Lifesick dyrker utilpassetheden og et fællesskab i sved og knubs. I Fredericia fejrede de klassisk 10-års fødselsdag lige efter bogen lørdag med syv inviterede bands lige ud af springgraven.
Alle 10-års fødselsdage er, sådan, horribelt mange små børn, man ikke kan genkende fra gang til gang, en masse familie, man faker at kunne huske hvem er, hoppeborge, gaveborde fulde af plastic-tingeltangel, og man venter bare på det øjeblik, hvor en anden voksen stikker en øl i hånden på én, så man kan få lov at stå på terrassen og snakke om robotplæneklippere, helårsdæk, squats og hvad man ellers har af sprog for sin dybe eksistentielle gru.
Således stort set også Lifesicks 10-års jubilæum. Der er kulørte drikkedunke til de første 100, sponsor-energidrik og heavy metal-danskvand i køleren, og så er der indslag med nogle af de små pus, der skal vise, hvor meget de har øvet sig.
Det vil sige, Sewer Haul lyder måske nok lidt, som om de har brugt mere tid på at kokse ud og lave knæk end på at blive rigtig dygtige. Det er ikke en kritik, det rammesætter glimrende præmissen for deres tomands-goregrind-show, og med det samme er der nogen, der begynder at skubbe hinanden. Guitaristen ligner stadig én, der ikke kan gå gennem en visitationszone uden at blive stoppet af strissen, og trommeslageren har fået en effekt på sin vokal, der lydliggør en af de der gigantiske fedtboller af hærdet friture, røvhår, bind og snusposer, der skal hakkes og spules ud af kloakrørene.
Trommeslageren har fået en effekt på sin vokal, der lydliggør en af de der gigantiske fedtboller af hærdet friture, røvhår, bind og snusposer, der skal hakkes og spules ud af kloakrørene.
Det kan alligevel næsten kun gå ned ad bakke herfra, så det er godt disponeret at smide Blodmåne ind nu, mens solen stadig banker ind ad de store vinduespartier ud mod godsbanen i Ungdommens Hus i Fredericia, så alle sveder tran. Man kunne godt ønske sig, at vi kunne have rykket det hele ud på plænen på sådan en hedebølgesensommerdag, men det er for sent, og sådan er der så meget. Man kunne for eksempel også godt ønske sig, at Blodmåne var blevet enige om på forhånd, hvad de var for et band, men i det mindste er de så, lad os sige: usleben en diamant, at deres black eller død eller hvad, de nu vil spille, dølges bag kaos’ nådigt blafrende slør.
Hvis den ene goth er kommet til festen, fordi hun skulle spille med Blodmåne, må man antage, at de to andre er kommet for 802. Fremme på scenen står to purunge guitarhelteguitarister i powerposes og nitter, mens deres far på trommer og sang har set et hul i markedet for at opdatere Type O Negative og HiM med Natjager derhjemme, som man siger. Der er det alligevel nemmere at glæde sig over purunge Ashes of Billy, som nogen har spillet Quicksand for. Bevares, og Green Day og, eh, Foo Fighters, helt ærligt. Det er godt nok lidt mærkeligt, at de spiller alterna-far-musik fra 90’erne, men som en dame i baren bemærker, har de fat i viben helt ned til forsanger-guitaristens purren op i sine tunge krøller, når han føler Vedder-ismerne allerinderligst.
Fantastisk flot hår har også hele Deadnate, som til gengæld må ærgre sig over, at de valgte det fjollede ordspil som bandnavn, når nu ambitionsniveauet tydeligvis er meget, meget højere. Det er utrolig dygtigt og kompliceret med taktarter, man skal bruge rigtig mange hænder for at klappe sig til, men heldigvis er det også vokalharmonier hele vejen igennem. Det er rigtig godt tænkt at bruge det element i deres progressive metal, men også lidt løjerligt, at man skal stå her og høre prog til en hardcore-fødselsdag.
