Ny verden, ny sort metal. Guds eget land har sin egen stil.
Når det handler om black metal, tænker vi ganske ofte på Europa. Og det med god grund, for selvom Possessed og Sarcófago vel nok kan krediteres for at have opfundet stilen, så var det nordmændene i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, der fandt ind til den iskolde kerne, der skulle vise sig så langtidsholdbar.
Ikke desto mindre har den Nye Verden stadig haft en del at skulle have sagt i forhold til genren, der på nogle måder har stået stille i Europa efter årtusindskiftet.
Nogle ville mene, at der ikke er nogen grund til at finpudse perfektion, mens andre måske vil se vestpå, for igen at finde det nye. Det, der funkler, og som kan give os følelsen af igen at blive overvældet.
Til sidstnævnte har vi udarbejdet denne lille guide, der giver et overblik over de væsentligste strømninger i den amerikanske black metal. Det er vigtigt at indskyde, at denne artikel kun i ringe grad fungerer som tidslinje. Alle strømningerne er i live den dag i dag, og der vil være overlap hist og her.
Traditionel black metal
I 90’erne havde amerikansk black metal et dårligt ry. Dårligere end den fortjente, men forståeligt, da det i virkeligheden heller ikke var specielt interessant, men mest fungerede som en skygge af den norske. Den amerikanske lyd havde ikke indfundet sig endnu, og det viser bands som Judas Iscariot, Nachtmystium og Krieg rimelig tydeligt.
Dog begyndte strømninger af noget interessant at vise sig omkring årtusindskiftet og Leviathan og Xasthur var i en periode noget af det første, man tænkte på, når det kom til amerikansk black. I denne periode begyndte mainstreamen af amerikansk black metal at søge indflydelse i DSBM-scenen, altså den gren af black metal, der søger ned i depression og selvmordstanker for at finde inspiration og som anførtes af de to nævnte, samt Lifelover, Silencer, Shining og Make a Change… Kill Yourself.
I denne periode skete der også ting med produktionen. Som man kan høre på Xasthurs tidlige arbejde, var necro-æstetikken, eller den bevidst elendige kvalitet i højsædet som det havde været blandt nogle af de tidlige norske, men i det nye århundrede, var det på tide, at lytterne rent faktisk kunne høre musikken. Selv på ‘The Tenth Sub Level of Suicide’, der stadig havde rigeligt grus i maskineriet, var kvaliteten væsentligt forbedret. Måske kan man endda sige, at de amerikanske bands her har indset, at lydkvalitetens dogmer i sig selv var blevet en stilistisk spændetrøje, og igen demonstrerede, at foranderligheden i høj grad adskiller dem fra den europæiske scene.
Senere tilføjelser til den mere traditionelle black metal i USA kom fra bands som Weakling og Twilight, mens for eksempel Phil Anselmos Scowl i nogen grad også har taget teten på den. Denne genre er dog ikke længere synderligt i fokus og er ikke noget der nyder nogen nævneværdig succes, da andre, mere specialiserede subgenrer i den grad har overtaget. I høj grad i hælene på Xasthur og Leviathans depressive fokus.
Atmosfærisk black metal
Den næste store bølge, og det, der for alvor fik amerikansk black metal til at slå igennem, er det, der ofte kaldes “cascadian black metal”, opkaldt efter den del af den nordvestlige stillehavskyst, der er hjemsted for Wolves in the Throne Room og andre bands, der gik forrest i skabelsen.
I sin grundlæggende form, har vi at gøre med atmosfærisk black metal, der i høj grad trækker på ambience. Det er tydeligt, at Filosofem er blevet hørt af disse bands, men det, der adskiller sig, er den betydeligt mindre misantropiske tilgang. Ofte hænger stemning og tema sammen, og i denne periode retter musikerne fokus på den naturlige verden, og, i Wolves in the Throne Rooms tilfælde, på naturbeskyttelse. De store, gamle skove i Washington og Oregon er det naturlige referencepunkt, og i gennem blide toner, kombineret med varieret tempo og en sørgmodig grundstemning, er det nemt at forestille sig tågeindhyllede kæmpetræer.
