Alle ved, at runde fødselsdage er bedre, sjovere og vigtigere end alle de andre almindelige fødselsdage – lige med undtagelse af nummer 18 – så derfor var der nærmest mødepligt, da Indisciplinarian inviterede på boller og lagkage i Pumpehuset. Og med boller og lagkage mener jeg en særpræget blanding af musikalske subgenrer der bedst af alt kan beskrives som en buffet af hele spektret.
PISS VORTEX
Første levende billede var ude i den ekstreme ende af det selvsamme spektrum, nemlig de mytologiske Piss Vortex. Vi har ikke hørt en skid fra dem i flere år, der har ikke været så meget som et akustisk sæt i Byhaven i årevis, og pludselig stod de der i Pumpehuset og tog pis på os. Forud for showet havde de været så venlige at lave en lille video til os omhandlende de øvrige bands, en video der osede af selvironi og attitude, to ting jeg formoder er ret så vigtige, når man spiller først, og for første gang i meget lang tid.
Der er gået inflation i at gå på scenen til et båndet stykke musik, og i Piss Vortex’ tilfælde, havde de held med at vælge et stykke musik der målbart er det komplet modsatte af hvad de laver, men samtidig vildt passende. “Return of the Mack” af Mark Morrison varslede metalverdenens svar på et gedigent sukkerchok og selvom jeg følte, og føler mig, komplet ukvalificeret til at udtale mig om deres musik, så er det nemt nok at påpege, at grindcore kræver den helt rigtige luftfugtighed og vindmodstand, for at lyde af noget live.
Pis og papir
Det gjorde de ikke. Mest bare brummen, men det var ikke monitorer der var problemet, det var omgivelserne. Det eneste jeg fik fat i var, at det gik pissestærkt, at de sagtens kan skrive et nummer der varer mere end to minutter og at de ind imellem lød til at spille et ægte riff. Jeg skal ikke komme og påstå at grindcore er sværere at elske end så mange andre genrer, men er vi enige om, at Piss Vortex ikke er noget man kommer til at se, men aktivt opsøger?
Dem der valgte at se den sjældne giraf blev budt velkommen af et band der ganske tydeligt var rigtig glade for at være med til festen og i den grad gjorde deres for at gøre os en form for tilpas. Der blev joket fra scenen om sange folk alligevel ikke kender, hele orkestret lagde sig i selen for at ryste konfettien ud af håret på os og når jeg kunne høre andet end brølet fra bassen, var brølet fra forsangeren imponerende og intimiderende og jeg kunne næsten høre instrumenterne fra fødselsdagsband nummer et.
Da Piss Vortex med deres egne ord var kommet af vejen, så de rigtige bands kunne komme på, dem folk gerne ville se, var det tid til en alternativ fortolkning af drum’n’bass. Fossils er blot to mand høj, men min sidemakker, som ikke kendte til dem forud for aftenens show, var dybt imponeret af hvor meget to mennesker kan larme.
FOSSILS
Og larme, det gjorde de. Deres bas-tilbedende musik rullede tungt udover et veloplagt publikum, der endnu ikke havde fået piskesmæld, til trods for den massive forskel i udtryk bands imellem. Der blev rokket og nikket med i varierende grader af akavet, for det sjove ved Fossils er, at du ikke altid ved hvilken retning de bevæger sig. Alt fra nemme brøker til decimaltal blev brugt som målestok for rytmerne, og de lod sig ikke mærke med, at det er henved to år siden vi sidst havde glæde af dem på en scene.
Desværre oplevede jeg koncerten som en smule distanceret. Det havde ikke noget at gøre med min geografiske placering i forhold til scenen, men i den grad at bandet mødte op til fødselsdagsfest tomhændede. Ikke engang så meget som et kort, et “godt at se jer”, nej. Det var direkte hen til kagebordet og stikke en finger i glasuren, hvilket vel også kan have sin charme.
Oldtidslevn
Men charmen udeblev. Der blev bare liret musik af som om de hellere ville være et andet sted end i Pumpehuset, hvilket jeg indrømmer smittede af på min indledende begejstring ved at stå ansigt til ansigt med dem igen efter så mange år. En bekendt refererede til dem som to sludge-nørder der prøver at spille TOOL ud fra andres beskrivelser af dem, og selvom jeg ikke vil gå så langt som at beskylde dem for at plagiere TOOL, kan jeg godt se hvad de mener. Jeg håber jeg var den eneste der gik derfra med en følelse af skuffelse, for det var ikke lige hvad jeg havde ønsket mig.
INTERLUDE:
Da fossilerne var blevet støvet af og klassificeret, var det på tide at lægge notesbogen i tasken, nappe en sodavand fra voksenbordet og overlade resten af aftenen i min kollegas kyndige hænder. En fest er kun så sjov som man gør den til, og selvom jeg ikke fik kvitteringen, er det ikke den værste fødselsdag jeg har været til, indtil videre. Det er i hvert fald nemt at konstatere, at Indisciplinarian holder af os og det er ikke deres skyld, at den varme kakao brændte på for mig.
ALKYMIST
Jeg overtog stafetten og stillesw mig klar, passende tæt på scenen til at få det hele med til næste ombæring i lagkagebuffeten.
