Du orker ikke at følge historien? Lav noget andet – myrd vildsvin, pluk blomster eller lyt til EP’er.
Jakobe – ‘Perfect Pitch’
Jakobe har taget undergrundsscenen med storm. Fra en enkelt, lillebitte demo spiller de nu shows rundt om i hele landet. Senest har de spillet med Situationsfornærmelse i flere byer, ligesom de har optrådt til HXC Kids to gange, både i Odense og Århus. Sidste år udgav de fuldlængden ‘Surf N Turf’, og sidenhen er det blevet til en udskiftning af 50 % af besætningen og også denne nye EP.
Der er ikke helt så meget smadder som tidligere, og åbneren ‘Your House’ vender sig også mere i retning af en garagerocket lyd, hvilket ikke falder helt så meget i min smag som tidligere, men det er tydeligt at høre, at der er sket en håndværksmæssig udvikling. ‘Shame on Me’ lægger sig i en Hole’et retning, hvilket er ret godt, især da Carlas mere eller tonefaste stemme udtrykker en skrøbelighed, der passer til den lyd, bandet har tilegnet sig. Ny bassist Stella får også lagt en solid baslinje i sangens afslutning.
Tempoet er lavere end tidligere, og rocken har et fast tag i bandet på denne EP. Jeg ville måske hellere have lidt mere punk.
Qaisor – ‘Mote of Dust’
Danske Qaisor blæste ind i vores mailboks med denne udgivelse fra sidste år, der viste sig at indeholde noget solid Baroness-worship. Det kan jeg godt lide. Og da jeg er en af dem, der også godt kan lide andet Baroness end bare rød og blå, synes jeg også, at det er spændende musik. Det er solid, progget atmosludge i Atlanta-varianten, og forsanger Morten Grønnegaard (også kendt fra Rising) har en af de mindst dansklydende vokaler, jeg længe har hørt. Det er en god ting, når man spiller musik, der er så umiskendeligt amerikansk som dette.
Resten af bandet udgøres af guitarist og bassist Marting Oulund Ipsen, der også slår sine folder i (0), ligesom trommemakker Mads Mortensen gør det, når han ikke hamrer tønder i Ethereal Kingdoms eller Nebulas. Den evige skæbne for en trommeslager.
Der er mange elementer at spore i musikken – Baroness er som sagt et af dem, men også Torche, ISIS og endda Rush stikker næsen frem. Det er musik, der ville passe solidt til en indvendig rumrejse. Præcis som stoner-musik skal være.
Embla – ‘A Way / Away’
Sidst jeg så Embla live, var, da de spillede floorshow som opvarmning for John Cxnnor, hvor de spillede solidt, men måske lidt for langsomt som opvarmning for technofest. Anderledes så det ud, da min kollega oplevede dem i Odense for ikke længe siden. Der var han enormt begejstret for, at ‘A Way / Away’ netop var udkommet, og det kan jeg efter nogle gennemlytninger kun erklære mig enig.
Tyngden klæder dem fremragende, og Martin Nielskovs vokaler lyder som aldrig før. Og jeg har efterhånden stiftet bekendtskab med ham en del gange. På ‘Day by Day’ ligger han i det vante toneleje – hvilket han naturligvis mestrer til fingerspidserne. Men på åbneren ‘After the Aftermath’, der i samarbejde med Agent Frescos Arnór Dan lægger sig i et indie- eller postrocket spor, udtrykker han et helt nyt niveau af emotivitet. Med andre ord: Det er satanrendeme godt. Det er en lang EP – seks numre og over tyve minutters musik – men det føles som et øjeblik, når man lader sig transportere rundt i lydlandskaberne. Det er en solid udvikling fra We Are Among Storms, der ellers også kunne levere et los i mellemgulvet. Som Embla – sammen med brormand Ask – er symbol på fortsættelse og nyt liv efter Ragnaroks ødelæggelser, virker det, som om bandet er kommet stærkere og forfriskede ud efter navneskiftet.
The Blood Mountain Black Metal Choir – ‘Folklore’
Man kan godt blive lidt træt af at blive ved med at lytte til nye Panopticon-udgivelser. Eller jeg kan i hvert fald. For egentlig vil jeg gerne bare have mere ‘Kentucky’, mens det lader til, at Austin Lunn hellere vil lave mere Immortal eller sådan noget, idk.
Så er det heldigt, at vi møder et projekt som ‘Black Mountain Black Metal Choir’, der graver ned i Appalachias stenede grund og fisker elementer som tv-kristendom, hårdt arbejde og forurening frem og behandler dem på lige dele smuk og hidsig vis gennem rigtig flot atmosfærisk black metal.
Der er ikke de helt samme folkemusikalske badutspring som på ‘Kentucky’, men mindre kan altså også gøre det.