På samme måde som de norske bands så på fjeldene og sneen omkring dem, ser de kaskadiske black metal-bands på de tempererede regnskove, og fandt deres inspiration og identitet der. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget omgivelserne influerer musikkens lyd og klang, hvilket vi skal være opmærksomme på, når vi når længere frem. I modsætning til den kolde og barske lyd af for eksempel Immortal, byder den kaskadiske black metal nogle gange på en hidtil uset varme i lyden.
Fuglesang og naturlyde er ofte fast bestanddel af musikken og for Yellow Eyes, for eksempel, er feltoptagelser blevet en integral del af deres sangskrivning. Det var et nybrud i black metallen, der i høj grad havde bygget på religion og mørkere emner hidtil. Med det lagde man grunden for den videre udvikling, der skulle føre til en noget bredere forståelse af genren og hvad den overhovedet kunne handle om.
Bjergfolket
Inden vi når så langt, skal vi dog fra vestkysten, til Appalacherne i øst. Den ældgamle bjergkæde, der faktisk i fordums tid var forbundet med de norske fjelde, har skabt sin helt egen kultur. Et hårdkogt og standhaftigt folk, der står fast på deres værdier og som kæmper for deres fællesskaber og lokalsamfund. Appalacherne var den yderste grænse i koloniernes tidlige år og en stor del skandinaver og irere slog sig ned, og den europæiske kulturarv kan spores i den særlige musikstil, der stadig praktiseres under navnet “bluegrass”, opkaldt efter Kentuckys særegne græsart, der bølger smukt for foden af bjergkæden.
Bluegrass er ikke blot en afart af country- og westernmusik, men spiller også en rolle i denne type black metal. Særligt et band står frem i de flestes sind, når appalachisk black metal nævnes, og det er naturligvis Panopticon.
Udover at inkorporere bluegrassen direkte i black metallen, hvilket ikke er gjort hverken før eller siden, tog Austin L. Lunn også tunge emner op. Hovedværket ‘Kentucky’ omhandler i høj grad arbejdskampen blandt minearbejderne i bjergenes kulminer op. Det er langt fra første gang politik er blevet inddraget i black metal, men det er en af de første gange, den har været eksplicit venstreorienteret. Dermed blev ‘Kentucky’ startskuddet til en bølge af venstreorienteret black metal, der siden skulle blive kendt under paraplybegrebet RABM (Red and Black Metal, red.), der dog desværre går ud over denne artikels fokusområde.
Det spændende og særprægede ved den appalachiske black metal er, at selvom den tydeligt er forbundet til og trækker på kulturarven i bjergene, er det stadig umiskendeligt black metal. Der trækkes tråde ind og spilles på konnotationer, men det bliver aldrig folket som sådan.
Hvis der skal trækkes en parallel, kan det måske siges, at hvor den kaskadiske black metal trækker på arven fra Burzum med de ambiente stykkers inddragelse, ser den appalachiske i højere grad mod Ulver, særligt på deres næsten mytiske debut ‘Bergtatt’, og endnu længere tilbage til Bathory. Det folkede islæt inddrages og giver en ekstra dybde til den ellers iskolde og tynde lyd.
At lyden kaldes appalachisk skal tages med et gran salt, da også bands som Falls of Rauros falder ind under paraplyen, deres ophav i Maine uagtet. Selvom bjergkæden fortsætter derop, vil den del af det nordøstlige Amerika som regel ikke betragtes som en del af regionen.
Dermed ikke sagt, at den appalachiske region forfalder til folkesang og blide toner. Både førnævnte bands, men også musikere som Slaves BC og Fauna formår at tilsætte rigelig aggression til lyden. Slaves BC, der nu har skiftet navn til Uzkóst, blander sludge og hardcore i, og trækker derved tråde til deres sydlige naboer, mens Fauna nok har lyttet sig en anelse længere frem i Ulver-diskografien.
