Det er blevet februar, det er ‘New Year, New Me’-sæson og fitnesscentret er konstant fyldt med mennesker, der har overbevist sig selv om, at de ikke er gode nok. Men du ved bedre. Du ved at det handler om at dominere. Dominere andre, dominere en selv, alt. Dominere alt. Selvdisciplin er selvkærlighed og der er ikke plads til svaghed i denne verden + alt det andet som Trail of Lies har lært dig. Eller Henry Rollins, hvis du gerne vil lyde som en, der læser bøger. Nørd. Du skal ikke læse, du skal løfte.
Her er en håndfuld EPer til din træningsplayliste, der kan agere som din personlige R. Lee Ermey.
Duressted – ‘Duressted EP’
Der er bænkpres på programmet, når Duressted får startet den tunge plæneklipper op ved at råbe “fuck”. North Carolina-beatdown med en hi-hat, der sidder helt oppe i venstre hjørne og som skærer igennem de tunge chuggy riffs, der ville passe ind på ‘Chocolate Starfish and the Hot Dog Flavored Water’. Hvis du synes at Xibalbas ‘Hasta La Muerte’ var for teknisk, så er Duressted lige det, du har brug for i shakeren. Helt tung e-strengsbas (for det er kun en 4-strenget, alt andet er lir), groovy og tungt-som-bare-fandenbeatdown, der overbeviser dig om, at du ikke har brug for en spotter til dit PR-forsøg. Den her klarer du selv.
XL BULLY – ‘ENCLOSURE 25 EP’Med en stigende oirevival, er det kun passende, at det hører til i træningscenteret, det er trods alt sporty: noget med at være bedre end de andre og fællesskab – jeg skal bede om mere oi i håndboldhallerne.
XL Bully er vaskeægte big boy hooligan-hardcore fra New Jersey, som får din indre køter frem. Fremragende produceret med lydklip og alt, der hører til, når livet handler om at skyde brystet frem og kende sine venner. Bidsk, utryghedsskabende vokal og tung twostep-venlig, groovy oi-hardcore fra en gruppe amerikanere der cosplayer som briter (og endda går op i fodbold). Fællesråbvenlig og kampklar hardcore, der læner sig op af Blood For Blood, bare med bredere skuldre.
Så snør dine Copa Mundials og få din ‘fire Guinness inde’-crooner på, for dine venner er federe end de andres og ingen kender deres navne.
Split – ‘The King Is Back’
En hårdtslående, eklektisk omgang moderne djenty hardcore fra nogle unge hunde på Amager, som har lyttet til King 810 når det kommer til ‘slå sig i brystet’-breaks og lidt på stemmeføring. Der er rigeligt med proggede riffs og lydeffekter, som er med til at give en semiindustrial kant med masser af twostep-muligheder.
På ‘Guts’, kommer man lige i tvivl, om man har sat Dunkelheit på inden det bliver ungt på den der post-nu-metal måde. Young guns vil have bounce og slåskamp (as they should), med deres shotgun breakdowns og melodisk metalcore omkvæd, der hiver en tilbage til 2008 (hvis man er gammel nok til at kunne huske det). Neema fra Dethrxner er med på ‘Cold Heart’, og det er lige så ignorant som banden gerne vil have det, og Simon Shoshan fra Lifesick lukker pladen med en omgang hidsig, halsbrandramt hundegalskab. Split er et ungt og friskt pust, med deres nu-AMV-core til en lidt halvtræt playliste (det kan også være en analogi for scenen, bare hvis du ikke havde regnet den ud), som garanteret kommer til at støde nogle af de ægte. Men det er også det, unge mennesker skal gøre, ikke?
Chlorate – ‘The Painful Journey Continues’
Tre numre, tre sæt hammer curls. Tysk midtempo bøllecore med hvinende thrashguitar og riffs, der gør, at du kommer tæt på dine frenemies i pitten (og fitten). Youth crew-y, men med langt mere NYHC tyngde og groove. En form for thrashet Trapped Under Ice.
