Jeg har valgt at lave en årsliste over shows som var særligt magiske at fotografere. Der er mange faktorer der påvirker oplevelsen som koncertfotograf, og det endelige resultat afhænger i høj grad af både band, publikum, setting og, ikke mindst, lystekniker.

1.   Scimitar, Boneyard (Copenhell)

Det var helt tilfældigt at jeg hørte om Scimitars koncert på Copenhell, da Boneyard-programmet ikke blev annonceret tydeligt sammen med de andre shows på festivalen. Det var derfor også første gang jeg oplevede dette band, og det siger ikke så lidt at de røg på toppen af min årsliste. Vi var få, der var dukket op i starten, og det føltes som en hemmelig, sjælden koncertoplevelse – begyndelsen på noget virkelig vigtigt.
Musikken var som et kolossalt, monstrøst og betagende væsen i konstant bevægelse. Voldsomt og dragende. Det er de færreste bands i disse genrer, der kan holde til at optræde i solskin, men netop dagslyset, de rå, rustne omgivelser og jorden under støvlerne var et perfekt throwback til 70’erne. Alle bandmedlemmer uden undtagelse er fænomenale live-musikere og der er alt for mange gode billeder at vælge imellem. Fotoreportagen findes her

2.   Solbrud, DR Koncerthuset

Jeg havde fornøjelsen af at fotografere Solbruds særlige koncert i Koncerthuset, som skulle vise sig at være deres svanesang. Bandet valgte at stoppe kort tid derefter, og jeg ærger mig meget over ikke at have fanget deres koncerter mere end 3-4 gange, på trods af at jeg ellers ikke har forstand på Black. Få musikere kan skabe så dramatiske, svulstige kompositioner fyldt med længsel, og faktisk kommunikere deres udtryk på en overbevisende måde, med finesse, uden at det bliver for meget. En utroligt smuk aften, og så skønt at se en niche-genre overtage den store sal og fylde den ud. Fotoreportagen findes her

3. Mr. Bungle, Copenhell

Det er ikke fordi man ikke har hørt om disse musikere før – de stammer fra nogle af de mest etablerede bands (Slayer, Faith No More, Anthrax osv.), men Mr.Bungle har altså kun spillet i Danmark meget få gange, selvom projektet har eksisteret siden midt-80’erne og inspireret en lang liste af musikere efterfølgende. Derfor var det særligt fedt være vidne til deres underlige, kaotiske lowbrow-anarki. Det var hyperaktivt, dumt, useriøst men også voldsomt velspillet, eksperimenterende, uforudsigeligt. Svært ikke at få kæmpe optur over Mike Pattons stemmebånd når han gør ting live, som andre vokalister ville drømme om at klippe-klistre sig til i studiet, og generelt ret fedt at se veteraner stå og have det så sjovt til deres egen koncert, smurt ind i dårlig makeup og tusser tegnet med tus.

Honorable mentions:

• Meejah x Hiraki, Basement. De fusionerer deres sound så perfekt, og man ved, at det er godt når man smiler spontant i de øjeblikke hvor alle vokalisterne synger samtidigt. Så er det altså også sjovt at være koncertfotograf når musikerne mener det, selvom det meste af lyset er rødt under hele koncerten og kameraet tuder.
• Witch Club Satan og Vulvatorious, Rust. En på alle måder magisk aften, og en feminin magtdemonstration som jeg har savnet. Fotoreportage findes her.
• Kikimora, Loppen: en solokunstner, som brillierer live gang på gang. Subtilt, smukt, skrøbeligt, intenst – og med visuals af Tobias Holmbeck (Narcosatanicós m.m), er oplevelsen fuldendt.

1 ting som har været særligt inspirerende (ikke koncertrelateret)

• I år dykkede jeg for alvor ned i billedkunst fra uetablerede kunstnere, i en interviewserie som blev udgivet på dansk på Selvtægt (og på engelsk her). Det resulterede i 2 BLACKLANDS #2-udstillinger hos henholdsvis Lövendahl og Galleri Ørn,
  samt 8 interviews med overblik over 8 vidt forskellige kunstnere, der arbejder med farven sort i alt fra botaniske læderskulpturer til klassisk radering til subversive foto-fortolkninger af hekse, vampyrer og andre kvindelige arketyper. Det har været sindssygt spændende, både som kurator og som medvirkende kunstner, at lære om deres proces, om tankerne bag motiverne, og et kæmpe privilegie at få lov til at vise deres unikke, vigtige værker i artiklerne og i virkeligheden. Det sidste interview i serien blev skrevet af min seje kunstner-kollega Monica Hee Eun, og omhandlede mine egne projekter, hvilket også mindede mig om hvor svært det egentligt er at snakke om hvorfor man laver billeder – at forklare hvad man gør, hvorfor man træffer de kreative valg man træffer!

1 ting jeg ser frem til i 2025:

• 2024 var alt for intens, og jeg har været rigtig dårlig til at slappe af og ikke overbooke min kalender mens jeg har arrangeret udstillinger, taget fotos og lavet videoer til bands. Så lige nu nyder jeg at der ikke er noget konkret på programmet. Men med det sagt har jeg hørt rygter om koncerter med bl.a. John Cxnnor og Narcosatanicos, så kameraet får nok ikke lov til at ligge stille særligt længe.