Stonermetallen tager over, hvor stonerrocken slipper. Det er mørkt, klistret og ækelt som indersiden af en kulminearbejders lunge.
Det er næsten en selvfølge, men vi starter naturligvis med Black Sabbath. ‘Master of Reality’ var startskuddet til stonermetallen, og alt det, har vi talt rigeligt om, da vi beskæftigede os med stonerrock. (Man kunne argumentere for at inkludere Blue Cheer på listen, men det er slet, slet ikke tungt nok for os, ‘Summertime Blues’’ riffs uagtet.) Det der er særligt, er naturligvis hvilke Sabbath-elementer, der tages fat i. For hvor ‘Sweet Leaf’ er mellow og rar, som en god pot-buzz, er det ikke den slags vi skal have fat i her. Det er på ‘Vol. 4’ vi skal finde den paranoide og forstyrrede stemning, der lægger grunden for denne afgrening af doomen.
‘Snowblind’ er både en hyldest til kokainen, der figurerede så betydningsfuldt på den mægtige ‘Vol. 4’, men også et klageskrig over den frygtelige indflydelse stoffet havde på hele bandet, hvor euforien og fortvivlelsen over påvirkningen kæmpede om overtaget. Det er ikke svært at læse den, som direkte citater fra en misbruger, der momentvis opdager, hvor skidt det står til, men samtidig klamrer sig til en selvopfattelse som vidende og selvsikker. Dette er et tema, der både frivilligt og ufrivilligt kommer til at dominere den genre, der ville følge.
Som med meget andet, skal vi rette blikket mod bandet Melvins, der i den brede offentlighed nok er mest kendt for at have fyret Kurt Cobain, hvilket skulle betyde, at verden blev begavet med Nirvana, på godt og ondt. Cobain fungerede både som fan og som producer, men blev, til ingens overraskelse, fyret grundet sit stofmisbrug. Overraskende nok har Melvins’ frontperson, den ikoniske Buzz Osborne, overlevet et tilsvarende.
Melvins har været i snart sagt alle genrer, men der hvor de skinner stærkest, er i stoner metallen. Særligt på 1991’s ‘Bullhead’ skiller de sig ud, med kraftige riffs, en klassisk underspillet stoner-vokal og formidabelt trommespil.
Melvins er blandt metallens mest indflydelsesrige bands sammen med deres langvarige kammerat, Earths Dylan Carlson, som vi skal høre meget mere om, når vi når til dronen. Udover at have været pionerer i den moderne afdeling af stoner-genrerne, lagde de også fundamentet for sludgen, hviket vi kan være evigt taknemmelige for.
Deres indflydelse nåede helt om på den anden side af jorden, hvor særligt et band står i front. Japanske Boris, der netop har taget navn efter den tunge åbner på ‘Bullhead’.
Boris efterlader dog Melvins i støvet, når det gælder genrehopning, og de har besøgt både stoner, heavy metal, grind, drone, noise, punk og hardcore og sågar neoklassisk guitarspil gennem deres lange karriere, men igen er det når guitarist Wata får lov til at bryde dæmningen og lade sine tårnhøje kabinetter brage løs, at de er allerbedst. Åbneren på 2005’s ‘Pink’, ‘Farewell’ er enorm.
Under samme himmelstrøg finder vi Church of Misery, der med deres ørkeninspirerede seriemorderdoom lyder mere amerikanske end de fleste. Church of Misery er, som mange af deres genrefæller også store tilhængere af samples, men hvor mange vælger at tappe ned i gamle gyserfilm, er Church of Misery stålsatte i deres fokus. Hver eneste sang omhandler en seriemorder, og beskriver, ofte i fæle detaljer, deres modus operandi. Boris handler om fuzz og densitet, men Church of Misery tager i stedet udgangspunkt i groovet. Dette gør de med bravour, og med så tilpas et lag af ørkenstøv, at man kan mærke slægtskabet med Kyuss.
I vores ende af verden, er det blevet tid til at se på gatewaystoffet over dem alle: Marihuana. Som Black Sabbath så tydeligt understregede, er de syvtakkede blade ofte en integral del af stenerens verden, at de gennemsyrer alt vedkommende laver. Det gælder også for de følgende bands, der alle mere eller mindre eksemplificerer præcis hvor ensidig det gennemsnitlige bonghovede er. I modsætning til de uvaskede gymnasietyper vi alle sammen husker, leverer disse dog på et punkt. Riffs.
Man bliver sjældent overrasket over, hvordan bandet lyder, når man hører navnet. Det kan dog være svært at skille Bong, Dopelord, Bongzilla, Bongripper, Toke, Weedeater og hvad de ellers hedder fra hinanden. Både når det gælder navngivningen, men faktisk også når det gælder lyden.