Alkymist åbnede med ’Ghost’ fra den selvbetitlede debut fra 2018, et nummer jeg havde ventet på at komme til at opleve live siden første gennemlytning af pladen. I mellemtiden har bandet udgivet skiven ’Sanctuary’ i 2020, som indeholder et skift i Peter Bjørnegs vokal. På ‘Alkymist’ er vokalen ofte ren, hviskende og hæst råbende, og let’s be honest, ret sexet. To år senere er der mere traditionel growl. Interessant nok lod skiftet til at påvirke fremførelsen af ’Ghost’, som i flere passager bar præg af growl frem for pladeudgavens raspende råb.
Alkymist leverede en solid omgang doom/sludge, og som sådan var det ikke her, Pumpehuset kvitterede med spontant opståede mosh pits, men publikum tog musikken ind. Nogle dansede let, andre nikkede anerkendende med hovedet mens de ellers stod solidt plantet med bred benstilling, og jeg fik øje på en enkelt, som stod i en omfavnelse af sin øl med lukkede øjne og mærkede musikken. Jeg forstod fuldstændig, hvordan han havde det.
Helt forrest stod – udover Anders, der som altid holdt fest – enkelte, der lod til at have forståelsen, at man er sejest, hvis man hviler de korslagte arme over en monitor og undlader vise andre tegn på begejstring end at nikke ganske let med hovedet, men kun en gang imellem. Her blev det måske lidt rigeligt afdæmpet, selv for en vestjyde som mig. Der var ikke mange fingre at sætte på koncerten, som afvikledes i god ro og orden. Hvor Kaspar Luke ofte trådte et skridt frem og gik i knæ med sin bas, stod Stefan Krey anderledes tilbagetrukket, både rent fysisk, men også i sin performance, som varr indadvendt, og med tilpas mængde guitarfjæs til at man kunne fornemme, at han mærkede det, mens Philip Morthorst problemfrit leverede skelettet.
And now for something completely different
Der er vel dårligt en bedre anledning til at få fremvist katalogets spændvidde end en rund fødselsdag, hvilket man må sige, Indisciplinarian gjorde denne aften. Grindcore, doom, hardcore og black; der var noget for enhver smag, uden resultatet på noget tidspunkt var, at halvdelen flyttede sig fra salen for at lave noget andet mens de ventede på næste, forudbestemte fix.
Tro mod nævnte spændvidde efterfølgedes Alkymist af EYES, og publikum havde en intuitiv forståelse af, at der ville opstå en seriøs pit nu – der var på forhånd lavet plads til, at den kunne sparkes i gang i det øjeblik, Victor Kaas gik på scenen. Vi nåede knapt i gang med første nummer, før den opstod, og EYES var i gang med at flå Pumpehuset fra hinanden.
Smag og behag er heldigvis forskellig, og på redaktionen er der mange, som er meget begejstrede for EYES. Jeg er således i undertal i min manglende påskønnelse, men jeg sætter til gengæld stor pris på et live act, som forstår at rive et publikum rundt og være nærværende på en scene. Og det gør EYES. Vi har tidligere skrevet om Kaas, og han skuffede ingenlunde i aften, og det samme kan siges om resten af bandet, som brugte scenen fuldt ud og var synkrone når behovet opstod. De anvendte deres breakdowns til at guide publikum, og de fik præcis, hvad de udledte, sendt retur igen i voldsom og kærlig energi.
De var smukt sammenspillede, og når Kenn Bendtsen havde brug for at justere sin bas, indflettedes det uden spor mellem numrene – hele bandet havde fuldstændig styr på hinanden på alle tidspunkter. Det samme gjaldt, hvis Kaas havde brug for at dunke en halv liter vand seks numre inde (man forstår godt behovet når man ser på hans energiudladning).Et par minutter før koncerten sluttede straffede indtaget af tre fadøl, og jeg måtte forlade den, når nu naturen kaldte. Til gengæld fik jeg en uventet musikalsk oplevelse serveret: en eller anden brød ud i spontan opera i toiletområdet. Ret overbevisende endda. Vi taler den der sang fra Ristorante-frysepizza-reklamerne, komplet med hvad der lød som autentisk italiensk lyrik. Det smittede sjovt nok til andre fyldige mandestemmer, dog uden helt samme kadence i udførelsen.
ORM
Mon ikke, Orm er Indisciplinarians største band? I hvert fald var der forventningsfuld småsnak blandt publikum inden de gik på, og jeg overhørte flere, der talte om deres optræden i DR Koncertsalen. Desværre skuffede lyden fælt i Orms set, og vi manglede fuldstændigt Theis Poulsens vokal til at starte med. Generelt måtte jeg konstatere, at lyden kastedes forvildet rundt, alle nuancer forsvandt – og der er mange nuancer i Orm, som jeg havde set frem til. Jeg var ikke den eneste, der havde glædet sig; der var sådan set et tætpakket publikum samlet til serveringen af stykket med flødeskum og krymmel, men jeg bemærkede også en strøm ud af salen. Mon de oplevede samme lydlige mangler som jeg? Jeg forsøgte at bevæge mig rundt i salen for at se, om jeg bare havde stået helt forkert og for langt fremme, men det var mudret uanset hvor jeg befandt mig, og ironisk nok oplevede jeg den klareste lyd på vej ned af andet sæt trapper mod etagen nedenfor. Det var en ærgerlig afslutning på en ellers vellykket aften, og tilbage er kun at ønske Indisciplinarian stort tillykke med det første årti. Så gav de så en lille en, og vi ser frem til flere kompromisløse udgivelser derfra.
