Endnu engang kigger vi i de korte udgivelser og giver en håndplukket selektion, direkte til dine øregange.
Riwen – A Brutal Reality
Riwen er Johannes Perssons (Cult of Luna, red.) hardcoreprojekt, og omfavner de dele af hans musikalske baggrund, der definerede de tidlige år, men som sidenhen er blevet slebet af kanterne hos Cult of Luna. Godt elleve og et halvt minut med nedstemte guitarer og sammenbidte fjæs, får vi leveret og det er altså meget rart at høre Persson på den måde igen. Det er nærmest Umeå all-stars vi har med at gøre, da de øvrige medlemmer har en fortid i blandt andet Totalt Jävla Mörker og DS-13.
I Miss You, C… – Those Who Met God
Enmandsprojektet fra Chile spiller atmosfærisk og melankolsk black metal, men formår alligevel at smide noget dynamik ind, særligt i riffingen, hvor den latinamerikanske indflydelse ikke lader sig fornægte. Afslutningen af åbningsnummeret eksploderer nærmest i hurtig guitar, der skriver sig ind i den lange rytmiske tradition, mens Cofrés vokal lægger sig som et næsten blødt tæppe henover. Det er melankolsk, men ikke depressivt. Det er smukt og føles som at forsøge at fange et minde, der for længst er visket bort.
Øjne – Sogno #3
Jeg håbede måske lidt på et EYES-tribute band, men jeg blev positivt overrasket over den italienske screamo, der spiller bare en lille smule på hjemlandets lyde, midt i den bittersøde gang ‘core.
Tankerne flyver mod Omsorg og Disembarked, og det er ting, der får undertegnede til at klappe sig begejstret på maven. Rytmesektionen og trommeproduktionen er hamrende tight og lægger en god bund for den melodiske guitar og særligt den fremragende vokal, der får det italienske sprog til at fremstå vredere end nogensinde.
Kleener – Kleener
Canadisk knallerthardcore med filippinsk islæt? Vi siger ja tak. Det her er hardcore på gammeldags vis, men heldigvis med en noget bedre vokal end de formåede dengang.
Bandet er stadig ganske frisk og anonymt, men det gør heller ikke så meget, når man bare skal høvle bajere, sparke dæk og slås. Og det kan man sagtens til Kleener. Og så selvfølgelig mindes fredsforkæmperen Randall Echanis, der blev myrdet af den fascistiske præsident Dutertes folk i 2020.
Khassarat – How many more must perish in the pursuit of hope?
Og vi bliver lidt ved temaet. Canadisk-tunesiske Khassarat (arabisk for “taber”, red.) spiller hardcore punk på arabisk og for denne EP er fokus nemlig de mange, der hvert år drukner i Middelhavet i forsøget på at komme til Europa, på flugt fra fattigdom og elendighed. Det er fræsende og old-school på den anarkistiske, 70’er-inspirerede måde og det arabiske tungemål gør sig fremragende til vred råben. Der rettes bredsider både mod korrupte beslutningstagere i syd og dobbeltmoralske hændervridere i nord.
Slim0 – Lifespan
Deftones har ikke levet forgæves, og det har musikhøjskolerne så absolut heller ikke. Fra Marcus Ferreiras No Masters’ Voice Studio i Sydhavnen kommer et så absolut eklektisk og imponerende eksperimentelt postpunkorkester, der blander alskens stemmer og instrumenter i en boblende heksekeddel og modsætter sig al form for klassifikation.
Selv beskriver de ‘Lifespan’ som en tidskapsel fra en periode, der endnu ikke eksisterer, og det er en ganske fin poetisk måde at beskrive de tunge riffs, vokalerne, der skifter fra engleblidt til råt skrigeri og de skiftevis bløde og skærende harmonier.
Mizmor – Prosaic
Mange bliver mildere med alderen, men dette kan ikke siges om Mizmors frontperson, den gådefulde A.L.N.
Jeg fik selv øjnene op for den til tider dronende doomblack med ‘Cairn’, og siden er det kun blevet voldsommere. På ‘Prosaic’ åbnes der med en spandfuld kul og A.L.N.’s karakteristiske, rasende vokal. Melodien er begravet i hidsigheden, men den hengivne lytter vil hurtigt finde sig opslugt af den på denne EP, der for første gang viser Mizmor uden fokus på religion.
I stedet handler den om meningsløsheden i dagligdagens eksistens, og på sådan en regnvejrsdag i november, er det vist en følelse, mange kan nikke genkendende til.
TONGUES – Formløse Stjerner
Jeg gik egentlig og bildte mig ind, at jeg havde ret godt styr på den danske scene, så min overraskelse, da jeg fandt ud af, at TONGUES er hjemmedyrkede, var stor.
En velbevaret hemmelighed må det hårdtriffende døds/black/doom-band i hvert fald være. Det behøver det dog ikke blive ved med, da ‘Formløse Stjerner’ er en fremragende omgang kosmisk horror i ækel udførelse. A. Lovmand på vokalen giver den som dengang i halvfemserne, uden at det af den grund lyder bedaget. De formår at inkorporere dødsmetallen i den samlede lyd, uden at det bliver kedeligt, og lydbilledet er mere end almindeligt varieret, ligesom A. Lovmands spændvidde er et anerkendende nik værdig. EP’en er udgivet på kultlabelet I, Voidhanger, der er kendt for særdeles høj kvalitet, og i denne omgang må vi sige tak til italienerne, for at vise os et dansk band, vi ikke kendte.
Everflow Weaver – Hälsninger från den andra sidan
Vi slutter af med svensk blackgaze, der skruer lidt mere op for kaoset, end man forventer af genren. Der kan ikke være nogen tvivl om, at de fleste af pedalerne på de, tror vi nok, omfangsrige pedalbrætter handler om distortion. Tempoet går op og ned, og uanset om det går hurtigt eller langsomt, er det både mørkt og ildevarslende. Vintermusik, kort sagt.