For den er på den ene siden ganske særegen, men også delt mellem dem. Det handler om tunge, tunge Sabbath-riffs kørt igennem forvrængnings- og effektpedaler og blæst ud gennem Orange-forstærkere.
Blandt de bedste finder man Bongripper. Chicago-bandet har udelukkende fokus på støj og riffs, og spiller instrumental stonerdoom, der er både dragende og forstyrrende. Mange betragter ‘Satan Worshiping Doom’ som deres magnum opus, men mere spændende riffs finder man faktisk på deres andet album ‘Hippie Killer’. De to mastodont-tracks ‘Reefer Sutherland’ og ‘Charlie, Burt Reynolds Has Got Shit On You’ er massive og dronende i deres støvede appel. De trækker lytteren ind og groover heftigt.
Et andet ganske populært band er North Carolinas Weedeater, hvor særligt forsanger og bassist “Dixie” Dave Collins, giver den som hash- og whisky-druknet hofnar med fjollede og besynderlige optræk, der desværre lidt for ofte trækker opmærksomheden fra den stærke og groovy Southern Rock-inspirerede stoner metal. Sydstatsrocken, der trækker på de alt tidliget afgåede legender i Lynyrd Skynyrd er ellers en tydelig indflydelse hos Weedeater og andre af deres beslægtede bands, hvilket vi heldigvis får at se endnu mere, når vi skal tale om sludge.
Men hvor Lynyrd Skynyrd og Weedeater kan lide at rocke ud, skal vi nu til nogen, der i stedet dropper ud. “Dixie” Dave skød for snart femten år siden sin egen storetå af, fordi han var for skæv til at huske at have ladt sit haglgevær, og det er faktisk en uventet parallel til næste band. Vi skal se nærmere på Sleep.
Guitarist og medstifter Matt Pike mangler nemlig også en tå, og selvom det ikke skyldes skydevåben, kan det sagtens have noget med Dave Collins’ anden del af historien at gøre.
Matt Pike, Al Cisneros og Chris Hakius – der sidenhen blev erstattet af Neurosis’ Jason Roeder – er mændene bag et af verdens største stoner metal-orkestre. Et, der primært har fået opmærksomhed på baggrund af mytologien omkring deres magnum opus, den berømte ‘Dopesmoker’. Inden dette opstod Sleep i slutningen af 80’erne i asken af Asbetosdeath, hvor en noget hårdere lyd kom til udtryk. Det samme gælder for ‘Vol. 1’, deres Sabbath-refererende debutalbum, der ikke ville have fået megen opmærksomhed, hvis det ikke var for LP-opfølgeren ‘Sleep’s Holy Mountain’. Her fandt bandet i den grad sin egen lyd og krydrede de tunge riffs med en fed produktion og afslappede, rullende blues-rytmer. Punk-herkomsten var afløst af rendyrkede stonerismer, men gjort på en charmerende måde, og så overbevisende, at selvom det kan føles som pastiche i dag, er det alene fordi Sleep har dannet skole som få bands siden Black Sabbath selv har gjort det.
‘Sleep’s Holy Mountain’ blev en succes, i hvert fald nok til, at bandet blev tilbudt en større kontrakt med London Records i 1995, hvortil de straks sørgede for at købe så meget cannabis som de kunne komme i nærheden af, for at indspille den næste plade. Da trioen afleverede det 63 minutter lange track ‘Dopesmoker’ var pladeselskabet dog mindre end begejstrede. De mente det var fuldstændig umuligt at markedsføre en plade, der kun bestod af en enkelt sang, og gik i stedet i gang med at remixe og hakke den i stykker, så den kunne udgives under navnet ‘Jerusalem’. Bandet var så utilfredse med dette, at de valgte at opløse gruppen, frem for at være en del af dette. ‘Jerusalem’ blev udgivet i 1998 i seks stykker af i alt 52 minutter imod bandets vilje, og pladen fik herefter kultstatus, da det sagnomspundne fulde cut ikke skulle se dagens lys før 2003.
Bandet skulle først genforenes i 2009, hvor de spillede sporadiske shows, inden en fuld gendannelse blev annonceret i 2012 og en single fulgte to år efter. 20. april (heh, red.) 2018 udkom bandets overraskelsesalbum ‘The Sciences’ til megen applaus, og var da også spækket med gode riffs, men ikke synderligt meget andet. Det har medført en mere fast tourplan og har sørget for, at mange igen har fået mulighed for at lytte til de tunge, hypnotiserende riffs og Al Cisneros’ tågede, sci-fi/fantasy-tekster.