Post-black og blackgaze
Den omtalte og omdiskuterede afart af black metallen, der har haft det måske største hul igennem til mainstreamen, og dermed også modtager mest trashtalk fra mere traditionelt- sindede fans. Vi støder herind i vores første reelle udfordring på nomenklaturen. For i dag går denne genre, der til en vis grad kan tilskrives den californiske scene og dens succes til bannerførerne i Deafheaven, ofte under navnet “post-black”. Herved skal forstås black metal med post-rock-elementer iblandet. Problemet kommer dog af, at en særlig del af den norske scene i slut-halvfemserne begyndte at spille mere avantgarde og genreuortodoks black metal, der gik under samme navn. Her kan nævnes Borknagar, Arcturus, Fleurety, Ved Buens Ende og andre i samme dur.
I denne artikel vil vi dog benyttes os af den fremherskende sprogbrug og betitle den amerikanske gren post-black og lade fare, at det kan virke forvirrende på nogle.
Som nævnt; Deafheaven.
Deafheaven havde sin storhedstid mellem 2010 og 2015, men har efterhånden fået formøblet det hele igen i nonchalant ennui og retningsløs eksperimenteren. Faktum er dog, at Deafheaven, omend vældigt inspireret af franske Neige og hans projekter, skabte en scene omkring sig. Blackgazen blev allemandseje og den var en mere tilgængelig indgang til genren end noget, man hidtil havde set. I nogles øjne en forbandelse. Og det kan der være god grund til. For i mange tilfælde er det mindre “black metal” og mere “black metal-elementer” der tilføjes til anden musik. Kan man for eksempel spille black metal uden tremoloriffs?
Vi ved det ikke. Men post-blacken dækker i den grad et spektrum, der er en del større og mere varieret i sin vidde, end vi er vant til. Fra So Hideous og Deafheaven, over Bosse-de-Nage og Vattnet Viskar. Som højesteretsdommer Stewarts sagde om pornografi, sådan siger vi om black metal. Vi kender det, når vi ser det.
Et humoristisk indslag er North Dakota-bandet Ghost Bath, der først indtog scenen forklædt som kinesere. Det vil sige, at de udsendte deres første materiale under dække af at komme fra Chongqing og havde kørt alt deres pressemateriale frem og tilbage gennem en maskinoversættelse. Den var nok ikke gået i de mere kulturelt følsomme 2020’ere, men bandet bestod og har siden udgivet adskillige plader, der dog ikke når op på siden af ‘Moonlover’.
Den melodiøse natur
Amerikanerne har altså rigeligt at arbejde med, og flere af dem kigger også i retning af det melodiøse. Men nogle går så meget i den retning, at selve lyden ændrer sig. De største er uden tvivl nyligt genforenede Agalloch. Efter et opbrud grundet forsanger John Haughms antisemitiske udtalelser, har han fortrudt og undskyldt både overfor verden og sine bandkammerater, og de er klar til at indtage blandt andet det tyske i sommeren 2023.
Det har skabt en del jubel, og det er der god grund til. Agalloch er nemlig mestrene af black metal, der bliver så melodiøst, at en ny genre blev skabt. Med ‘Pale Folklore’ satte Agalloch standarden for fremtiden, og har sidenhen spillet i en retning, der gjorde det svært for musikpressen at definere dem.
Fra den temmeligt tydeligt black-influerede begyndelse begyndte Agalloch at inddrage endnu flere udefrakommende indflydelser og særligt post-rocken begyndte at gøre sig gældende. Det lyder måske bekendt efter vores tur til Californien, men det Oregon-baserede orkester formåede at lyde ganske anderledes end de øvrige post-blackere. Det melankolske islæt er større, naturen er tættere på og følelserne er på en eller anden måde mindre forlorne end de er hos Deafheaven, omend sidstnævnte måske gør et større nummer ud af at bære dem på ærmet. r
Sørgmodigheden, måske det altmodische, er gennemtrængende og hovedværket ‘The Mantle’ står på toppen, som det allerstærkeste melodiske black metal-album nogensinde. Ingen kan lytte til ‘The Hawthorne Passage’ uden at mærke vægtigheden.
