Aalborg bobler og syder. Seneste skud på stammen er Shimmer, der består af kendte ansigter fra den aalborgensiske undergrund. De debuterer på denne weekends Lasher Fest, og vi sætter fokus på dem i den anledning. Samtidig præsenterer vi deres allerførste sang.
Hvem er med i bandet?
Tobias: Vi er Jarl og Victor på guitar. Jeg spiller trommer, og så “råber” vi alle.
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I, og hvordan opstod musikken?
Tobias: Vi har spillet på kryds og tværs i diverse små lokalbands, men starten på det her band var nok, da Troels Højgaard, i en brandert, spurgte, om mig og Victor ikke gad lave et supportband til Kollapses, på daværende tidspunkt, sidste show. Det ville jeg godt, så jeg ringede til Victor dagen efter. Jarl endte med at joine bandet, og det gik i og for sig fint. Fede shows, fede tider, alt det der standard bandlårt. Men vi endte med at gå fra hinanden, hvorefter vi tre lavede Shimmer.
Hvad er den grundlæggende idé i bandet? Har I et budskab?
Tobias: Tror ikke, vi har et helt konkret budskab. Den grundlæggende idé findes nok nærmere i musikken. Rent lyrisk er der dog den røde tråd, at vi tager udgangspunkt i afmagt og hvordan det kan ødelægge mennesker. Så ikke nødvendigvis ud fra et personligt perspektiv. F.eks. Er ‘Tunnel of Wounds’ skrevet ud fra et synspunkt, der er diametralt modsat mit eget. Den handler om radikalisering af unge ensomme mænd online, og hvordan de fleste alt-right og incel-typer øjensynligt har deres latterlige holdninger, fordi de ikke kan finde sig tilpas i verden, hvilket udnyttes af grifters og ekstremister. I stedet burde de jo nok kigge indad og undersøge, hvorfor de egentlig har det dårligt, for der er masser af ting at have det dårligt over. Feminisme og accept af minoriteter burde bare ikke være blandt dem.
Jarl: Vi fandt en fælles forståelse i følelsen af afmagt. Et begreb, som vi fandt i mange facetter af livet. Fra de personlige kampe, man ikke ytrer sig om, til de verdensmål, større fællesskaber aldrig føler, de kommer tættere på. Det er de emner, der afspejles i sangene, vi skriver. De dykker ned i, hvordan afmagt udtrykkes, og hvordan frustrationen over en situation bliver forværret af frustrationen over, at man ikke kan gøre noget. Det er ofte en realitet, der er svær at acceptere.
Tobias: Hvis der skulle være et budskab, er det nok, at der er en optimisme i at acceptere, at ting er fucked, og at de store strukturelle problemer i verden er udenfor vores individuelle rækkevidde. I stedet kan vi fokusere på at gøre os selv og dem omkring os bedre, og som led i dette få det bedre.
Men mere end noget andet tror jeg, at den grundlæggende idé er at spille musik, vi godt kan lide. Og eftersom vi ikke valgte at lave et instrumentalband, tænkte vi, at teksterne skulle handle om noget lidt mere meningsfuldt end Satan eller andet ligegyldigt pis. Tekster uden indhold er bare fucking kawt.
Hvorfor spiller I den type musik, I gør?
Tobias: Vi har alle forskellig smag, men der er overlap i semi-proggy, vred black, så hvis vi skulle spille sammen, skulle det nok være det, og vi kan godt lide at spille sammen, så det gør vi.
Jarl: Jeg vil også sige, der selvfølgelig er overlap; ellers ville det fandme være op ad bakke at skulle skrive musik sammen, haha. Men det er nok de steder, der ikke er overlap, der så udfordrer os til at opnå en sammensmeltning, som vi alle tre er tilfredse med. Hvis vi alle hørte præcist de samme bands, kom der nok heller ikke meget kreativ nytænkning i musikken. En ting er vi dog enige om: vores musik skal lyde storladen og have impact, både emotionelt, men også bare noget, man gerne vil rykke hovedet til.