I løbet af deres langvarige pause, hvilede musikerne dog ikke på laurbærrene. Matt Pike skabte det slagkraftige sludgeband High on Fire, mens Cisneros og Hakius drog dybere ind i røgen med Om.
Om tager tråden direkte hvor ‘Dopesmoker’ slap den, og gravere længere ned i det meditative aspekt. I Om har Cisneros hundrede procent sit fokus på det spirituelle element i hans tekster og han beskæftiger sig med religion i både vestlig, mellem- og fjernøstlig forstand. Det er hundrede procent intellektuel stoner-kost, og man skal nok kunne sætte ret meget pris på at falde hen i en døs, før Om gør noget særligt for en, men hvis man er til det stenede uden det forfalder til drone, så er det et fremragende bud.
Hakius og Cisneros stod også for stiftelsen af supergruppen Shrinebuilder i 2008, hvori sidstnævne kun nåede at være med et års tid, inden han blev afløst af Melvins’ Dale Crover, der sluttede sig til Al Cisneros, The Obsessed/Saint Vitus’ Scott “Wino” Weinreich og Neurosis’ Scott Kelly.
Med Winos indflydelse blev de stenede guitarer sparket op i gear, og Shrinebuilder kombinerer derfor mere klassisk doom metal med Cisneros’ kvasireligiøse fumlerier i et projekt, der måsk kunne have været mere, men ganske forudsigeligt endte med en enkelt plade.
I den afslappede ende af stoner metallen, hvor ovenstående residerer, finder vi også en bredere vifte af bands, der har det til fælles, at det stadig er rart at lytte til. I en geografisk usorteret samling, skal vi både forbi England, Italien, de amerikanske øst- og vestkyster, Wales, Sverige og så videre.
Lad os begynde i vores naboland. Herfra kommer nemlig Monolord. Og det er ganske tydeligt, at de har lyttet endda ganske meget til Sleep. Thomas Jägers vokal er nærmest en-til-en en gengivelse af Al Cisneros, og er endda kørt igennem de samme effekter. Og her støder vi ind i en af svaghederne ved genren. Monolord er nemlig et ganske stort band i denne niche, og dette på trods af, at de ikke rigtig har gjort noget anderledes end mange andre bands. Og det er set mange gange. Andre svenske bands, Graveyard og Witchcraft, for eksempel, har haft held med at blande den velkendte, svenske melodiøsitet ind i musikken, men Monolord har holdt sig tæt til opskriften. Og dette uden problemer, for det handler mindre om at finde på noget nyt i stoner metallen, end det gør at kunne spille de tunge riffs solidt.
Det samme kan sådan set siges om italienske Ufomammut eller amerikanske Elder, der spiller stort set det samme som Monolord, omend med lidt mindre fuzz i lyden. Lidt, skal understreges her. Mere drømmende og æterisk end Monolord, men dog med samme afsæt. Walisiske Mammoth Weed Wizard Bastard, nu MWWB, gjorde det tilsvarende, men langt mere overbevisende i deres psykedeliske rumdoom, blandt andet på deres album ‘Y Proffwyd Dwyll’ fra 2016.
Det samme er tilfældet for Messa, der i den grad har løbet fra konkurrenterne de senere år. Hos Messa bliver nærøstlige indflydelser draget ind, ligesom det jazzede aspekt får frit spil. Igen anført af en mesterlig vokal, ligesom de walisiske kolleger, har bandet fået vind i sejlene siden 2022’s ‘Close’, men det er nu på debuten ‘Belfry’, deres bedste og tungeste arbejde skal findes.
I omtrent samme kasse kan vi også finde giganterne i Yob. Yob er uden tvivl et af de mest populære bands i genren og har også eksisteret siden 1996. Deres skramlede og doomede take på stoner metallen kan nærmest kaldes atavistisk fra tid til anden, men kombineres med en klar forståelse for sangskrivning og underspillet melodiøsitet og nyder godt af sanger Mike Scheidts gribende lyrik. Det er dog et band, der kræver en vis hengivenhed for at kunne kaste sig ud i, og derfor nok også har nået en art plateau for kendtheden. Det er svært tilgængeligt og tager alting i sit eget tempo. Som en slags doomy Neil Young kaster Mike Scheidt sig ud i at krænge både hjerte og sjæl ud, og de overbeviste er massive fans.
Virginiabandet Windhand spiller på de samme hjertestrenge, da forsanger Dorthia Cottrells smukke vokal indfanger en del af hæsligheden hun har oplevet i sin opvækst i det amerikanske syd. De tunge og lodne Sabbath-tilbedelsesriffs trækker os ned i sølet, og selvom man kunne have forventet en kliche om, at den klare englerøst skulle hive os op, er det slet ikke det vi oplever. Cottrell holder os nede. Sorgen og mudderet hiver lige hårdt i os, som var vi Artax i Den Uendelige Historie. Tristheden er det bærende element og derfor er vi, trods genrekammeratskab, også ganske langt fra nogle af de mere solbeskinnede stonere ovenfor.
