Det går op og ned i showbiz og det kan være virkelig svært at kigge tilbage og ikke miste modet, når den menneskelige hjerne har en absurd god tendens til at fokusere på det negative – tak for det, overlevelsesinstinkt. Men ret skal være ret, og nogle gange har man brug for at tage sig selv i hånden og bruge den mentale lommelygte, til at lyse på de sjove, rare og gode ting, der ligger der i det cerebrale mørke.
Ryst posen:
Ud af de 139 koncerter jeg har set i år, har noget været bedre end andet – det er klart. Men noget af det, jeg vil fremhæve er klart, at man skal begynde at sige “hvad hvis det bliver fedt” fremfor “hvad hvis det bliver lort” (måske noget, dem af os, der er ængstelige, kunne lære lidt af). Jeg er gået fra en koncert for at høre Afskum på et andet venue, frem for de tre bands jeg egentlig havde købt billet til. Og det var en fantastisk beslutning. Så åbne armene og tag imod de oplevelser, der byder sig og sig ja til at høre Avantasia på Jailbreak. Det kan være, at det bliver fedt. Du kan også bare gå fra den nedturskoncert med et skramlet black metal-band, hvor forsanger står med sod i ansigtet, hættetrøje uden ærmer og laver Hamlet-hånden. Livet er for kort til oplevelser, der ikke giver dig noget. Men du finder kun ud af det ved at tage af sted. Du kan altid gå igen.
Mere natur:
En klog mand (Google siger, at det var ham, der tegnede Radiserne) sagde engang “der er ingen problemer så store, at du ikke kan gå fra dem”. Og det har jeg taget til mig. Ved at gå får man mulighed for at få tingene på afstand, både fysisk, men også mentalt. Tiden giver refleksion og selvindsigt, og du ender måske med den løsning, du manglede eller finder ud af at det hele ikke er så slemt alligevel. Jeg tror ikke, at man kan fortryde en gåtur. Og så er det også bare en god mulighed for at få hørt musik.
Lav IQ:
På et personligt plan, har 2024 været et gevaldigt langt år for mig (men det er ikke så meget det, det handler om – og så alligevel). Jeg har simpelthen hørt så meget testosterons-oi, at jeg burde gå med seler og stemme konservativt. Og jeg tror grunden til det er, at det er et nødvendigt spark i egen røv. Den konservative/liberale mentalitet med at hive sig selv op fra afgrunden (som jeg generelt ikke er enig i), er måske sundt nok at høre, især når man hele livet har haft svært ved det. Men er DIY ikke også bare, en mindrebemidlet udgave af “by the bootstraps”-analogien? Jeg siger ikke, at patriarkatet har svaret, men jeg tror (desværre), at det har en del af et svar, som jeg kan bruge. Jeg er på ingen måde stolt af at machomandemusik virker på mig, men det gør det altså. Sorry. Så skud ud til Haywire, Conservative Military Image, XL Bully, Bootlicker, Slugger CA og The Chisel. Nogle gange skal man sgu bare råbe “fuck out of my way” mens du bevidst går efter folks struber.
Selvtægt:
Selvtægt har været et ufatteligt vigtigt element i mit personlige liv i år. Udover at være nogle fantastiske søde og empatiske mennesker, så er Selvtægt et pissesejt kollektiv af mennesker der alle forsøger at gøre det rigtige (nogle mere end andre.). Det handler om være en del af det community som de fleste af os mener, at scenen er bygget på, mens som kan ind i mellem være svær at se.
Selvtægt har givet mig et sted, hvor jeg kan udtrykke mig på en måde, jeg aldrig havde prøvet før, og det har givet mig en struktur og indhold i mit liv, på et tidspunkt hvor jeg havde allermest brug for det. Så af et knust hjerte tak til Hanna, Tobias, Karina og resten af holdet for at lave et sted, hvor jeg føler at jeg hører til. (Jeg måtte egentligt kun komme med tre fede ting, men fuck min redaktør, det skal han ikke bestemme. Han kan forsøge at slette det her, for jeg har også adgang til at uploade).
Udgivelser (vilkårlig rækkefølge)
Syl – ‘Afmagt’:
Ja, de er nogle darlings og der sidder garanteret en masse haters derude og tænker “de er ikke rigtig hardcore og de er bare noget fucking Gaffa indie punk bullshit”, fint, whatever. Har vi skrevet meget om dem? Ja. Kender 80% af Selvtægt folk i bandet? Ja. Men det ændrer ikke på, at de har været i min top 5 de sidste par år og også er det i år. Med ‘Afmagt’ har de udvidet deres lyd uden at miste deres Sylness. Der er lidt shoegazy black, lidt Dillinger Escape Plan-riff og masser af fælles råbe venlige tekster.
Deres musik ramte mig, da de kom ud med ‘Sang 1’, og det gør den stadigvæk. Deres evne til at italesætte så mange indre (og ydre) konflikter, som jeg selv kan spejle mig i, på en måde som er så forfriskende poetisk og direkte på samme tid, kan ikke tages fra dem. Hvis du sidder i et band og ikke kan lide dem, så lær i det mindste én ting fra Syl. Lav flere features. Hav flere folk med på jeres musik. Det er fedt at lytte til, det giver en god diversitet og det er god business, hvis man går op i den slags. Men mest fordi at det er fedt. Flere collabs, tak.
