Queer, furry, trans og rasende. Dog Park Dissidents lægger ikke fingre imellem.
Hvem er med i bandet?
Vi er:
– Zac Xeper, vokal (han/ham/de/dem)
– Jon Greco, lead guitar (han/ham)
– Joe Bove, bas (han/ham)
– Zeke Xander, trommer (de/dem)
– Skylar Stravinsky, rytmeguitar (hun/hende/de/dem)
Hvad er jeres origin story? Hvordan mødtes I og hvordan opstod musikken?
Zac og Jon mødte hinaden for snart ti år siden gennem furry-miljøet i New York. Jon spillede i et ska-band, der skulle optræde på en furry-kongres. Vi havde talt om at spille sammen i årevis, og da Trump blev valgt, indspillede vi ‘Queer as in Fuck You’ i Jons soveværelse. Sangen skulle være en del af en Rock mod Trump-compilation, der desværre ikke blev til noget. I stedet udsendte vi singlen selv, og den spredte sig som en steppebrand. Den ene sang blev større end noget nogen af os nogensinde havde lavet, så vi vidste, at vi blev nødt til at fortsætte. Zac flyttede til New Orleans før singlen tog fart, så vi blev nødt til finde ud af, hvordan vi fik bandet til at fungere, når vi to befandt os i hver sin ende af landet. Det var det værd.
Vi indspillede de næste to EP’er sammen derhjemme med trommesamples og Jon på dobbelttjans som både guitarist og bassist. Vi rekrutterede også en gruppe livemusikere. En af dem, Joe Bove, endte med at være en uundværlig partner på den tredje EP, så efter vi spillede i New York, bad vi ham blive et fast medlem af bandet. Zeke og Skylar var begge punkmusikere i New Orleans, der lagde ud med at være fans, og da de begyndte at ledsage os på landevejen, faldt line-uppet på plads.
Hvad er den grundlæggende ide i bandet? Har I et budskab?
Vi er et queer anarcho-punkband. Vores budskab er ikke bare noget let og venligt “It’s okay to be gay”-fluff. Vi er her for at fortælle queer- og transpersoner, at selve vores eksistens er modstand. Vi burde ikke skulle kæmpe for accept i det patriarkalske, kapitaliske cishet-samfund, for vi kommer alligevel aldrig til at blive accepteret uden at skulle ændre os fundamentalt. Det er verden, der skal ændre sig for os.
Hvorfor spiller I den type musik I gør?
Queer- og transpersoner er ikke okay, og vi er træt af at blive fortalt, at vi er. De grundlæggende årsager til homo- og transfobi er aldrig blevet løst, for vi lever stadig i et samfund, hvor queer unge er afhængige af deres konservative familier eller lokalsamfund. Hvis du kan undslippe det og blive selvforsynende nok til at nyde de rettigheder det liberale samfund giver dig, er der stadig kun en lille slags “homohed”, du skal performe, for at kunne integreres.
Vi får at vide, at det at få lov at blive en del af organisationer, der begår krigsforbrydelser, brænder planeten ned eller undertrykker minoriteter, er en sejr for vores rettigheder, og at vi burde være lykkelig for det.
Vi i Dog Park Dissidents vil prøve at hjælpe desillusionerede queers til at føle sig mindre alene. Fra den unge transteenager, der ikke kan undslippe sin fundamentalistiske, kristne familie til den fremmedgjorte voksne, der ikke kan se ideen i intellektuelt at adskille dysforien i kønsfængslet fra den tilsvarende i faktiske, fysiske fængsler.
Hvem har inspireret jer? Både musikalsk og på anden vis.
Against Me! er en fælles musikalsk inspiration for alle i bandet. Jeg, Zac, lyttede mest til Pansy Division og My Chemical Romance det meste af min teenagetid, og det er grundlæggende hvad min sangskrivningsstil har lagt sig opad. Jon, Joe og jeg mødtes om ska og emo fra starten af 00’erne, særligt fra Long Island-scenen, og da Joe er tidligere medlem af Arrogant Sons of Bitches, er der en del Jeff Rosenstock-DNA i det, han bidrager med i bandet.
Hvad gør I/har I gjort for at blive spottet?
Vi har ikke gjort ret meget bevidst, for at blive opdaget, udover at spille koncerter og udgive musik. Vi har været virkeligt heldige, at vores musik har spredt sig organisk gennem queer-fællesskabet. Det meste af vores eksponering og de muligheder vi har fået, er bare kommet dumpende.
Hvordan klarer man sig som nyt band? Hvilke råd vil I give videre?
Vi aner det ikke. Det her skete bare. At klare sig som band og at finde sit publikum, er lige så tilfældigt, som det altid har været. Vi kan se tilbage og forstå hvorfor det giver mening, at vi slog an: Vi skriver kompromisløs musik om queerness, og det er ikke noget, mange andre bands gør. Vi fokuserer på fængende sangstrukturer, der på en måde overholder popmusikkens regler, hvis man lytter nøje efter, men det er der nu mange bands, der kan.
For at klare det som band, skal man have et minimum af teknisk kunnen – altså, være i stand til at spille en sang fra start til slut – og derudover skal man være heldig.
Det er elendigt. Det er sådan set sådan, det altid har fungeret, og vi håber en dag at få nok indflydelse til at ændre det, for kunstnerisk succes burde ikke være et lotteri. Det er det desværre lige nu.
Hvad vil I gerne opnå? Hvad står på bucketlisten?
Vi ville elske at blive store nok til at turnere hele verden og have råd til at spille i selv planetens mindste afkroge.
Vi har dog afskrevet de store rockstjernedrømme, da vi spiller temmelig nichepræget musik, der ikke går hånd i hånd med store pladeselskabers markedsføring. Men når vi ser hvordan vores musik og vores budskab klikker med folk, vil vi gerne tage den så langt, vi overhovedet kan.
Alt vi gør, gør vi for at nå hver eneste queer person, der har brug for at få det bedre.
Hvad er det næste fra jeres hånd?
Vi arbejder lige nu på vores andet album. Det er et konceptalbum med en tilhørende tegneserie. Det er lidt en anden retning for os, i og med at teksterne handler en del mere om klimakrisen end bare eksplicitte queer-problemstillinger, men det har altid været pointen med bandet: Alt er en queer-problemstilling.
Vi får ikke lov til at være gay, hvis vi alle brænder ihjel.
Vi har skrevet en del om at inspirere queers til at kæmpe for retten til at være dem selv, nu vil vi inspirere queers til at kæmpe for retten til en verden, man kan leve i.