Et sted der imellem finder vi britiske Uncle Acid and the Deadbeats, der med en klar retrolyd, et solidt image og velttillavede riffs stod klar til at brage ind på en mere mainstreamet side af rockscenen, hvor de desværre blev overhalet indenom af svenske Ghost, der serverede et absolut minimum af riffage og i højere grad baserede succesen på sceneteater og makeup. En skam, for Uncle Acid and the Deadbeats er et reelt godt band, der formår at gøre musikken netop så lettilgængelig at den sidder fast i hjernen, men stadig holder et vist niveau af autenticitet. Det er umiskendeligt britisk, både på grund af Kevin Starrs karakteristiske vokal, men mindst lige så meget på grund af hans guitar- og syntharbejde. Det er bagudskuende, men ikke uopfindsomt.
I sidste ende, bevæger vi os tættere på den grimme doom. Den slags doom, der lader hånt om vellyd, harmoni og behag. Vi er der ikke endnu, men stoner doomen nærmer sig sine steder.
Det helt store navn i denne sammenhæng er naturligvis engelske Electric Wizard. Siden starten i 1994 hvor de udsendte deres eponyme debut vakte anledning til løftede øjenbryn, med sin groovy rytme. ‘Electric Wizard’ er en ganske udmærket stonerplade, men det er først omkring årtusindskiftet, at briterne finder deres lyd. Mange sætter opfølgeren ‘Come My Fanatics’ højt, særligt standout-åbningstracket ‘Return Trip’, men ikke mange vil være uenige i, at deres tredje plade står et helt særligt sted i genren.
‘Dopethrone’ er i høj grad et fyrtårn for den tunge stoner doom, der fokuserer på det triste, det mørke og i høj grad det misantropiske. ‘Dopethrone’ tager udgangspunkt i verdens undergang og trækker på Lovecraftiske troper for at sætte scenen. Det er tungt og fælt.
Efterfølgende blev sluttede guitarist Liz Buckingham sig til truppen, og medbragte en solid forståelse for grooves og det grumsede, sine steder nærmeste dronede, lydbillede blev udvidet med en solid portion retro-rock’n’roll, der knytter bandets image med vintagepornografi, oldschool horror og generel sleaziness sammen med lyden. Højdepunktet for denne æra kom på 2007’s ‘Witchcult Today’, hvor sangen ‘Dunwich’ står som et eksempel på hvor stærkt et riff kan være. Sidenhen har bandet ikke udgivet mere end middelmådige plader og deres beslutning om at signe på det tvivlsomme Creep Purple Records, der desværre også har udgivet for Cough og Windhand, gør at der ikke længere er meget at komme efter. Vi har stadig minderne.
Og apropos disse bands, har vi Cough, der er kriminelt oversete på scenen. Bassist og sanger Parker Chandler skriger sig igennem de ondskabsfuldt lydende sange, flankeret af guitarist og ren sanger David Cisco, og sørger for en modbydelig stemning. Cough er, ligesom Electric Wizard, ekstremt misantropiske i udgangspunktet og giver ikke lytteren noget rart at tænke på. Tydeligt beslægtet med Windhand, men alligevel med et mere bistert og mindre melankolsk udtryk. Tre gennemsolide plader er det blevet til, og der er desværre gået for længe siden sidst virginianerne har budt på noget.
Australske Drug Cult er ligeledes leveringsdygtige i store mængder fuzz og guitarer, der lyder lige dele knusende og buldrende. Sanger Aazha Toser har en stærk, 70’er-inspireret stemme, der er lige dele Jex Thoth og Grace Slick. I lighed med disse forbilleder, er der også rigeligt med chugs og beat i musikken, der endnu engang kombinerer retrorock med doom, som det sig hør og bør i genren.
Slutteligt vender vi tilbage til, hvor det hele startede. Eller næsten da, for vi skal lidt nordvest, til Liverpool, for at finde Conan.
Et undergrundsband, der har opnået noget nær kultstatus, særligt sammen med deres kumpaner i irske Slomatics, men som stadig er små nok til at spille på Københavnske kælderscener. Conan kaldes ofte hulemandsdoom, og det er ikke helt ved siden af. Det er ganske primitivt og egner sig fint til at slæbe knoerne hen langs jorden. Conan er kun så teknisk som det har absolut brug for at være, og nogle gange er det nok. Det er det her.
