Jeg skal starte med at beklage, men du, kære læser, bliver desværre nødt til at kaste et blik på min traurige torsdagsreportage, før du læser dette. Dette både for kontekst, men også fordi, det vil være for træls at gå i omvendt rækkefølge. Det her bliver nemlig noget mere positivt.
Og som med det meste, handler meget om det rigtige udgangspunkt. For som man måske kunne fornemme, er jeg ikke meget interesseret i den danske, atmo-black-lyd, som store dele af publikum, jævnfør deres t-shirts, elsker højt. Den fyldte en del i lydbilledet de to første dage, men lørdag fik jeg endelig noget, der kunne ryste mig fri.
Efter at være tjekket ind omtrent fire minutter i fem og være blevet underholdt med memes af en venlige sikkerhedsvagt, der var under strenge ordrer om ikke at åbne trappen før 17:00 præcis, vendte jeg næsen direkte mod Loungen (Det er naturligvis løgn. Jeg går aldrig direkte til noget som helst i det escherske parallelunivers, der er Vegas trappesystem) for at opleve et ubeskrevet blad i min bog. Norske Attan, der var weekendens første, rendyrkede hardcoreband. Og det var det, jeg skulle have. Det var vidunderligt højt, skramlet, råt og intenst.
Det er efterhånden almindelig kutyme, at også musikere ifører sig ørepropper, når der er koncert. Alt andet er fjollet. Men i dette tilfælde var den slags ikke nok for trommeslager Aleksander Ralla Vilnes, der havde iført sig industrielt høreværn i denne anledning. Og med den kaotiske, Converge-agtige energi nordmændene lagde for dagen, var det en god ide.
Koncerten startede ud med hård feedback, og allerede her kunne jeg mærke mundvigene krølle sig opad, hvorefter forsanger Remi Langseth jovialt vinkede og råbte “Hey!” inden et brutalt angreb blev sat ind på både føle- og høresans.
Publikum var måske ikke ligefrem hardcoretyper, en reel pit opstod i hvert fald aldrig, men det lod bandet sig ikke nøje med. De skruede op for energien og opdyrkede nærmest deres egen mosh på scenen. En enkelt gang måtte jeg fiske et mikrofonstativ, der havde snoet sig ind mellem forsangerens ben i kampens hede ud, og der blev åbnet for sluserne blandt musikerne.
Langseth var imødekommende og talende, fortalte om tidligere tiders mindre vellykkede danske koncerter og publikummer (“Det var ikkje death metal, jo”), om at brække kæben på sin mikrofon og om at drikke alle øl i København.
Forpustet, var han, og et indædt “åh, fy fan” undslap hans læber, da han omtrent midtvejs kiggede på setlisten, og kunne mærke grindtrommerne blæse videre bag sig.
Til lyden af et gigantisk breakdown og et venligt “tusen takk”, var alle blæst grundigt igennem, og jeg forlod Lounge-scenen for at finde Katla.
Min samtale med dem kan man snart læse i dybden, men på rygeterassen mødte jeg tre trætte, forløste og lykkelige mænd, der gjorde deres bedste for at fortælle mig alt om tankerne om både at være artist in residence, om at være forudsigelig og det modsatte og om alt det hårde arbejde, det er, når musikken bliver et arbejde.
Herefter måtte jeg dele mig i to. Det føltes det i hvert fald som, da Big Brave overlappede med Spurv, og det var umuligt for mig at vælge. Jeg tog de første, og var herligt blissed out af tonstung støjen fra canadierne, der nærmest dolkede deres høje stacks for at frembringe den helt rigtige mængde feedback.
Big Brave er følsomme og tunge, og bærer i musikken en form for stille forhåbningsfuldhed, der passer dejligt i modsætning til den harske misantropi, Attan havde leveret.
Alligevel rumsterede New Moneys ord i mit baghovede. Først nu går det op for mig, at de sagde “Stær” og ikke “Spurv”, men efter to og en halv dag på festival var det umuligt at kende forskel. Jeg ved stadig ikke hvad de mente, men ikke desto mindre valfartede jeg til Basement, for at opleve det norske post-rock-orkester slå sig løs. Det fortrød jeg ikke, uagtet om det var hvad jeg havde forventet eller ej.
Jeg har en ting for multiinstrumentalister. The Turtles er ikke mit yndlingsband, men det er måske dem, jeg nyder allermest at se videoer med. Mark Volman var sanger og sangskriver, samt et talentfuld musiker, der senere endte i Frank Zappas Mothers of Invention, men det, jeg husker ham for, er hans beskaffenhed udi at vælge de mest tåbelige instrumenter til en tid, der byggede på playback. Hans fornøjelighed med valdhornet i ‘Happy Together’ skuffer aldrig. Og det var det samme jeg oplevede med Spurv, hvor der blev synthesized, truttet, raslet og klasket på venstre flanke, så det var en fryd at være vidne til.
Jeg ved ikke meget andet om bandet, end at de var fra Norge, og det var skønt, syret og livsbekræftende at opleve. Publikum var også nogenlunde ligeligt fordelt mellem canadierne og nordmændene, så stemningen var i top begge steder.
Det var den også hos det sidste band, jeg skulle opleve på dette års kæmpestore weekend. Scimitar var kommet med på et afbud fra Deerhoof, og som spritnyt band med blot et par sange under bæltet, var det store sko at skulle udfylde.
Men det danske doom/førstebølgeblack-band klarede det så vældigt udmærket.
Forsanger Shaam A. var en kapacitet på scenen, og hun excellerede både udi optræden, der var skønt tresserinspireret og psykedelisk, og vokalmæssigt, der var ditto.
Som jeg også nævnte i Kortlisten, er den oplagte parallel Jefferson Airplanes Grace Slick, der om nogen rummede et massivt sæt stemmebånd.
Olle Bergholtz med flere sørgede for den aggressive attitude, og da koncerten var færdig, var der ikke mange, der var utilfredse med den optræden. Nogle gang kan vikaren overraske, og selvom det ikke var rundbold, vi blev trakteret med, var det ganske acceptabelt.
Det bedste ved lørdagen var dog, at min sindsstemning blev vendt. Måske var jeg ikke ødelagt alligevel. Måske kan jeg faktisk fortsat godt lide musik. Måske er A Colossal Weekend stadig noget for mig.
Det var vigtigt, og netop det, der skulle til. Også selvom jeg stadig må melde pas på dansk, atmosfærisk black metal.