Ikke dermed sagt, at der ikke er kommet nye bands til. Et af de største i nyere tid er nok Blackbraid. En kometsensation, der i hælene af 2022’s mest hypede album, skal bevise sit værd med opfølgeren, der kommer denne sommer. Det ville være oplagt at klassificere Blackbraid som noget anderledes grundet den fremherskende tematik, men de stærke Dissection-riffs og den indtrængende melodik gør, at det i bund og grund passer i en mere moderne, melodisk black metal, der måske nok samler op nogle af de steder hvor fx. Dimmu Borgir har sluppet, men i høj grad undgår at falde i samme keyboardindsovsede sødsuppe.
Generelt inddrager den amerikanske variant af melodisk black metal oftere folkemusik i dens forskellige afskygninger. Det kan være ganske traditionelt som hos Obsequiae, der i den grad retter blikket mod Europa, men det kan også i stedet pege indad, og referere USA’s egen historie.
Det er tilfældet for Wayfarer, der har bygget hele deres musikalske univers op omkring selve den vestlige grænse. Her er der gunslingers og banditter og forestillingen om Lee van Cleef og Clint Eastwood er ikke langt væk. At der hertil føjes en umiskendelig bismag af country and western gør blot, at de kan indtage en plads blandt rækken af bands, der nærmer sig indbegrebet af Amerikas forenede stater.
I den moderne ende finder vi bands som Hulder, Gallowbraid, Uada og Gudsforladt, der alle i varierende udstrækning befinder sig et sted i den melodiske ende af den slås-bolle-skala black metal opererer indenfor.
Naturligvis er det black metal vi har med at gøre, men i modsætning til den europæiske og australske scene, hvorpå der kommer mere og mere fokus på såkaldt “raw black metal”, bevæger amerikanerne sig i retning af gode melodier, stærke licks og riffs og den ibyggede dissonans, der ligger mellem rå vokal og slikket produktion – ikke ulig danske Slægt.
Det sære
Vi har været igennem ganske meget forskelligt indtil videre, men diversiteten kommer til at springe i luften nu. Et særligt sted, hvor amerikanerne excellerer er nemlig når black metallen bliver sær. Og det gør den i forskellige retninger. I den milde ende har vi Velvet Cacoon, der mest af alt er berømt for at have verdens mest upålidelige frontperson. Josh Lobb har opfundet fiktive bandmedlemmer, fiktive instrumenter (dieselharpen), fiktive sideprojekter, ofte fra andre lande, fiktive og nogle gange direkte plagierede udgivelser, fiktive terrorhandlinger og meget, meget mere. Hvis man tænkte, at Ghost Bath spillede højt spil, forstår man nu, at de er rene novicer. Udover det, har Velvet Cacoon faktisk, på de plader, de rent faktisk har lavet, spillet ret god black metal, hvor de formåede at bruge elendig produktion som et spændende element, på en måde, der vækker minder om The Angelic Process.
I videreførslen af den post-black metal vi beskrev som kommende fra Norge ovenfor, har vi Krallice, der nutildags ikke virker sådan specielt underligt, men som i 2008 i den grad løftede øjenbryn. Det har været et band, der har været vigtigt for tilførslen af melodi til mange af de ovenstående bands. Krallice består primært af prog-metal-musikere hvilket kan høres i tilgangen og opbygningen, der inddrager post-rock-elementer, men ikke bliver til post-black på den måde vi forstår den i dag.
