Så er det sateme blevet efterår. Så er det mørkere, koldere, fugtigere, klammere og mere trist. Og hvad er så mere oplagt end en gang black metal? Ganske rigtigt – intet! Så vi har samlet ni danske af slagsen.
Slyngel – ‘Dracula’
Mangler du nogle gange seje riffs i din black metal? Synes du godt, der kan gå lige rigelig atmosfære og trylleklaver i den? Så er du heldig. Slyngel kommer nemlig straight outta Dortheavej og spiller black metal som var det 1984. Det er næsten præcis et år siden, verden første gange kunne hilse på det sortsværtede speed metal-orkester, men de udkom altså med EP’en ‘Dracula’ tilbage i september og spillede kort efter på Copenhagen Metal Fests black metal-tematorsdag, og dette med god grund. Man behøver måske ikke rigtigt gøre så meget andet end at lytte til tracket ‘Dracula’, for at blive overbevist.
Udånde – ‘Worried I – Futurism’
Hvis man ikke er helt så bange for melodi i mørket som Slyngel, så kan man til gengæld kigge mod Bratislava. Det er nemlig der Rasmus Ejlersen har base og hvorfra han trækker i trådene til black metal-projektet Udånde.
Ejlersens melodiske black metal har fået rigeligt med gode anmeldelserne gennem tiden – jeg selv var ganske begejstret for debuten ‘Life of a Purist’, der beskæftigede sig med både død og alkymi – og ‘Worried I – Futurism’, hvis navn implicerer et kommende ‘Worried II’ er en god lille bid solide, melodiske leads henover velspillet og skarpt komponeret black metal.
Sjæleangst – ‘Sjæleangst’
Vi kører ned i bølgedalen, når det skal handle om langsom, atmosfærisk black metal med rigeligt af samplet regnvejr. Og det skal det, når det er den vældigt hemmelige danske duo Sjæleangst, der skal være i fokus. De spillede faktisk også på føromtalte torsdag, og der har det nok været lidt sværere at blive rigtigt rowdy, for Sjæleangst er gennemført trist musik, der trækker på traditionen fra bands som Summoning eller Panopticon og som blander klaver og fingerspil ind i de mørke og sørgmodige toner.
Okay okay, Vaagenat spiller måske ikke decideret black metal – til det, er der for meget doom i tyngden og riffingen – men deres navn passer strålende ind sammen med de fleste andre bands i denne omgang. Derudover kan man også sagtens høre, at de har lyttet til mere end én black metal-plade i deres levetid, så vi synes egentlig godt, vi kan forsvare at have den med.
Vaagenat er fra så eksotisk et sted i Metaldanmark som Odense, og det er skønt at høre noget musik fra riget i midten. Vaagenat spiller nok strengt taget post-metal, men med så meget sludgy og doomy kant, at det ikke går hen og bliver vuggeviser. Et nummer som ‘Betelgeuse’ starter ud i den blide ende, men går hen og bliver ganske grumt, især takket være Kristoffer Damgaard Rasmussens vokal. Klart et bekendtskab værd.
Svækling – ‘Svækling’
Den her plade er ikke helt ude endnu, men det er på Virkelighedsfjern, og Kriller har god smag, når han signer, så man kan roligt forudbestille den her gang led, jysk black metal.
Jyderne er ude i noget hidsig black metal, der kører mere på ondskab end fart, og det lykkes de ret godt med. Åbningsnummeret ‘Besejret’ sætter hak i boksen “seje riffs”, og så er vi godt fra land.
Produktionen er også herligt hæslig og det føles lidt som at æde tørv direkte fra mosen. Og når man selv er født en spytklat fra Frøstrup, er det lidt som en forfaderseance. Det er skønt at se, at black metallen lever i hele landet.
Marterpæl – ‘Hævnens Lys’
Tilbage i København drypper vi lidt crust i bægeret, når det skal handle om Marterpæl. Der skruet helt op for lappe-bukser og patronbælter i det her vrængende og næsten umenneskelige stykke sort punkmetal og det er, igen, rigtigt sejt.
Soliditeten i musikken er overvældende og den måde vokalerne blander sig sammen i kaotisk indfiltring og knap banker sig igennem den massive mur af lyd er genial.
Derudover kan der også leges med melodiøsitet som ‘Erotica’ demonstrerer i overflod, men konstant holdes den hektiske kant.
Særligt vokalen er stærk og den måde, hele bandet råber med på åbningsnummeret er ganske solidt.
Frelser – ‘Demo MMXXIV
Vendetta Records ved også hvilke typer black metal-bands, der er værd at sætte sit navn bag og her præsenterer de tre fjerdedele af det nu opløste Serpent’s Lair under navnet Frelser.
Vi har med seriøs lo-fi at gøre her, så hvis ørerne er lidt sarte, så skal man måske springe over.
Men hvis man kan lide black metal der lyder af både Norge og en optageproces, der inkorporerer mikrofonen fra et headset, så er der masser at komme efter.
Blastbeatet ligger som en konstant bund her, og guitarspillet er skarpt, tyndt og hårdt som en istap, der jages direkte gennem trommehinden.
Og så byder EP’en endda på et cover af ‘Too Old, Too Cold’, der er mit yndlings-Darkthrone-nummer nogensinde. Ganske fedt.
Ædel Fetich – ‘I aftes i tunnellen’
Stikkersvin døde. Det var en skam, for det var virkelig et band, der leverede noget ganske andet, end vi var vant til.
Men nu er Ædel Fetich på banen, og dermed kan vi igen nyde godt af “traditionsløs “black metal””, som de selv siger, med Skvat på vokal. Og det er altså ret godt. Hans overdramatiske og teatralske vokal er så genial en tilføjelse til en musikgenre, der kun overgås i messiness af pickup-truck-country, at det ville være en skam at undvære.
‘I Aftes i Tunnellen’ er black metal, der nægter at lade sig klassificere. For samtidig med, at det smager af fingerløse cykelhandsker og slumromantik, er der også noter af barok at finde. Riffet i ‘Glansbilleder’ er storladent og næsten neoklassisk og det danner en forunderlig kontrast til slåskampshymnen ‘Så Kom!’, der lukker EP’en af. Som inkarnationen forinden ved man ikke hvad man får, før man har slugt pillen, og det er også en sjov måde at bruge sin tid.
RØKKR – ‘Mørkdrøm’
Vi slutter listen denne gang med mere musik, der minder om Norge. Men hvor Frelser trådte i Darkthrones fodspor, har RØKKR lyttet mere til Ulver. Fingerspillet i begyndelsen er som snydt ud af næsten på ‘Bergtatt’, og det er næsten svært at forestille sig, at musikken er skrevet i et land uden høje bjerge.
Hvor optagelsens nekrokvalitet hos nogle af de øvrige medvirkende i denne liste gør musikken ond og spids som en springkniv mellem ribbenene, formår RØKKR at gøre den til en aktiv del af musikkens tematik, og lade støjen nærmest indhylle de smukke toner i tung tågedis – lidt som Ulver gjorde på mesterværket ‘Nattens Madrigal’. Disse sammenligninger skal i øvrigt ikke forstås som at ‘Mørkdrøm’ er derivativt – langt fra. Men det er ok at man kan høre, hvor inspirationen kommer fra.
Musikken er meget mere emotiv end meget andet, og tristessen skinner igennem fra start til slut. ‘Mørkdrøm’ er også den længste servering vi har med at gøre her, da bandet rigtig godt kan lide at bruge op mod ti minutter på deres kompositioner. Det er dog heldigvis slet ikke kedeligt, men derimod dragende og hypnotiserende.
