Copenhagen Metal Fest er endnu en gang på banen og fungerer stadig som en god, alternativ metaldosis til Refshaleøen med sine 35.000 mennesker i bagende varme og støvstorme.
For mit vedkommende er første band i aften Grava, og de bliver introduceret som et band, hvor dystopi og håbløshed fremkaldes i lydbilledet. Bassen drager fra start tydelige paralleller til en slags tidlig Swans-lyd, der lyder som en kniv, som bliver skrabet over asfalt. Den distinkte stortromme og de længselsfulde skrig fra Atli Brix Kamban skaber yderligere en ubehagelig og dystopisk stemning i deres mammuttunge ørkensludge. Selvom der ikke er meget imødekommenhed mht. bandets scenetilstedeværelsen, så fremstår de tre musikere pragtfuldt som en visnet trekløver, hvor dødeligheden bare skal udtrykkes som noget, der er mega-tungt.
Strychnos på Amager Bios scene er også tungt, men ikke på samme måde som Grava, de er snarere tunge at komme igennem. Det er nok et mig-problem, men jeg synes, det er tvivlsomt, at Strychnos stadig ikke klikker for mig – ikke engang når de er veloplagte nok til at spille på stor scene og på fredag den 13.
Noget andet tvivlsomt er Beneath the Silence, der bliver introduceret af konferencier, Troels Lehmann, hvor han fremhæver, at han er “all for” flere kvinder på metalscenen. Det er desværre bare meget modstridende med det image Copenhagen Metal Fest sender, ved kun at booke ét band med én kvinde på hele festivalen. Naturligvis skal kvinder ikke bookes, bare fordi de er kvinder. Men det kunne stadig være fedt med bredere repræsentativitet på den front.
Ærgerligt er det også, at deres “McMetalcore” – som det introducceres – ikke falder helt på plads for mig, men det har intet med bandets musikalske kompetence at gøre, fordi de er virkelig gode på scenen. Det er nok snarere noget med, at jeg ikke har haft en ordentlig 00’er nu-metal/metalcore-fase med pjusket, farvet hår og stretched øreringe.
Livløs gør også sin del for at smække festivaloplevelsen i den bedre retning, og det fungerer godt. Man kan tydeligt mærke, at de fem herrer efterhånden er vant til at stå på en scene, og at de ved, præcis hvad de skal sige, og hvornår de skal sige det, for at piske noget op hos publikum. Frontmand Niklas Lykkes energiudladninger er i særklasse, men er ikke hele tiden aktuelle, og det virker til, at han mister pusten mod slutningen af settet. Heldigvis bliver det reddet af ‘Seize The Night’ og ‘Purest Black’, der begge forhøjer publikums ellers faldende energiniveau.
Energiudladningerne for første dag toppes dog helt ubetvivleligt af Demersal på BETA-scenen. Demersal føles som en masse enkeltmandspræsentationer, der bliver kastet sammen, og hvor hver bandmedlem på en eller anden måde formår at finde hinanden og spille perfekt op ad hinanden.
Det er én stor vekselvirkning af koordineret samspil med proggede smadderpassager og atmosfæriske følelsesgreb. Demersal rammer det helt rette, ømme punkt, der er vores følelser, men i smadrede nok rammer til, at det ikke bliver dvælende eller overvældende svulstigt.
Hele bandet kan fremhæves, især Emil Lakes enormt kompetente trommespil og Viktor Ravns gestikulationer under visse vokalstykker, der er så voldsomme, at han er nødt til at stoppe med at spille guitar, for at fægte ekstatisk nok med armene.
Demersal rammer det helt rette, ømme punkt, der er vores følelser, men i smadrede nok rammer til, at det ikke bliver dvælende eller overvældende svulstigt.
Flere bands må godt være lige så gode som Demersal.
Aftenens hovednavn, og nok det band jeg havde set mest frem til på hele festivalen, er Iotunn. Dansk/færøske Iotunn er noget af en sjældenhed. Få bands formår at skrive så mindeværdig og velkomponeret progressiv dødsmetal, som Iotunn gør. Yderligere har de også den aboslut stærkeste vokalist i moderne metal med som frontmand, hvilket klæder dem gevaldigt.
Desværre for Iotunn, er der bare noget i aften, der virker off. Det er svært at sætte fingeren på, præcist hvad det er. Til at starte med, så er lyden ikke specielt god, men det er ikke det, jeg lægger mest mærke til – det kan måske have noget med det faktum at gøre, at jeg har skamlyttet alle numrene på deres album ‘Access All Worlds’ og efterhånden kender hvert et skift, guitarriff, vokalstykke og trommefill, og derfor ikke lægger mærke til den dårlige lyd. Guitarmakkerskabet mellem Gräs-brødrene står dog lige så skartp i aften, som det altid gør. Dét, de to brødre formår at komponere, kan kort sagt kun beskrives som fantastisk.
Det går næsten hen og virker banalt meget af tiden. Nummeret ‘Mistland’, der på plade stråler af pompøsitet og minder mig og verdens bedste power metalplade When The Aurora Falls, falmer i et liveformat, og besidder ikke samme tordende wow-faktor.
Vokalist, Jón Aldará, fremfører sine sædvanlige power-stances, men det virker også som om, at han dvæler mere på scenen, end han normalt gør; han virker nærmest fraværende til tider. Heldigvis ikke hele tiden, for når han er tilstedeværende, så er det med al ambition man kunne tænke sig. Specielt i slutningen af ‘Mistland’ eller nummeret ‘Access All Worlds’, hvor hans storslåede growls endnu engang cementerer ham som den allerdygtigste metalvokalist lige nu
Selvom Iotunn ikke præsterede præcis som håbet, var de stadig glimrende som slutnote og et godt valg som førstedagens hovednavn.