Victor: Jeg lytter egentlig ikke til meget musik af den skuffe, vi spiller. Der, hvor jeg finder mest glæde i det mere atmosfæriske metal, er til koncerter; men når jeg tager hørebøfferne på og går på arbejde, eller får adgang til anlægget til en fest, så bliver der spillet mere ekstrem metal. Det vil sige, ja, black metal er altså ikke ekstremt; det er faktisk lidt kedeligt. Ellers J-pop, det kan sgu noget. Dog elsker jeg også at spille det atmosfæriske selv; at bygge noget musikalsk op og bryde det ned igen er lige så fedt som at stå og høre det live; det er en nærmest meditativ oplevelse.
Tobias: Nu er det nummer, der præsenteres i artiklen, selvfølgelig af den mere ekstreme skuffe, men vi har en del post-elementer i vores andet materiale. Det her er dog stadig “pop-hittet”. Det er jo under 10 minutter.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Tobias: Rent musikalsk kan der nævnes mange. Cult of Luna, fordi jeg troede, de havde én trommeslager, hvilket ikke er tilfældet. At forsøge at lære deres ting har derfor naturligt nok påvirket min spillestil. Origin har også et tam-stykke i sangen ‘Finite’ ved 2:42, som ændrede alting for mig, da jeg hørte det som teenager. Det samme kan siges om diverse nu-metal-bands, Slipknot og Korn f.eks., da jeg hørte dem som tween. Men det kunne være 100 andre bands, jeg nævnte.
Victor: Jeg har haft oplevelser til bands som Solbrud og Batushka, hvor jeg er kommet ud fra salen med en følelse af, at “det der vil jeg også gøre”. Bands, der giver en fuld oplevelse, når de spiller live, ikke bare musikken. Bands, der bruger alle sanserne til at påvirke publikum og bringer noget teatralsk til scenen, fylder rigtig meget i mine tanker. Dog er vi ikke helt der endnu; vi er stadig fokuserede på, at musikken skal ramme det, vi prøver på, før vi begynder at eksperimentere med at gå ud over det musikalske.
Tobias: Derfor er vi heller ikke fastlagt på noget image. I guess, vi kører den samme stil som halvdelen af post-metal bands. Seje bandbilleder med bagbelysning, men meget længere er vi ikke nået, og det er sgu ikke sikkert, vi gør.
Jarl: Som Tobias siger, har vi ikke fastlagt noget image, og det stammer nok i, at vi ikke har været igang længe nok i det her band (skrevet nok og spillet nok) til at vide, hvad det egentlig er for en skildring, vi tænker, der er passende. Der var ikke noget klart billede, vi så for os, da vi satte det her projekt i værk, så det blomstrer af sig selv undervejs i stedet.
Tobias: Hvis man tager en lidt mere generel hat på, så er jeg inspireret af andre fede typer, såsom førnævnte Troels Højgaard, eller f.eks. Amir fra Kontrast, eller jer! (selvtægt, red.) I er også jævnt fede typer. Og på samme måde giver nederen typer mig ligeledes lyst til ikke at være som dem. Du ved, det er ret vigtigt, at man er rar at arbejde med og rar generelt. Ikke acceptere, når man ser kaw-adfærd; holde sit ord. Alt det der jazz. Der er heldigvis flest fede typer derude. Eller det er i hvert fald mit relativt privilegerede indtryk.
Jarl: Jeg er personligt blevet inspireret af at se imponerende live-optrædener. Koncerter skal gerne give mere, end når man sætter en plade på derhjemme, og jeg føler, at man som musiker har et ansvar for at levere den oplevelse. Når et band virkelig udnytter de fysiske omgivelser, de er i, viser de, at de er der for at give en unik oplevelse for det publikum, der er mødt op på netop det spillested. Det udstråler overskud og at være i momentet. Jeg mindes en optræden, da jeg så Truckfighters spille på Wacken Open Air i 2015, hvor under sidste nummer kravler guitaristen ud i en wrestling-ring, der er sat op mellem scenerne, som intet har med koncerten at gøre. Der spiller han nummeret videre, og derefter går han ud i publikum og holder outroen kørende meget længere, end hvordan den ellers er på pladen, blandt andet ved at bare overgive spaden til publikum. Sådan en interaktion med dem, der er mødt op for at se en, er noget, man stræber efter.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Tobias: Indtil videre ikke rigtigt noget; vi gad ikke, før vi fik musik ud. Vi mener ikke, det giver mening at markedsføre noget, der ikke findes. Så I får den tvivlsomme ære af at være vores første forsøg på reel promovering.