Blandt dem, der gjorde er til gengæld Liturgy. Liturgy med Haela Ravenna Hunt-Hendrix som altoverskyggende spilmester i spidsen er avantgarde i ordets mest bogstavelige forstand. Hadet som få og elsket af sine disciple har Hunt-Hendrix plæderet for en helt ny forståelse af black metal, som hun deler op i den traditionelle – eller “hyperboreanske” (Tak, Robert E. Howard, red.) og den “transcendentale”, der har hver deres lyriske, tematiske og musikalske virkemidler. Dette bygger i høj grad på Nietszches filosofi om den apollinske og den dionysiske del af menneskets natur og er både ganske interessant, men også noget værre nørderi. Hvad der dog er særligt er både Hunt-Hendrix’ uortodokse sangskrivning, men også hendes brug af “burst beats” i stedet for de velkendte blast beats, hvilket gør Liturgy til noget helt andet end vi er vant til.
På den mere moderne front har vi i den grad bands, der eksperimenterer ikke så lidt. Både Victory over the Sun og Scarcity opererer i det mikrotonale spektrum, hvilket betyder at en oktav, i stedet for de vanlige otte toner, deles op i et antal mindre trin. I Victory over the Suns tilfælde er det 17, hvorimod Scarcity opererer med 72. Det betyder, at vi får musik, der er langt mere snirklet og kompleks end vi er vant til, samt at lytterens musikforståelse i den grad kommer på overarbejde.
Et sted hvor det ikke er mindre underligt, men dog noget noget anderledes i udtrykket er den californiske trio Old Nick, der fusionerer dungeon synth og rå black metal. Her vil nogle nok trække på skuldrene og mene, at det har været gjort før. Men selvom ideen ikke er ny, er udførelsen det i særdeleshed. Old Nick er, udover at være vanvittigt produktive, også mestre i at få black metallen til både at lyde som 8-bit-musik, ala 80’ernes Nintendosoundtracks, men samtidig umiskendeligt som black metal. Mange har først hørt Old Nick som en sjov parodi, men er gået derfra med en reel kærlighed til den yderst indtrængende musik.
Imperial Triumphant har vundet indpas i hælene af deres seneste plade ‘Spirit of Ecstasy’, hvilket ellers ikke lå ligefor. Med et udtryk som en Fritz Lang-film kombineret med den Ayn Randske guldalderæstetik fra Bioshock, tilsat frygteligt forvirrende jazzarrangementer og hornblæseri. Herudover er vokalen både dyb og gurglende og gør absolut ingen forsøg på at følge hverken rytme eller kadence. Imperial Triumphant er soundtracket til en gyserdystopi på højden af dekadencens guldalder.
Vi skal dog runde af på det måske mest særprægede punkt. San Franciscos Botanist, der udover at opkalde alle sine sange enten efter plantearter, eller som minimum noget, der er relateret til det, tager black metallen dybt ind i økosystemet og gør musikken til en måde at drøfte planetens undergang eller overlevelse fra de grønne væksters synspunkt. På mange måder fungerer Botanist som en musikalsk pendant til Richard Powers’ anmelderroste roman ‘The Overstory’, der på samme vis forklarer og anviser, at menneskets generelle opfattelse af fødekæde, cirkularitet og selv bevidsthed måske nok skal udvides lidt.
En ting er naturligvis den aparte tematik, noget andet er, at Botanist umiskendeligt er black metal, men slet ikke benytter sig af metallens gyldne hovedværktøj: guitaren.
I stedet benytter frontperson Otrebor sig af et hakkebræt, eller et cimbalom. Et ældgammelt, primært østeuropæisk instrument, der på en måde minder om et strengeinstrument som en sitar, men som spilles med køller fremfor at strengene plukkes. Det lykkes Otrebor at lave endog ganske black metalliske riffs på denne vis, og han understreger dermed, at black metallen er den måske mest varierede genre, sit konservative image til trods.
Dette er naturligvis langt fra en fyldestgørende oversigt over den amerikanske black metal. Herudover er det også kun udtryk for en enkelt skribents smag og viden. Ikke desto mindre viser ovenstående, at USA gemmer på en righoldig arv af black metal, der peger i mindst lige så mange retninger som nærmest alt andet i det store land.
