er charmerende og lidt pakket væk mellem træerne og flisen, men lyden på scenen i år var en blandet affære, det samme for Pandæmonium, hvis grusunderlag ikke vinder point i min bog. Hades havde fremragende lyd, de gange jeg var der, men er ikke just charmerende, det samme kan siges om Helviti. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om man ikke skulle få anskaffet sig en lille indendørs scene? Måske kunne man kigge lidt efter Gloria på Roskilde, som – trods sin sauna-tendenser – er en fantastisk afveksling fra den typiske “pressening over et fodboldmål”-scene. Så kunne man også booke nogle af de helt små navne (jeg kigger igen på Roskilde, sorry). Jovist har vi Boneyard i år, og det er en virkelig god start. Mere af det, Copenhell.
Karnivool
Som jeg nævnte tidligere, er det en alsidig omgang dagens program byder på, og denne fredag på Copenhell bød desuden på australsk prog-rock fra øverste hylde, da Karnivool gæster Hades med et flot fremmøde fra koncertstart. Det er ikke langt tid siden jeg havde fornøjelsen af at opleve det efterhånden kultstatus-progband på Pumpehuset i 2023, og mine forventninger var tårnhøje.
Bandet har i mange år haft en tendens til at lade sig vente på sig, om det så handler om koncerter i Europa såvel som udgivelser, og koncertens første nummer ‘All It Takes’ fra 2021 er det eneste stykke musik, gruppen har udgivet siden albummet ‘Asymmetry’ i 2013. Et kompliceret stykke polyrytme-bingo, som bevæger sig ind og ud af gennemkomponerede og -synkoperede rytmer, som allerede fra første taktslag får slået fast, at Karnivool ikke kun er en enormt perfektionistisk størrelse, men at de formår at bevare en organisk lyd i en genre, der kan være kvælende følelsesløs.
Der er ingen jetlag at finde, som forsanger Ian Kenny kaster armene rundt i sin humørfyldte progdans med et smil, som sniger sig ind på det fremmødte publikum, der glade synger højlydt med på de lange og indviklede prognumre.
Jovist lader Karnivool sig vente med udgivelser, men de kan bryste sig af at kunne sammensætte et sæt udelukkende af stærke numre, hvor for eksempel ‘Goliath’ fra albummet ‘Sound Awake’ fra 2010 er en masterclass i sangskrivning indenfor genren. Nummerets dynamik bevæger sig fuldstændig flydende mellem ekstremer, som besvares af det fremmødte publikum med alt fra svajende fællessang til crowdsurf, som nummerets forløb udspiller sig. Karnivool er absolutte mestre i dynamik, og det er en fornøjelse at se et band på en metalfestival mestre så mange facetter af genrens udtryk på et nummer som ‘Deadman’, der på 12 minutter udsætter lytteren for episk fællessang til nænsomt solospil fra en eminente guitarist Andrew Goddard.
På afslutningsnummeret ‘New Day’ måtte jeg med en lille tåre i øjnene notere, at jeg ikke har nok ros i min krop til så velspillende og sammentømret et band, vi var vidner til denne fredag eftermiddag.
Efter så overbevisende og overlegen en koncert med Karnivool blev Harms Way en rodet og bleg affære på Pandæmonium, hvor lyden og bandet aldrig bliver venner, og det efterlader mig med en flad følelse, som heldigvis bliver kureret af en rom og cola og noget videospil i CopenhellCon.
Jeg kunne gå lidt tidligt fra et andet show, og nå lidt af danske Hexis’ sæt. Bandet som efter sigende har spillet overalt, men som jeg på mystisk vis aldrig har hørt live. Fremragende band.
Her begynder regnen at falde over Copenhell, og jeg må søge ly, før Chelsea Wolfe indtager Pandæmonium.
Hvis man var lidt hurtig (og ikke alt for drivvåd) efter Chelsea Wolfe koncerten, kunne man med hurtige fødder nå de sidste numre fra John Cxnnor på Gehennascenen, og nøj, hvor var det en fantastisk afslutning på en regnfuld aften. Jeg fik ravet alt vandet af mig, og buskøen til 666’eren virkede pludselig overskuelig.
Min kollega, Hanna, fik set John Cxnnor showet og skriver det følgende:
Først og fremmest tak til den ungersvend, der lod mig stå ved hegnet for at se showet. Jeg tror ikke at jeg havde overlevet ellers. For hold kæft, der var fuld smadder på. Jeg tror, at jeg gik lidt i trance og egentlig bare stod og boppede hovedet frem og tilbage til Sejersen-brødrene, der stod som to gravsten på den mørke scene. Regnen fossede ned. Vi snakker ikke helt normal regn, men som en bruser udenfor København, hvor vandtryk stadig eksisterer. I lasernes klare lys kunne man øjne dråberne, der faldt tunge som beatswne. Hele John Cxnners lydbillede er dystopisk, som Terminator-franchisen, men lige så underholdende og fjollet som Arnold Schwarzeneggers østrigske accent: Det der med død og ødelæggelse er nemlig bare noget vi leger.
Legen er nemlig især det der kendetegner de mange artister, der gæstede scenen. Normalt er forsangere begrænsede af at skulle holde et 40-50 minutters set, men ikke hos John Cxnnor. Hver gang et nyt ansigt, som for eksempel Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah, sprang frem på scenen var det svært for dem, ligesom drengene fra Hiraki, at holde masken. Selv når Danmarks hårdeste dreng, Andreas Bjulver fra Cabal eller en gammel, hård hund som Thomas Burø kom ind på scenen, så strålede glæden afslørende ud af deres øjne. SYLs Benjamin Clemens tog en faretruende tur op i scenens søjler, på trods af et forestående Roskilde-gig og en rimelig forstuvet fod, sidst jeg så ham. John Cxnnor er virkelig, på trods af at de musikalsk ligger i periferien musikalsk, blevet et omdrejningspunkt for en gruppe af nogle af de sødeste og dygtigste mennesker i scenen. Her er det særligt de tunge koryfæer som Victor Kaas og Jacob Bredahl, der er med til at blåstemple et projekt, der nok ellers ikke havde nydt så bred en accept i vores scene.
Hvad John Cxnnor-drengene kan, er først og fremmest at være søde mennesker, som folk godt gider at lege med. Musikken er sekundær, men den er så fuldstændig knivskarp og rungende blevet en del af vores scene. De har udvidet scenekanten så meget, at Hiraki er blevet huskendte navne og St. Digue ikke kun spiller på Mayhem, men Gehenna. Det er nok derfor, at Copenhell har turdet booke kunstnere som Mimi Barks og DeathbyRomy i år, der ellers havde vakt panderynken normalt. Jeg håber, at det er en trend, der fortsætter. Først forenede vi punkscenen og metalscenen. Så tager vi techno-scenen! Sådan følte det i hvert fald, da Witch Club Satan trådte ind på scenen henimod slutningen og rituelt bandt et bånd om alle os i skoven. Alle os, der nu og for fremtiden vil tale om den aften i skoven.