Jarl: Vi må jo nok være ærlige og sige, at der ikke har været meget action på marketing-fronten. Men når forhindringen med at få udgivet det første nummer er bag os, skal bolden nok komme i gang med at rulle.
Victor: Well, vi har en relativt nøgen Facebook-side, hvis det tæller? Ellers er det igen mest vores netværk, vi har gjort brug af. Netværk lyder lidt dumt, for det er jo nærmere, at vi er venner med mange af dem, der holder undergrundsmusikken i live i Aalborg, så på den måde er det ikke “svært” for os at få et gig på de lokale rocksteder, og det hjælper os selvfølgelig med at få gigs udenfor den cirkel.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Tobias: Lad være med at gøre det, vores sidste band gjorde. Husk at være sikre på, at I vil det samme, og være ærlige. Ellers ender det bare med, at folk bliver trætte og kede af det. Det er ikke fedt for nogen.
Victor: Jeg synes, det er vigtigt, at man er venner med alle i bandet, og at man laver ting ud over og snakker med hinanden i kontekster, der ikke er musikalske. Nogle bands føles lidt som solo-projekter, hvor en kommer med idéer, og så spiller resten bare med. Vores band er meget demokratisk; i modsætning til den stil, er vi alle tre kreativt drevne og har idéer til både tekst og det musikalske, vi vil ud med. Det er her, det er vigtigt, at man forstår hinanden og er enige med hinanden som mennesker; for i et band, hvor alle har noget at sige, bliver man ofte nødt til at gå på kompromis med hinanden, men det er mindre nederen, hvis man i forvejen er meget enige om, hvad der er fedt.
Desuden, som nyt band, er det vigtigste bare at spille sammen. Mød andre bands, så når ungdomsbandet til sidst går i stykker, har man et netværk og kender folk, man kan starte et nyt band med. Hver gang den proces sker, tager man erfaring med sig; man bliver mere sikker i, hvad man vil, og kan så lave noget endnu bedre næste gang.
Jarl: Jeg vil klart sige, at man ikke skal være bange for at spørge andre, især større bands, til råds. Hvis man spiller som support for nogen, så spørg ind til, hvad de synes om ens koncert, hvad de bruger af interessant grej osv. Bare bring tingene op i en uformel samtale. De fleste mennesker er faktisk cool nok til at give et tip eller to, og hvis de ikke er… så f#&k dem!
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Victor: Som et Aalborg-band ville det være fedt at være på plakaten til Aalborg Metal Festival. Det tror vi heller ikke er uopnåeligt. Desuden tror jeg, at alle danske bands en dag gerne vil spille på Roskilde Festival, men den skal vi nok ikke regne med inden for den nærmeste fremtid. Udover festivaler ville det også være rigtig fedt at komme til udlandet og have et publikum, der er begejstrede for, hvad vi laver, også selvom det bare er 10 mennesker en onsdag aften på et støvet værtshus i Sverige.
Tobias: 10 mennesker på en onsdag er også nærmest ok. Det er sgu ofte det, jeg har set bands spille for på 1000fryd, så det ville bestemt være godkendt! Generelt set er vores bucketlist lige nu vel bare at udgive flere numre og så spille en masse shows. Så hvis nogen mangler et band til at ødelægge et bryllup, så ringer I bare.
Jarl: Eller hvis det er en begravelse, man synes, mangler noget, så tager I også bare røret.
Tobias: Det ville nok være mere passende, ja.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Victor: Lasher. Lige nu er vi ved at øve op til vores første festival. Vi vil gerne have indspillet demoer af de resterende numre og vil også gerne til at skrive nyt igen. Jeg tror altid, det er svært at finde balancen mellem at øve op til, spille gigs, få indspillet materiale og få skrevet nyt materiale, men det er lidt den sti, vi er på nu.
Jarl: At få udnyttet, at der er indspillet noget. Det skal ud som et visitkort og forhåbentlig give os flere muligheder for at give en fed koncert til en flok mennesker, eventuelt 10 i en landsby i Sverige. Hvorfor vil vi så gerne til Sverige?
