Sommeren er over os, og selvom vejret nogle gange er lige til en badetur, er der også dage, hvor man bare har lyst til at lange flade. Det hjælper vi med at finde et soundtrack til
Vi lægger fra land med en gang punk. Der er masser af oldschool stemning i Pucker Up!, der stammer fra Michael Scotts hjemby Scranton i Pennsylvania, og trioen står for lige dele op-i-fjæset attitude og hjemmesnittet garagelyd på denne tre numre lange EP. Hver eneste sang starter med “c”, hvilket forklarer titlen, men det er samtidig også det eneste kedeligste ved samlingen. Hvad der derimod er fedt er den voldsparathed de tre kvinder lægger for dagen, når de præsenterer deres holdning til alt fra mænd, der er åh-så-kede-af-det når en kvinder tillader sig at vise tristhed – noget mange af os nok kender måske lidt for godt – til folk, der forsøger at pille ved kreolerkrøller og gætte en afstamning. Den slags eksotiserende fetichisme mødes med en knytter, når man er fra Scranton. Og ellers bliver der talt til fire og råbt i kor, præcis som man gjorde det i Detroit, lige på den anden side af Lake Erie.
Conservative Military Image – No Squares in Our Circle
Poes Lov er en besynderlig størrelse. Den fortæller os, at med mindre en parodi følges af en klar tilkendegivelse af hensigt, vil nogle tolke den som et eksempel på netop det, den skal parodiere. Det vil sige, at uanset hvor tosset virkeligheden er, vil nogen tro, at det er sandhed og omvendt.
Sådan er det ofte med Conservative Military Image. Alene navnet er forvirrende, for der er faktisk nogle – tro det eller lad være – der vil opfatte det som en positiv ting. Og når man samtidig lader Docs med hvide laces pryde sit cover, bliver det altså lige pludselig utroligt svært at vide sig sikker.
Men Boston-skinheadsene i Conservative Military Image slår deres intentioner fast med syvtommersøm i deres mindre end subtile lyrik, og det kan man være umådeligt glad for. På deres seneste EP har de skruet endnu mere op for englændercosplayen end nogensinde, og man mødes først af coverets to skinbyrds, der så ofte har prydet bandets udgivelser og kort efter af et hamrende enkelt trommebeat, inden forsanger Adam brøler sig ud over et AC/DC-agtigt riff med en næsten-britisk frasering.
Ingen andre end amerikanere ville have lyst til at lade som om, de var englændere og selvom de fleste på disse egne synes det er en lige vel underlig ting at påkalde sig, så er det ikke desto mindre tilfældet for Conservative Military Image – helt ned til at gå op i fodbold. Men det er heldigvis ikke det, der er i fokus her, men derimod gammeldags oi!. Altså hardcore punk, og ikke beatdown og hvad vi ellers har nu om dage. Det er charmerende, men man kan godt mangle lidt tyngde i guitaren, som der ellers var på fx. ‘Yard Hard’. Men “it is what it is, fuck what it was”, som det prosaisk konstateres på ‘Charlie from Hardcore’.
Haywire – Conditioned for Demolition
En af mine guilty pleasures er tv-serien ‘New Girl’ med Zooey Deschanel. Det er primært på grund af Max Greenfields karakter “Schmidt”, der er jødisk new yorker fra Long Island og hans mange quirks. En af dem, og den jeg særligt elsker, er når han skal være tough. “I can do this all day! All day!” råber han. Og så lyder han som Haywire.
Da jeg delte denne udgivelse i fælleschatten udbrød en af mine kolleger “Hold kæft jeg elsker store mænd der selv er i tvivl om de vil bolle eller slås med hinanden”.
Og det er netop sådan det er at lytte til Haywire. Det er musik lavet til vold og passion, men om man kysser eller spytter tænder ud, kan være et fedt. Og så er både Death Before Dishonor og førnævnte Conservative Military Image også med.
Og så bliver der altså tampet bækkener og spyttet om sig med råbelyrik om at have det svært, ikke tale om sine følelser og om at banke folks øjenæbler ud, og tæve dem med deres egne fjernsynsapparater. Hvilket er superfedt, når man gør det sammen med sine Boston-støvleknægte. Hvad jeg dog ikke ville give for et sammenstød mellem dem og Londons læderlømler.
Med al den ironiske distance og mere eller mindre smagfulde humor lagt til side, er det stadig bare enormt enjoyable råbecore, der giver mig lyst til endnu et Rot Away-show på Warpigs. Selvom Rot Away stadig mangler at sample The Ink Spots for at blive lige så seje som Haywire.
Slip – ‘Demo’
Fra Malmø kommer Slip, der er klar til at servere typisk, svensk hardcore. Det vil altså sige, at det både er beskidt og råt, men at det også bibringer en vis mængde melodi. Den slags kan de ikke nære sig for, broderfolket. Det ligger vist i blodet eller sådan noget. Der er i hvert fald en masse Göteborg-indflydelse at spore i guitararbejdet, der dog også peger i retning af et stonerband som 10.000 Years.
Vi har ikke at gøre med de hurtigste fingre på gribebrættet, men derimod et mere adstadigt tempo, der understreger sanger Monas bøffede stemme, og supplerer den med gangshouts fra tid til anden. Det er godt. Man kunne sagtens forestille sig Slip spille en sen eftermiddag på K-Town – hvilket de sikkert også har gjort eller kommer til at gøre.
‘Tired’ er et skrummel af en sang, der varierer godt i tempo og indarbejder feedback på skønne tidspunkter, og på en eller anden måde giver mig en følelse af et åndeligt slægtskab med et band som danske Big Mess i sin umiddelbare tilgang.