Tilpas med guitargejl til at de kommer ud af starthullet uden alt for få hjerneceller, men stopper heldigvis ikke momentet på noget tidspunkt. Louis Wittmann fra Peace of Mind, der rammer Support Our Scene i år, gæster på ‘Empire of Fear’ og understreger gadedrengestregerne.
Grudge/ Grouch – ‘The Split’
Ind imellem er det smart at lave nogle supersets, så man optimerer sine gains i forhold til tid.
De første tre set er med Grudge, der ligger sig op af melodiøs hardcore som Trapped Under Ice og Magnitude, og med deres d-beats og rullende sydstatsriffs sørger de for, at der kommer cardio i pitten. Det bliver en snert beatdown på ‘Nothing To Prove’, men det skal der sgu også være plads til, inden at de sætter tempoet op igen.
Hvor Grudge virker mere kalkuleret og rytmiske, er Grouch fabrilsk og hulemandsk. De simple chugs bliver svinget med store armbevægelser og temposkiftene sørger for, at stemningen er helt rigtig til crowdkill. De læner sig op af Gulch og Spy med deres konfrontatoriske attitude og sporadiske udbrud. Der er ikke plads til større breakdowns som Grudge har på deres banehalvdel, til gengæld er der en masse groove og lidt guitarlir som man kan hygge sig med i mellem ens sæt af pullups og dumbbell flyes.
Resurrection – ‘Resurrection Demo’
Det her er steroidefri musik (størstedelen af bandet spiller i straight edge-bands som Firestarter og About Face), så du må holde dig til hvid Monster og kreatin. Men med chunky chugs er det heller ikke noget problem med Resurrection.
Der er drysset lidt melodisk mellemspil ind, mellem de palm mutede øretæver og der hvor du for alvor begynder at slå løs på dem omkring dig. Bouncy anakronistisk twist på thrashy crossover, som hvis Cro-Mags var vokset op med Strife og Judge, hvor vokalen især minder om førstnævnte.
BLDSPRT – ‘Demo’
De dødløft ordner ikke så selv, så kridt op og læg ud med tre hurtige fra Edinburgh. BLDSPRT laver beatdown som beatdown skal laves: tvivlsom mix, rigeligt med skotske samples så du ikke forstår hvad de siger, og chugs og blastbeats nok til, at du banker den, der skal spotte dig. Deathcorevokalen fylder heldigvis ikke alt for meget, men får bare lov til at brøle og giver plads til nogle gedigne øretæveindbydende breakdowns. Det er ikke kønt, det er lidt udover det hele, men riff og trommerne sørger for at du får understreget, hvem du er uvenner med.
Gun Leash – ‘Down, Boy!’
Fem sange på samlet seks minutter – lige til seks set af overhead press, så du kan redde folk, der stagediver.
Vi er tilbage i skramlende hardcore som Gulch og Spy. Hardcore, der holder fast i kraven på dig og som snakker med store bogstaver, for der er sgu ikke brug for andet. Samtidig har de groove som hedengangne Trash Talk, uden at det bliver lige så melodisk, men det er med til at motorsavsriffs, hi hats, der skærer igennem og lav IQ-vokal, aldrig bliver FOR ensformigt.
Discount Code – ‘Doomed Existence’
Livet er lort og du ved det. Alle ved det. Discount Code fra Australien ved det. Med en solid blanding af temposkift à la tidlig Ceremony og powerviolence, formår Discount Code at holde tempoet relativt oppe – med undtagelse af twostepstykkerne og lidt groove. Der er masser af sure riff, der runger og hænger tungt i luften mens der er d-beat (der nærmest bliver blastbeats) nok til at dele øretæver ud.
Vokalen minder om en lidt sløvere udgave af Marco Malcorps fra Anti Ritual, som bevæger sig i Venndiagrammet ‘indigneret og desperat’. Lidt ligesom Marco. På trods af, at EPen er overstået på fire minutter er der tilpas med dynamik, både i numrene men også på tværs af pladen, med sidste nummer, som ender helt nede i kulkælderen og bliver sludgey.
