“Sådan var det altså ikke i gamle dage.” Det er nok en sætning, mange har hørt sig selv sige. Især når det handler om festivaler. Hvert eneste år, hører vi folk ærgre sig over, at Roskilde ikke er den “rockfestival”, de husker. Copenhell er “mainstream sellouts”, hører vi folk sige.
Og jeg tog mig selv i at tænke det samme om A Colossal Weekend i år.
Når jeg tænker på Colossal Weekend har jeg en flyvsk fornemmelse. Det er svært at sætte fingeren på, hvad jeg forventer, og det er måske det, der er mit problem. For det er umuligt at blive tilfreds, hvis man ikke ved hvad man vil have.
Jeg har en fornemmelse af, at A Colossal Weekend skal være spændende, udfordrende, kunstnerisk, eksperimenterende, tungt og dissonant. Og det er det måske også stadig. Men det er ikke den følelse jeg får. Jeg kigger på programmet og glæder mig til Kollapse. Jeg ser frem til at opleve Katla fremføre to forskellige shows.
Jeg havde måske en tanke om at se Gaerea og Wolves in the Throne Room.
Men jeg kan ikke finde begejstringen. Det hjælper heller ikke, da vi ser A Colossal Weekends allerførste dødsmetalband. Amerikanske Mortiferum svinger det lange garn og buldrer fra mellemgulvet torsdag eftermiddag, og gør det såmænd udmærket. Der er noget mindre nudelguitar, end man ofte finder i dødsmetal. Jeg oplever det.
Dagen fortsætter med Offernat. Det er et band, man har hørt en del om efterhånden, og som mange er glade for. Basement er da også pakket, da jeg kommer derned. Men jeg synes det lyder som Solbrud, måske med Bryan Funck på vokal. Og det går op for mig, at jeg står og ønsker, at det netop var Funck og resten af Thou, jeg hørte i stedet.
Det er ikke en fornemmelse, der lader til at blive genspejlet rundt om mig. Publikum er begejstrede og klapper. De elsker Offernats mørke og langsomme atmosfæriske black metal.
Det er samme fornemmelse, jeg får, da jeg ser portugisiske Gaerea. De sortklædte maskebærere spiller gedigent og melodisk og giver publikum et nærvær, som mange føler stærkt. Jeg var selv begejstret for deres album ‘Limbo’, da jeg skulle anmelde det tilbage i 2020. Men jeg har ikke hørt det siden, må jeg indrømme. Og det gav koncerten mig heller ikke anledning til.
I mine noter står der “Er det virkelig nok at være fra Portugal og have hat på?” – Og det er naturligvis alt for strengt tænkt. For Gaerea giver en god koncert, og den vil da også i de fleste andre magasiner få en langt bedre medfart, end jeg giver den her. Det kan man nok sige om det meste af festivalen.
Og det er fortjent. For det er ikke dem, det er mig.
Som man kan læse i min anmeldelse af Katlas torsdagskoncert, bliver der spillet solidt og få føler umiddelbart det samme som mig. A Colossal Weekend er en succes og de har fermt formået at skabe en niche for sig selv hos dem, der ikke synes Copenhell leverer det, de ønsker længere. Og dem lader der til at være en del af, også selvom der er overlap i bookingerne.
Men jeg savner Cult of Luna, Anna Von Hauswolff og Emma Ruth Rundle. Jeg savner Nadja og Liturgy. Men det er ikke A Colossal Weekend, der er problemet. Det er mig.
Jeg bliver ikke inspireret af at se Wolves in the Throne Room længere. Jeg er blevet kynisk – jaded – måske. Det skal være vildere, mærkeligere, mindre. Mine venner og kolleger rynker brynene, når jeg fortæller, at jeg aldrig har været på et større koncertsted end Amager Bio. Torsdag på A Colossal Weekend får mig til at se indad, og jeg føler mig som et elitært røvhul, hver gang nogen spørger, hvad jeg glæder mig til at se, eller hvad jeg virkelig har været glad for. For jeg kan ikke give et svar, og jeg gider faktisk ikke være den sure mand i hjørnet.
Måske føles A Colossal Weekend for ordinært? Det er urimeligt tænkt, men det er sådan, jeg har det.
Det bedste jeg oplever torsdag er aalborgensiske Kollapse. Det er et band, jeg holder rigtigt meget af. Siden jeg hørte ‘Sult’ har jeg været overbevist fan, og denne aften er intet mindre end forrygende. Sjældent har jeg hørt dem så skarpt, og et øjeblik, mens jeg står lige foran scenen, og Peter Drastrup trommer så hårdt, at jeg ikke kan få vejret, føles det rigtigt.
Kollapse rammer tyngden, jeg har brug for. Jeg tænker mig et øjeblik tilbage til Northern Discomfort i 2019, hvor jeg fysisk næsten blev væltet af Bismuth.
Måske er det Northern Discomfort, jeg savner. Eller bare den følelse af dyb, ækel undergrund, der fandtes dengang i Ungdomshuset.
Kollapse spiller rent og klart og både lyd og lys er lige i øjet. Det er sjældent, jeg som sådan lægger mærke til de elementer, når de fungerer, men i dette tilfælde er håndværket så overbevisende, at man ikke kan andet end at måbe over det. Thomas Burø slutter sig til trioen på ‘Dekomposition’ og, som vi efterhånden må konstatere, er den mands tilstedeværelse et element, der gør alting bedre. Det føles umuligt at skulle toppe fremførelsen af ‘Autofagia’, men det lykkes gang på gang her. Thomas Martin Hansens basspil er så glidende glat, at det føles som en drøm.
Jeg elsker Kollapse, og denne koncert gjorde kun følelsen stærkere.
Wolves in the Throne Room kom og gik. De gjorde det godt. De gjorde præcis som de gjorde for tyve år siden, da de var med til at grundlægge den gren af musik, de gør sig i. Der var intet at være utilfreds med. Jeg er der bare ikke længere. Og det er måske det, der må være konklusionen i denne ende af reportagen.
Det er ikke rimeligt at skælde nogen ud for at gøre noget, der så tydeligt gør så mange glade. Og det er ikke fair at sætte målsætninger på andres vegne, når de lykkes med det, de selv sætter sig for.
Både bookere, afviklere, barpersonale og de imødekommende og venlige sikkerhedsfolk gjorde præcis det, de skulle. Jeg håber, at A Colossal Weekend bliver ved i mange år endnu.
Og jeg håber, at jeg kommer til at kunne glæde mig til det igen. For festivalen er præcis som den altid har været. Det skulle jeg også opdage senere. Min lørdag var nemlig langt bedre. Den kan og bør du læse om her.