S.T.A.B. – ‘Demo’
Vi bliver i det Tom of Finland-elskende univers med danske S.T.A.B., der, hvis man skal tro deres promobillede, består af fire hakkede makkere, som elsker kombinationen af bar mave og balaklava. Der er dog en vis diskrepans mellem dem, der spiller musikken i videoerne og omtalte promofoto, men jeg kan rigtig godt lide tanken om musikere, der har så store muller, at de kun kan spille i toppen af gribebrættet, så jeg vælger at forblive i illusionen.
Det er som sådan også ligegyldigt, hvor store muskler man selv har, når musikken er så råt et flex som det er. Vi har at gøre med helt hidsig crustcore, der leveres med tobaksfarvet spyt ud over hele forreste række af publikum, der bare kan stå helt blæste og brunspættede tilbage, når bandets, forestiller jeg mig, omtrent femten minutters lange show er overstået.
Det er straight outta Ungeren, men lyder rent faktisk godt, hvilket jeg forestiller mig kan tilskrives Situationsfornærmelses-Frederik Uglebjerg, der har stået for at skrue på knapper i pladeprocessen.
World of Chaos – World of Chaos
Det er ikke kun Joe Biden, der hænger ud i Delaware – du ved, en af de stater, man knap kan finde på et landkort – det gør også Gabe Antonio, Jayden Yetman og Jack Kane, der knap er nået ind i puberteten, før de er gået i gang med at skrive crossover thrash om skatteunddragelse. Der må være noget politik, der flyder i vandhanerne derovre. Hvorom alting er, så er 12-årige Gabes vokal ordentlig hidsig når han råber om at sparke til en baby, skubbe bedstemor ned af en trappe (skud ud til King Diamond) eller kyle en sten gennem et vindue på ‘Intrusive Thoughts’, der netop er vidunderligt juvenile i sin uskyldige hidsighed.
Alligevel så mener World of Chaos det, når de skriver “sick ass guitar solo” i deres lyrics. For det er der i den grad.
Jeg har det altid svært ved at fremhæve, når musikere er meget unge. Det bliver altid sådan lidt mund- og fodmaler-agtigt, hvor det nævnes for at undskylde eventuelle fejl og hvor vi skal kunne lide det på trods. Sådan er det ikke med World of Chaos. Der er bare fuld smadder på. Og de kan nok stadig nå at forstå ideen i at betale sin skat.
Halo Bite – Winner’s Circle
Vi bliver på østkysten, men rykker lige et smut til New York.
Her finder vi nemlig Halo Bite, der på ‘New Soil’ tager Petrol Girls’ ‘Sick and Tired’ og skruer den op til hardcore. Men det er hardcore, der har punkrødderne med, hvilket sammenligningen måske også understreger.
Det er ikke en særligt amerikansk lyd, hvilket er ganske interessant, og J Kaisers vokal lægger sig allerøverst i mixet, hvilket er ganske behageligt at lytte til. Hun gæstes af hunden Ralph på ‘Choke Chain’, der er blandt de bedste, men også mest melodiske sange på pladen. Der er åbenbart ikke langt fra livet som hund og livet som kæreste, hvis manden er træls nok, og det er fedt, at J og Ralph kan mødes om den erkendelse.
Generelt er Halo Bite pissed off som bare fanden, og det spiller godt sammen med Angie Medina og Jeremy Langevins guitarriffs, der blandt andet står rigtigt godt i billedet på afslutteren ‘Gallows Humor’, der er værd at give et lyt.
Threshold – Descent to Misery
I Australien kan de godt lide, når deres hardcore er ækel. I hvert fald hvis man kan vurdere det ud fra Melbournes Threshold.
Og det er rart. Der er, efter sigende, en stor punkscene down under, men for mig bliver det ofte alt for pub-rocket, hvilket jeg slet ikke har lyst til. Selv Amyl and the Sniffers, der sådan set er ganske fede, fylder mig ofte op til rulle-øjne-grænsen med deres syng-med-venlige punkrock.
Så kan det være rart at blive tanket op med Threshold, der spiller kantet og metallisk hardcore, med vokaler der kommer helt nede fra røvhullet og så absolut ikke tager fanger.
Trommespillet er tight og skrapt og lyder næsten helt mekanisk fra tid til anden, inden vi så bliver overrasket af fillsene på ‘Eradicate’, der er overraskende organiske.
Det er musik du kan myrde dine venner til, og Tenaya, der brøler i front, lyder da også som om hun kun er én dårlig dag fra det.
Førnævnte ‘Eradicate’ er i hvert fald ikke rar lytning, hvis man er af den paranoide slags.
Ba’al – ‘Soft Eyes’
Efter al den hardcore, er det meget rart at skrue lidt ned for tempoet. Vi kigger til sidst mod Sheffield-bandet Ba’al, der spiller atmosfærisk black metal med mere end et par post-elementer iblandet.
Melodiøsiteten står i perfekt kontrast til Joe Stamps’ vekslende vokaler, der har taget imod emotivitetsundervisning fra de bedste. Der er ikke langt til et band som Numenorean, for eksempel, og det er en meget, meget god ting.
Vi får en helt anden slags guitarer på denne skive end vi har vænnet os til i denne artikel, og samspillet mellem dem, bratsch og violin og synths er nok til at få pulsen lidt ned. Meget dejligt.
Særligt midterste sang ‘Yearn to Burn Bright’ formår at blande alle elementerne på en yderst behagelig måde, og i en verden hvor et band som Underdark kan få en slags succes, håber jeg på, at det samme sker for Ba’al.
