Denne udgave af kortlisten spænder vidt – som den slags nu gør. Vi tjekker powerpop, black metal og hardcore.
A Mess – ‘No Man’
Danske Dorte Hartmann kaster sig under kunstnernavnet A Mess sig over en punk-adjacent power punk, der har lige så meget kant i lyrikken, som det har vellyd i melodien. Den blide vokal står i fremragende konstrast til lyrikken om kønsforræderi og metoo-oplevelser.
Det er hård kost, når uret skrues tilbage til 1973, og der igen skal kæmpes for fri abort, men ikke desto mindre er det stadig nødvendigt, hvilket Hartmann er udmærket klar over, og som hun gør på ‘We Gonna Fight’, der absolut ikke lægger fingre imellem i striden for personlig frihed og kropslig anatomi.
8. marts spiller Hartmann og A Mess på Studenterhuset i København, hvor de sammen med spoken word-kunstner Jonathan Jules inviterer til intersektionel kampdag, hvilket må siges at være noget af en måde at markere den vigtige dag.
Grima – ‘Red Forest Ritual’
Sidst jeg hørte Grima, var det en hård oplevelse. Selvom de russiske tvillinger har masser af sans for det sære og det foruroligende, havde de kastet deres kærlighed på den særlige finske afart af keyboardspilleri, der ofte ledsages af høje hatte og amatørisk eyeliner. Dengang opfordrede jeg dem til at lægge den slags bag sig, og selvom det nok er tvivlsom, at de skulle have læst den anmeldelse, har de alligevel bevæget sig i en retning, jeg bedre kan forstå. Om det er fremførelsen, der er anderledes, eller det faktum, at det er lyd fra en livekoncert, er svært at vurdere, men fakta er, at det lyder meget bedre.
I hvert fald er ‘Red Forest Ritual’ noget mørkere og mere uhyggelig end den foregående, hvilket er et plus, ligesom de har fokuseret på at lade det melodiske element leveres af en ganske russisk-lydende harmonika, fremfor de elektriske tangenter.
At det er en live-produktion kan man knapt høre, hvilket må siges at være noget af en præstation for en lydtekniker.
Militairie Gun – ‘Life Under the Sun’
‘Life Under the Gun’ var et fremragende udspil fra Militairie Gun, der ellers havde forholdt sig lidt famlende til at kaste sig ind i mainstreamen på deres første to EP’er. Regional Justice Centers Ian Shelton har nemlig formået at gøre sig lidt mere lyttevenlige med dette projekt, og hvor ‘Life Under The Gun’ holdt sig på den gode side af Drug Church, er ‘Life Under the Sun’ hans hovedspring i den blødere musiks dybe ende.
EP’en byder på både en ny single – ‘Never Fucked Up Twice’ sammen med Bullys Alicia Bognanno, tre reworks af sange fra LP’en, herunder et samarbejde med Atlantas Manchester Orchestra og intet mindre end et NOFX-cover.
Det er et lidt sjovt sammensurium, særligt ‘Very High (Under the Sun)’, der er sært Oasis-agtig, men overordnet værd at lytte til.
Loam – ‘Grief Outlet’
Rå og dissonant black metal, er hvad, der tilbydes fra midtvestens dybfrosne Minnesota. To-mands-projektet har inkorporeret den gamle, norske lyd med alt dens kaos og misantropi i en mere moderne mixing udført i DIY-kollektivet Soft Cult Studios.
Og selvom lyrikken både kredser om naturen og om Magic: The Gathering, er det særligt den skærende, mangefacetterede tone, der gør, at man vender tilbage.
Det er sjældent hørt og det er godt gjort, at man stadig kan lave norsk black metal, der lyder spændende i 2024.
Northeast Regional – ‘Fitness’
Jeg har det personligt lidt ambivalent med PUP. Det handler primært om, at ‘Reservoir’ er så vanvittigt god en sang, og meget få af deres andre numre kan holde samme kadence og intensitet.
Northeast Regional er klar til at give det et forsøg med en power-pop-infunderet 7-tommer, der kombinerer rockede og catchy riffs med en aldeles bidsk vokal. Bandet selv refererer både til ovennævnte Militairie Gun, men også Meat Wave og Drug Church får et kip med hatten, når virginianerne spiller træningscenterhardcore uden at forfalde til kødhovederi. Perfekt til når man vil løfte vægte og føle sig meget klogere end resten af kunderne.
Scampi Chips Dip & Campari – ‘Night Terror’
Prisen for mest besynderligt bandnavn går til bergenske Scampi Chips Dip & Campari, der på en eller anden vis har gjort sig ganske bemærkede i Kina med deres charmerende garagepunk.
Der er tydelig X-Ray Spex og Bikini Kill-inspiration at spore, og det er derudover vældig rart at høre deres tydelige vestlandsdialekt strømme ud af højttalerne. Egentlig var nordmændene gået hver til sit efter den kinesiske udlandsrejse, men med ‘Night Terror’ er bandet tilbage. Og gud ske tak og lov for det.