Willi Carlisle – ‘Critterland‘:
Hvis du kan lide død, afhængighed, sorg, klassekamp og anerkendelsen af aldrig rigtigt at høre til et sted, fortalt med (lidt mindre humor end på ‘Peculiar, Missouri’), melodisk melankoli og med hele brystet. Så er Willi Carlisles fabelagtige evne til at fortælle historier lige noget for dig. Folky troubadour møder sårbar indadvendthed, der giver gejsten til at fortsætte, selv når alle fire dæk er flade og der vitterligt ikke er mere at komme efter. Kæmp for det rigtige, det vigtige og det ægte. Kæmp for alt, der har dig kært.
Haywire – ‘Conditioned for Demolition‘:
20 minutter ren håndmadder, der smager af Boston. Simpel formular, klassekamp og bænkpres. Jeg er slet ikke ligeså dybsindig, litterær eller kan lide noget over 4/4, som en del af Selvtægt kan. Og fuck dem, når jeg hører Haywire. Og så er de ikke lige så latterlige som Conservative Military Image.
Sect – ‘Plagues Upon Plagues’:
Kan du huske ham den lidt nørdede trommeslager, der lavede ladegreb på trommestikkerne i omkvædet på ‘Sugar, We’re Going Down’? Han spiller også trommer i et andet band, der er lidt sejere (men dog ikke ligeså vigtig for min opvækst).
Sect er nok hvad onde tunger ville kalde et all-star band, men faktum er, at medlemmerne kommmer fra nogle af de helt tunge, når det kommer til politisk hardcore fra 00’erne – Earth Crisis, Racetraitor (og Fall Out Boy) og Day of Suffering. En blanding af vrede mænd, der har en masse ting på hjerte, og de står ved alt, som de siger. Og de har været så vrede, så længe, at de gentagne gange har været igennem cirklen af “jeg kæmper videre, jeg giver op, jeg kæmper videre” til nu bare at give helt op. Som en, der græd til Jurassic Park, da en brontosusaurus blev efterladt på en ø, der bliver opslugt af flammerne fra en vulkan, så er ‘#foreverhome’ så hjerteknusende, alt man nærmest mister håbet for menneskeheden. Man skal sgu huske at være god ved dyr.
Sect gik fra at lave rå crust powerviolence til at lave det sureste og mest livstrætte sludge. Det er begravelsesmusik for de revolutionære.
Oplevelser (vilkårlig rækkefølge)
Omegalisten & Støj, Studenterhuset, 27 marts:
Okay, det her er ren ananas i egen juice, men det er min liste, så whatever. Jeg var så velsignet, at Benjamin Clemens hev fat i mig, for at lave noget grafikhalløj, da de skulle lave afskedskoncerten for Omegalisten og STØJ – to ud af tre podcasts (den sidste er Indbegrebet Af), som jeg faktisk opsøgte, enten live i radioen, eller lige når de blev frigivet, hvilket ikke giver mening i en streamingtid. Stine (Omega) og Benjamin fungerede i en alt for kort periode, som fyrtårn af fornuft i en verden af vrøvl og deres bidrag til scenen vil blive savnet. Alt godt falmer til muld. Men at opleve et fantastisk event udfolde sig, når man selv har haft en lille finger med i det; det fylder mig med noget, der kunne minde om stolthed. Jeg er i hvert fald evig taknemlig for muligheden.
Couch Slut, Voxhall, 6 november:
Jeg kan ikke sige så meget andet end — fucking intenst. Det var lige dele teater og et menneske i forfald, lige foran øjnene på en. Blod, anger og rystende hænder. Couch Sluts evne til at formidle så mange menneskers virkelighed, er vanvittig. Bag hver en graf er et menneske. Bag hvert et tal i statistikken er en knust drøm.
Idles, Sporthalle Hamburg, 16 marts:
Idles har en særligt plads i mit hjerte. De har været medvirkende til min egen selvforståelse, især om min plads som mand og hvad maskulinitet også kan være. Er de nogle, som alle kender nu, og er deres senere plader ikke ligeså gode? Ja. Men det ændrer ikke på at ‘Brutalism’ og ‘Joy As An Act of Resistance’ er så tæt på ‘no skips’ som jeg lige kan komme på. Det var larger than life, det var katarsis og jeg var i en konstant indre kamp mellem at ville slås eller kramme med alle.
Lifesick 10-års jubilærum, Ungdommens Hus, 7 september:
Hvad kan jeg sige? Hjemmebanefordel, Monster & Liquid Death spons og så meget sved og testosteron at det virkede homoerotisk. 10/10, flere svedige mandekram.
Én ting, jeg ser frem til i 2025.
Flere tatoveringer, flere gåture, flere Guinness. Flere koncerter, flere smøger. Flere hunde at klappe, flere mennesker at elske, flere mennesker at klappe ned.
Vi ses oppe foran.