Brain Soup – ‘Cheese EP 2’
Tony Hawk-core, måske? Street Sk8r–punk? Det her er i hvert fald poppunk, som vi husker den fra de unge år, hvor NOFX, I Against I eller Gas Huffer spillede løs. Og her er det så filtreret gennem en chileansk-spansk-fransk linse og ud- og fremført i København. Det er en upbeat omgang, der har opdateret de lyriske omdrejningspunkter fra generelt at være en uduelig teenager til at dreje sig om at springe ud, at identificere negative relationer og naturligvis antimilitarisme og -racisme. Det er fint nok, jo. Der er krydret med Pet Shop Boys i ‘My Town’, kazoo i ‘Cheese’, Ramones i ‘Check Point Charlie’ og derudover generelt gode, syng med venlige-omkvæd. Trioen spiller til Nasty Cut Fest i maj måned, og jeg håber på at kunne kombinere deres optræden med øl og solskin. Det, tror jeg, vil gå fremragende sammen.
Goblin Soap – ‘Goblin Offensive’
Det starter med dungeon synth – men frygt ej: Det bliver ikke ved. Snart kommer der larm og støj, og trommerne banker på døren. En frygteligt mislydende guitar slutter sig, til og vokalen bliver sat til goblin mode. Goblin Soap er her og kommer for at myrde.
Det er punket lo-fi black metal, og det lyder rent ud sagt af helvede til. Men på den gode måde.
I noget musik er talent og ekvilibrisme drivkraften, i andet er det attitude og humor, og det er sidstnævnte, der er tilfældet her. Ligesom hos Motörhead fx., men Goblin Soap kan dog godt finde ud af at spille mere end én sang, så det er lidt mere spændende.
Vellyd er der til gengæld intet af. Man skal være glad for musik, der lyder af skraldespand, men hvis man er det, bliver man ikke skuffet. Derudover er gimmicken også morsom. Altså – gobliner, der kommer og laver ballade er sjovt. Det kan man bare ikke komme udenom.
Church Tongue – ‘You’ll Know It Was Me’
Det er sådan noget lidt skørt progget, døds- og sludgeadjacent stads. Der er gæsteoptrædener fra Initiate, Twitching Tongues og ikke mindst Deafheaven, og det er ret ækelt på den måde – men naturligvis også sejt nok. Særligt ‘The Fury of Love’, der gæstes af Initiate-sanger Crystal Pak, har en rigtig sejt type energi i sig. Hvis man er glad for et band som Necropanther, er man i rigtig godt selskab med denne lille skive Church Tongue.
Violet Cold – ‘Modular Consciousness’
Violet Cold har lavet mange gode og interessante udgivelser. For mig var forløbet ‘Kosmik’ – ‘Noir Kid’ – ‘Empire of Love’ særligt spændende, da de understregede to ting. Først og fremmest, hvor ensomt det må være at være Aserbajdsjans eneste black metal-musiker – hvilket nok også desværre var det, der kom til udtryk, da eneste medlem Emin Guliyev havde en offentlig nedsmeltning, hvor han kom på dybt vand, da hans – i scenen enestående – kaukasusfunderede forståelse af russisk og østeuropæisk nationalisme og imperialisme strøg de mere vestligt-orienterede venstrefløjsblackmetallere mod hårene.
Personligt er jeg nu helt nede med at være mod alle stater, alle grænser og al krig, så jeg holder fast i Violet Cold.
‘Modular Consciousness’ er, som Guliyevs arbejde har for vane, ganske elektronisk baseret, men jeg har virkelig en soft spot for hans programmerede trommer og de næste blide, trancede eller futurepoppede synths og krydspositioneringen med hans dynamiske black metal-vokal. Hvis man kan lide både black metal, Burial og VNV Nation – altså er mig – så er man straks hjemme i dette blissed-out stykke musik.
Sunrot – ‘Passages’
Der er til gengæld ikke megen bliss at finde hos Sunrot. Doom noise, blackened sludge, New Jersey på meth, eller hvad vi ellers kunne finde på at beskrive det som, forklarer ganske tydeligt, hvilken stemning vi kommer efter her.
Det er råddent tungt og helt vildt lækkert i den knivskarpe produktion, som Scot Moriarty fra Backroom Studios, Magnus Lindberg og Nihilum Inc. i fællesskab har fået fremelsket. Selvom det er ækelt og fuzzy, står det stadig krystalklart i lydbilledet, og det er intet mindre end en fryd at læsse de ækle, ækle toner lige ind i øregangen.
Sunrot er et band, der har brugt noget tid på at finde deres lyd, men med ‘Passages’ slår de fast med jernbanespigre, at det var værd at vente på.
Tempoobygningen hen mod slutningen af ‘The First Wound’, der gæstes af Dylan Walker fra Full of Hell, er absurd stærk og medrivende. ‘Passages’ er varieret og spændende fra start til slut. Det her bør være et band med en stor undergrundsfølgeskare.
