” […] danske S.T.A.B., hvis man skal tro deres promobillede, består af fire hakkede makkere, som elsker kombinationen af bar mave og balaklava. Der er dog en vis diskrepans mellem dem, der spiller musikken i videoerne og omtalte promofoto, men jeg kan rigtig godt lide tanken om musikere, der har så store muller, at de kun kan spille i toppen af gribebrættet, så jeg vælger at forblive i illusionen.”
Sådan skrev vi for nyligt om S.T.A.B. og nu er vi klar til at lære de her crusty fucks bedre at kende.
Hvem er med i bandet?
Forsanger og guitarist: Jacob Singer
Bas og backing vocals: Hank the Tank
Lead guitar: Boris the Spider
På trommer: Torben the Scorpion.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Torben og jeg (Jacob) mødtes for mange år siden gennem en fælles ven på Københavns Tekniske Skole, da de søgte en ny guitarist til deres band. Vi har spillet musik sammen lige siden. Vi er begge førtidspensionerede jord- og betonarbejdere og har altid haft musikken at støtte os til, når tilværelsen var hård. Så da vores gamle band gik i opløsning, var der intet mere naturligt end at starte et nyt projekt op samme dag. Vi brugte så nogle måneder på at skrive sange, når vi ikke svedte i fitnesscenteret og fik indspillet ti af dem. Vi valgte de fire bedste, plus et Minor Threat-cover og sendte dem over til Uglen (Frederik Uglebjerg, red.) for at få det mixet.
Samtidig begyndte vi at søge nye medlemmer til at fylde rækkerne ud, så vi lavede nogle opslag og fandt på magisk vis to perfekte kandidater i første hug. Hank the Tank er en russisk svagstrømsingeniør med et 160 kg max. bænkpres, og Boris the Spider er en ung musikunderviser, der kan spille hele Napalm Deaths første plade på akustisk guitar. Det føltes skæbnebestemt.
Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?
Vores tekstunivers går mest på eksistentialistiske overvejelser krydret med et let drys af politisk kommentar og kritik. Hvor jeg tidligere har skrevet tekster mest ud fra det personlige, ville jeg gerne forsøge at gøre det mere universelt gennem løst sammenhængende historiefortælling. Vi er desuden heftigt venstreorienterede og antifascistiske, selvom det ikke er det primære fokus.
Derudover er der også visse dogmer i bandet, altså ting, man helst ikke må:
1. Ikke noget skovlort
2. Ikke noget vikingelort
3. Ikke noget rumlort
Skovlort dækker over det meste, der stilistisk lægger sig opad black metal. Kan ikke fordrage black metal, så I kommer aldrig til at se os i munkekutter ude i Hareskoven, oliemaling i hele skærmen, i gang med at ofre en ung pige til en musikvideo eller lignende pinligt rollespil.
Vikingelort siger lidt sig selv. Har meget lidt tid til bands, der render rundt og leger vikinger. Mjødhorn og smykker med Thors hammer lægges uden for døren.
Rumlort er lidt sværere at begribe. Det dækker over både over den æstetik, der er meget populær i visse metalcore/djent-kredse, hvor pladecovers og grafik gerne skal indeholde neonfarvede planeter, galakser, fremmede solsystemer, etc., men også tekster, der beskæftiger sig med rumvæsener eller Jens Lyn-agtige rumeventyrere. Derudover takserer phaser-effekter og off-beat blip-blob-delays også som rumlort.
Men det er selvfølgelig bare os. Hvis du godt kan lide de ting, så go for it.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Vi ville gerne tilbage til rødderne og spille noget, der var tættere på punk end metal. I vores gamle band var jeg meget optaget af, at hver sang skulle indeholde imponerende sangskrivnings- og/eller spilletekniske finesser, og jeg kom nok til at glemme, at den slags ting er lige meget, hvis det bare ikke er en fed sang.
Så vi kom i tanke om, hvad der faktisk er fedt. Fully cranked svensk motorsav, 400 km/t D-beats, hulemandsriffs, og drop-B tuning. Det er ikke et problem, hvis alle sangene lyder ens, så længe de alle sammen er fede.
Genremæssigt er vi blevet kaldt ”crustcore” af connaisseurer, og det kan jeg godt identificere mig med. Det betyder vel i grunden, at man godt kan lide riffs, der siger dada-da-dada-da-dada-da-dada, men også riffs, der siger dun-dun-dun-dun-dun-dun-didu-didu.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis .
Trap Them var det første Kurt Ballou-producerede ”Entombedcore” band, der sporede mig ind på HM-2 guitar punk/grind lyden. HM-2 tone er siden blevet en essentiel del af bandets DNA, og den type guitarlyd oplever også en lille renæssance lige nu. Både Lifesick og Mite gør det til den store guldmedalje.
Torben nærer en stor kærlighed til Satanic Surfers, så da han hørte Rodrigo spille nådesløs D-beat i hans andet band, Ursut, var det som om han så lyset. D-beatet er ligeledes centralt.
Derudover er der en lang række andre bands, der inspirerer os, bl.a. Passiv Dödshjälp, His Hero Is Gone, Disfear for at nævne et par stykker. Selvfølgelig også legacy bands som Discharge og Minor Threat, men det er næsten overflødigt at nævne.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet ?
Meget lidt, næsten ingenting. Vi lagde demoen op på vores Bandcamp uden nogen intention om at den skulle høres af et publikum. Den var mest til eget brug, så vi kunne høre om sangene og produktionen fungerede, og så vi kunne sende noget ud til potentielle nye medlemmer eller koncertbookere. Der er så åbenbart et dedikeret miljø af crustpunkere, der får en notifikation, så snart en ny crust-udgivelse rammer, så den blev meget hurtigt samlet op og delt rundt organisk, og efter få dage skrev de fra Ungdomshuset og spurgte om vi ikke ville komme og spille. Vi var ikke engang fuldtallige der, så vi måtte takke nej, men vi fik lov til at komme ind og spille vores debutkoncert hos dem for to måneder siden. Siden da har vi lavet en Instagram-konto, vi prøver at holde levende uden at spamme med ligegyldigt indhold, og så har vi også en Facebook-side, der ligger øde hen, fordi Facebook er lavet af lort.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Tag jeres musik meget seriøst, men tag for guds skyld aldrig musikbranchen seriøst. Branchefolk er skabt til at tørre røv i, og hvis man først begynder at bejle det etablerede, skal man være parat til at møde nogle jævnt ufede typer og hoppe gennem nogle ret åndssvage tøndebånd.
Spil musik fordi I elsker det og ikke kan lade være, hav’ det sjovt med det, og kom ud og fyr den af.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Vil rigtig gerne møde Rodrigo fra Ursut, vil rigtig gerne ramme 7% kropsfedt, og så vil jeg rigtig gerne fastholde bandet som en finansiel katastrofe. Hvis vi nogensinde går så meget som én krone i overskud på projektet, tror jeg, jeg kaster op. Der er ikke noget mere pinligt end at tjene penge på musik. Jo, måske at uploade ”playthroughs” på de sociale medier.
Vi kigger på om vi kan stable en turné på benene på et tidspunkt. Det er i hvert fald et ønske, vi har. Tager nok bare en håndfuld DIY-venues i Skandinavien i første omgang.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi mangler at skrive et par sange mere, men så går vi ind og laver pladen for real. 25 minutters svedig, crusty D-beat herlighed.
Har et par koncerter inden da, så kom ud og se os spille, før vi sælger ud og får Prime Collective’s kolde salattangshånd op i røven.
