Læs reportagen fra førstedagen på Copenhagen Metal Fest 2024
Andendagen af Copenhagen Metal Fest forsætter hæderligt efter førstedagens afslutning. Andendagens første musikalske indlæg er anmelderroste og for nyligt Wacken Metal Battle-vindende Thus på BETA-scenen. Allerede fra start er det tydeligt, at der er proppet, og at mange andre bands ikke ville kunne trække lige så mange gæster kl. 15 på sidstedagen af en festival. Men det kan Thus tilsyneladende, og med god grund, fordi hvis Thus er noget, så er det dygtige.
Det kan godt være, de er et relativt nyt band, men de føles som nogen, der har stået på scenen i flere år. Og selvom det musikalske måske ikke er noget af det mest mindeværdige metal, jeg har hørt, så er deres liveenergi og scenetilstedeværelse noget, der slår sig godt fast. Deres form for metal appellerer sindssygt bredt, uden det går hen og alt for døllet, og publikum virker til at elske det.
Hvis der er noget, der er dølle-metal, er det i høj grad Demolizer, så dem springer jeg let og elegant over. Det næste levende billede for mit vedkommende er Oxx, og kender man ikke til Oxx, så kan deres musik kun beskrives som hjernesmeltende. Det er mathcore, der skaber et galopperende støjunivers af skæve taktarter og uregelmæssige komponenter. Om det er numre om skruetrækkere eller en “vals om følelser”, der uafbrudt skifter fra 4/4 til 6/4, så har Oxx det.
Du har ikke så meget tid eller plads til at tænke i Oxx’ musik – hvilket jo gør mit arbejde som anmelder en smule svært – men følelser er heller ikke i fokus med Oxx, udover når vokalist Alexander Bossen omtaler næste nummer som en “følelsesladet ballade”, der i virkeligheden ikke er en ballade, men bare endnu et nummer, der er så ødelagt og komplekst, at man kan undre sig over, hvordan de overhovedet har formået at skrue nummeret sammen.
Henne på Amager Bios scene er LLNN klar til at spille: og sikke en velsignelse. Jeg havde faktisk ikke set LLNN før, men for mit vedkommende er det tydeligt, at de gav den bedste koncert på festivalen.
Lyset dæmpes, scenen druknes i røg, og lysene blinker sporadisk. Det føles næsten, som at være inde i en tordensky. Og det er faktisk præcis også sådan, det føles at se LLNN live. Det er ikke mange noter, jeg får taget under dette show. Dels fordi, jeg er så optaget af musikkens intensitet, men også fordi, pitten hurtigt udbryder som et tordenvejr. En af de ting, jeg formår at notere, er ordet “orkan”, hvilket er en passende måde at beskrive LLNN på: en auditiv orkan.
Vokalist og guitarist Viktor Kaas hopper rundt på scenen mens han skriger lungerne ud, al sammen glimrende komplementeret af resten af bandets hypnotiserende tunge lydbillede. Alle musikerne har en fod i hardcorescenen på en eller anden måde, og det er tydeligt, at de bærer hardcoreenergien med over i det støjdoom, der er LLNN.
Det er en hård tjans for alle, at skulle leve op til LLNN. Festivalens bedste bud på det, kunne dog meget vel være det helt nye black metalband, Lysbaerer. Skuffet over deres optrædener er i hvert fald noget af det allersidste, man bliver.
Jeg skrev om Lysbaerers debutkoncert, og var meget overrasket over, hvor gode de var. Det viser sig dog, at de er så musikalsk konsekvente og har så meget substans til deres black metal, at de ubesværet kunne overgå sig selv. Med kilometer.
Det er skruet så godt sammen og koordineret så godt, at det næsten fremstår progressivt til tider, når Lysbaerer skifter fra en atmosfærisk sektion til en voldsommere én. Hvert bandmedlem excellerer på scenen, og det føles bedst beskrevet som ét konstant pay-off. Guitarværket mellem de tre guitarister, den hylende vokal fra Thomas Mascagni og de længselsfulde backingråb fra Jamie de la Sencerie er alt noget, der er med til at forstærke den atmosfære, bandet prøver at skabe. Lysbaerer formår at tænde den fakkel af følelser, som ofte brænder i black metal, men med en langt mere præcis tilgang og raffineret udførelse, så det ikke føles overudnyttet.
Lysbaerer gør det mildt sagt fantastisk, og det her er en af de bedste black metalkoncerter, jeg længe har været til
Efter Lysbaerer er det tid til festivalens helt store hovednavn. Mnemic er tilbage i originalt lineup efter 20 år, så jeg kan sagtens forstå appellen. Men jeg forstår simpelthen ikke Mnemic. Det skal dog siges, at jeg ikke bebrejder dem, der godt kan lide koncerten. Det siger mig bare absolut intet. Genren er ikke mig, og så har de heller ikke samme sentimentale værdi for mit vedkommende, som jeg kan forstå, at de har for mange andre.
Og jeg kan godt give Mnemic, at de starter meget fint ud, men nøj, hvor bliver det godt nok hurtigt kedeligt. Så selvom jeg godt kan værdsætte nogle af de mere tekniske aspekter i deres musik, så er det stadig en sammensmeltning af rigtig mange af de ting, jeg ikke bryder mig om ved metalcore.
Mere veloplagte i forhold til min smag er Dying Hydra inde ved siden af på ZeBu-scenen. Dying Hydra sammensmelter også en masse komponenter fra diverse genrer som sludge, doom, post-metal m.fl. Musikken er meget introspektiv i sit udtryk, men samtidig tonalt fremadrettet og enorm eksplosiv. De tre musikere skifter ubesværet mellem Mastodonske riffpassager med god energi til repetition af trancetunge doomstykker, hvor lungerne bliver brølet ud i skæv harmoni af Lars Pontoppidan og Patrick Fragtrup.
Det er en super udtryksfuld optræden fra Dying Hydra, der passende formår at blæse alle dem bagover, der ikke blev blæst bagover af Mnemic. Og med hensyn til udtryk, så er der få bands på den danske metalscene, der formår at hvile så meget i deres udtryk, deres image, deres lyd, som lørdagens sidste band – naturligvis er der tale om MØL.
Alene med Kim Song Sternkopfs scenetilstedeværelse og stærke vokal er det udtryksmæssige fuldendt, men det bliver komplementeret af helt utroligt kompetent, melodisk blackgaze. Det sætter gang i alle de følelser, du ikke vidste, du havde brug for nogen tappede ind i og hjalp dig med at døje med.
Det er dejligt, at se MØL igen. Dette er deres første koncert på dansk jord i over et år, så det er enormt bekræftende, at de stadig har samme gennemslagskraft og evne til at efterlade et indtryk, som man kender dem for. MØL er ikke noget musikalsk diorama; de prøver ikke at genskabe noget, der har været aktuelt. De har skabt deres egen unikke gren af blackgazegenren, og vi danskere burde være stole over, at MØL kan repræsentere os på internationalt plan.
Tak for i år, Copenhagen Metal Fest. Vi ses igen næste år.