Akkumuleret sejhed
Måske er det bare, fordi Lifesick ikke vil have nogen til at konkurrere med dem i at være Jyllands sejeste hardcoreband? I givet fald er det splitterravende sindssygt at hyre Smertegrænsens Toldere ind, selvom det er på en skånselsløs eftermiddagsslot. Ikke at det betyder en skid for bandet, der mellem sig har akkumuleret så megen erfaring med at spille hardcore punk, at de kan kondensere det til et breakdown, et gallopriff og en fornærmelse og ikke behøver gøre mere. Så det har de gjort i henved ti år nu med skiftende trusler og fornærmelser – “du har et hundenavn” er en personlig favorit – skiftende riffs og breaks, men med en base så urokkelig som bassist-Jonas’ benstilling på scenen. Der er ingen nye tricks i posen, ingen eksperimenter, alt det gemmer de fire medlemmer til deres andre bands: Med Tolderne ved man, hvad man får, og at det er knubs og sejhed.
De får kamp til stregen på sejhedsfronten af Lowest Creature. Fair, de snyder ved at være svenskere og spille læderjakke-patronbælte-og-rævehale-thrash med en autoritet og selvfølgelighed, som om 90’erne aldrig var sket. Det er hvinende regressivt og sentimentalt i sit nostalgitrip, men mens de spiller, føles det lige så ægte og friskt, som det føltes at høre Antichrist, da de kom ud. Ikke et ondt ord om al den metal, der ikke er thrash, men behovet for den kan godt undre mig, når jeg hører sådan noget som Lowest Creature.
Ikke et ondt ord om al den metal, der ikke er thrash, men behovet for den kan godt undre mig, når jeg hører sådan noget som Lowest Creature.
Hen imod titiden, seks timer efter vi startede fødselsdagen, har mørket sænket sig over baneterrænet, Lillebæltsbroen blinker rødt for enden af Norgesgade, misbrugere af alle slags er søgt op på Volden, og Lifesick er tilbage, hvor de startede. Det var her i Ungdommens Hus, Fredericia Hardcore Festival gav havnebyen det ry som hardcoreby, den siden stædigt har forsøgt at leve op til, og få har gjort så meget for det som Lifesick. Klart, Support Our Scene har gjort sit, men Lifesick er simpelthen billedet på Fredericia-hardcore. Sådan, brovtende, voldsomme, tykhovedede og samtidig overraskende skarpe til det, de gør, men også samtidig tøhø-lamme med de der latterlige badetøfler i merchen og overdreven jovialitet fra scenen.
Der er to fuldstændigt uomgængelige faktorer, der har ført Lifesick til den internationale bevågenhed, de har i dag, og den loyale fanskare, de har nationalt: Eminent velskrevne sange og en uskreven kontrakt med publikum. Riffs og guitarlyd lige ud af stockholmer-dødsskolen smidt ind i et nøje tilrettelagt træningspas, hvor circlepitten afløses af en twostep, der brydes op af stagedives, karateslamming og breaks skabt til wall of death. Der er jo ikke nogen, der ville gide at blive ved med at tage til Lifesick-koncerter, hvis musikken bare var en undskyldning for at blande sved med hinanden på en meget hetero måde, men det er den dimension, vi vender tilbage for: Den overenskomst, der er mellem band og publikum om, at alt skal splittes ad, når de spiller. At alt er tilladt i den halve time, de spiller. Som en tiårig, der har opdaget, at mor og far har opmærksomheden stift rettet mod deres plasticglas nu, og prøver at se, hvor meget sodavand man kan nå at drikke, inden man kaster op, og hvor svedig man kan blive af at tumle rundt i kælderen, inden malingen begynder at skalle af væggene.
Lifesick er den der voldspsykopat blandt børnene til fødselsdagen, hvor man kan se i øjnene, at alle ens formaninger bliver forstået, de bliver også bare ignoreret, fordi fuck dig, du bestemmer ikke over mig. Den der unge, som man ikke kan lade være med også at blive fascineret af og i det skjulte heppe på, fordi det er så grænseløst et møgbarn og udmærket selv er klar over, at det kan slippe afsted med det.
Så tillykke med de første ti år, Lifesick. Jeg tør slet ikke forestille mig jer, når I kommer i puberteten.
