Der er nogle plader, hvor man, når man hører dem, kan blive helt forundret over, hvorfor alle ikke lytter til det her. Man hører noget tilfældigt, og så bliver man nærmest blæst bagover. Mange af os kender oplevelsen, når man har fået fingrene i en eller anden promo-cd fra et magasin – dengang det var noget, der fandtes, eller man på anden vis er kommet i besiddelse af noget musik, man ikke havde regnet med at komme til at elske så meget.
Det her er min historie om Battle of Mice.
Det startede tilbage i 2006. Jeg var på studietur med min gymnasieklasse og turen gik, som den slags så ofte gør, til Berlin.
I denne periode var jeg sans øjenbryn af tåbelige årsager og havde en slasket hue trukket ned i panden. Hageskægget var (for) langt og læderjakken både for stor, for grim og for gammel. Militærstøvlerne måtte af, da vi skulle besøge Rigsdagen og alt var generelt forkert. Jeg var forkert.
Det betød også, at min discman var solidt plantet i lommen, og at høretelefonerne nærmest var groet fast i øregangene. Og det betød også, at noget af det allervigtigste for mig dengang var at komme i de store, tyske pladebutikker.
Herhjemme var der udmærket udvalg i fx Fona 2000 eller Guf i Ballerupcenteret, men det var noget helt andet i Saturn på Alexanderplatz dengang. Det var mit mekka. Jeg kunne have brugt timevis på at bladre igennem skiverne, men var i kraft af gymnasiestudieturens beskaffenhed beklageligvis nødt til at klare det lidt hurtigt. Det var en eklektisk blanding af cd’er, jeg kom ud med. Finntrolls ‘Jaktens Tid’, Borknagars ‘Epic’, Vintersorgs ‘Visions From the Spiral Generator’ og så den måske mest underlige: en tredelt split mellem Red Sparowes, Made out of Babies og Battle of Mice. Den hed ganske enkelt ‘Triad’.
Den skulle senere vise sig at blive helt enormt definerende for min musiksmag her knap tyve år senere. Men alt det anede jeg ikke dengang. Som man måske kan se, var jeg da meget glad for black metal, både med folkemusikalske elementer og mere progressive strøg. Alt det her med post-rock, støjrock og doom metal stod ikke i stjernerne endnu. Men det skulle det komme til.
Det var en fed nok split. Jeg havde allerede lyttet lidt til Red Sparowes, så det var det, der vækkede min nysgerrighed. Men det, der skulle overrumple mig totalt, var sangeren Julie Christmas, der var i front for både Made out of Babies og Battle of Mice. Sidstnævnte er emnet for denne artikel.
Selvom øjeblikket hvor jeg stod i den kæmpestore, lyse musikafdeling i den berlinske elektronikforretning står såre klart for mit indre blik, husker jeg slet ikke hvornår jeg købte ‘A Day of Nights’. Det kan have været i Fona. Det kan have været på cdon.com. Det kan endda også have været i Keltainen Jäänsärkijä i Helsinki, hvor jeg også har brugt ufatteligt mange penge. Men jeg ved, at jeg har haft den meget, meget længe og har været vild med omtrent i lige så lang tid.
Og det er der god grund til.
Før vi dykker ned i pladens substans, er det måske aktuelt at se lidt på omstændighederne omkring bandet.
Først og fremmest er der Julie Christmas. Det er ikke uvæsentligt. Faktisk lige omvendt. Hun er født juledag i 1975, og startede sin karriere i det New York-baserede noiserockband Made out of Babies, der udover deres Jesus Lizard-inspirerede lyd særligt blev drevet fremad af vokalen.
Dem, der Julie Christmas, vil vide, at hendes vokal er en af de mere bemærkelsesværdige i scenen. Hendes evne til at gå fra sukkersød, næsten twee-agtig sang – se ‘Bones in the Water’, over ren sonisk fortvivlelse til stemmebåndsflænsende skrig, der efterlader lytteren rystet.
Et godt eksempel på dette fra denne plade ville være afslutteren ’Cave of Spleen’, hvis sidste linjer umuligt kan undgå at påvirke den, der lytter opmærksomt.
Bemærk det sidste minut, hvor energien langsomt siver ud af hendes optræden, før den til sidst forsvinder helt, og vi må acceptere, at pladen er slut.
Christmas er i stand til at kanalisere rene, ufiltrerede følelser igennem sin stemme fuldstændig uden prætention og nogen form for hverken poseren eller påtagethed, og det er det, der har gjort både Made Out of Babies og Battle of Mice til noget helt særligt. Uden hende ville begge stadig være gode bands, men det er Christmas, der skiller dem fra flokken.
Det sagt, er resten af bandet dog ikke uden meritter.
Leadguitaren håndteres af Josh Graham, der udover at have spillet i førnævnte Red Sparowes, hvilket kan høres fra pladens allerførste toner, også har slået sine folder i Neurosis og A Storm of Light.
Han bakkes op af Joel Hamilton, der har spillet i Book of Knots, sammen med bassist Tony Maimone, der også er en del af Pere Ubu.
Slutteligt spiller Joe Tomino trommer, hvilket han også gør i Fugees, Dub Trio og Mike Pattons Peeping Tom.
Der er en grund til, at Battle of Mice ofte kaldes en supergruppe.
Og musikalsk er der heller ikke en finger at sætte på noget. Lyt blot til den post-rockede guitarlinje, der følger det lille breakdown omkring 3:20 i ‘ The Lamb & the Labrador’ og hvordan Hamiltons andenguitar dukker op ca. et minut senere.
Perfektion.
Som nævnt, var det dog særligt Christmas, der gjorde indtryk på mig.
Hendes måde at levere vokallinjer som “In a tiny little cave / A dog is sleeping on his back / Iron chains around his leg / But he’s purring loud enough to snap / I see blood around his snout / A smile that’s bigger than his mouth” med en nærmest chirpy stemmeføring er foruroligende og billedfremmanende. Jeg vil for evigt forbinde pladen her med de frygtelige billeder af denne lille hund – også selvom jeg ved, det er et billede på noget andet.
Da hun senere hen hviskende fortæller “hunden”, at den holdes fanget af sine egne forestillinger er det hjerteknusende, omend det er ganske rigtig rådgivning.
På førnævnte ‘Bones in the Water’, er kontrasten mellem hendes bløde stemme, de dissonante og sparsomt brugte guitarlinjer i baggrunden og den forstyrrende lyrik i top.
På nogle måder minder det her om en fortsættelse til Bjørks ‘Hyperballad’, hvor den mentale ustabilitet islændingen hentyder til, har fået lov at slå rod og sørger for, at hun går totalt i opløsning.
Hendes perverst elskelige små gaver – lavet af hendes egen hud, intet mindre – og de kærlige budskaber, hun efterlader har for længst overskredet grænsen for det sunde. Man får mindelser om ‘Misery’.
Pladen er heller ikke bygget på sunde forhold. Faktisk lige omvendt. Og det er måske det, der gør den så intens. Ligesom Fleetwood Macs ‘Rumours’ er optaget midt i krigszonen mellem Stevie Nicks og Lindsey Buckingham, er ‘A Day of Nights’ bygget på det desintegrerende forhold mellem Christmas og Graham.
De to mødte hinanden, da både Made out of Babies og Red Sparowes spillede på South by Southwest i 2005, og havde, ifølge Christmas, hadet hinanden fra første øjekast. Det førte dog til et forhold, der åbenlyst stod på mosegrund. Allerede mens pladen blev indspillet, blev forholdet værre og værre, og det er tydeligvis det, lyrikken afspejler.
Da fem sange var indspillet, var forholdet mellem de to blevet så ringe, at de ikke længere kunne være i rum sammen – meget som Nicks og Buckingham – og vokal og guitar blev derfor indspillet separat. Stemningen var så dårlig og giftig, at Tony Maimone ikke længere kunne holde ud at være en del af det.
De sidste sanges vokallinjer er indspillet i et take og uden forudskreven lyrik. Det hele kommer direkte fra Christmas, hvilket kan mærkes i intensiteten. Forud for indspilningen af sidste sang, ‘Cave of Spleen’, skulle et af bandmedlemmerne efter sigende være faldet ned af en trappe. Dette er ikke blevet uddybet.
Det samme er tilfældet for pladens mest rædselsvækkende øjeblik. I slutningen af ‘At the Base of the Giant’s Throat’ hører vi et 911-opkald. Det er foretaget af Julie Christmas selv, og hun fortalte dengang, at “hun ikke måtte tale mere om det”. Det er uvist, hvad der er foregået i bandet og i forholdet. Men det har ikke været sundt.
Og på trods – eller måske på grund af det – er det en af verdens mest intense og følelsesmæssigt ladede albums.
Det er håbløst overset, men fortjener en placering allerøverst. Og det er grunden til, at Julie Christmas altid vil have en særlig plads i mit hjerte. Og den gjorde også, at noget af den forkerthed, jeg følte, fandt plads.
