Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Skrækkeligt, intet mindre. Det er nødvendigt at søge tilflugt i noget andet. Noget, der kan gøre os nærmest lykkelige. Og det er naturligvis endnu en kortliste med godt og blandet fra nær og fjern.
ONEWAYMIRROR – ‘Everything wants me to write in cursive’
Vi lægger ud i det canadiske, hvor ONEWAYMIRROR står klar til at blæse huden af vore ansigter med en smadret og brutal gang emoviolence med strejf af grind. Særligt interessant er vokalen, der lyder nærmest som kom den fra indersiden af en presenning på ladet af en Ford Hilux.
Det er ikke raffineret – langt fra – og man kan spekulere over, hvor længe sangeren kan blive ved, men vi driver heldigvis ikke en helsebiks eller et forsikringsselskab for stemmebånd og kan derfor blive ved med at fornøjes af folk, der lyder som om de er to udåndinger fra en total, vokal prolaps. Der er klare paralleller at trække til Admiral Angry i den umådeligt energiske udfoldelse og i den mænge rå emotion, der stråler ud af den fine, lyserøde EP, og det er svært at bemærke præcis hvor længe man er i ubehageligt selskab fordi tiden flyver af sted. Et godt indspark.
Her hjemmefra kommer der til gengæld en EP, der lyder som hvis DJ Aligator spillede deathcore. Det er Archon, der udgav EP’en ‘Requiem’ på Last Mile Records tidligere i august og som kombinerer eurodance med den hårdtslående breakdowntilbedelse der præger deres hårdere ende af genren.
Det er umådeligt dansabelt og man kan kun se en gevaldig pit for sig, når første nummer ‘Consume Me’, der i øvrigt gæstes af Unseen Faith, kridter banen op. Og de elektroniske beats fastholdes generelt, hvilket man måske kunne forvente en vis kritik af, men som for mig blot føles som en skøn reference til Thotcrimes bedårende ‘D1G1T4L_DR1FT’.
Om man gider hører ‘Requiem’ flere gange, hjemme i lænestolen er måske tvivlsomt, men til fitten eller pitten virker det strålende, og Archon skal have ros for at turde at gøre mere end bare at smide flere og tungere breakdowns efter musikken indtil publikum går totalt gorilla. Collabben med Hatespheres Mathias Rønde Ulldal-Jessen lugter dog tungt af Slipknot, hvilket nok vil være en blandet fornøjelse for nogle. Jeg kunne godt personligt undvære. I øvrigt håber jeg, at Archon hyrer en rigtig kunstner til næste pladecover.
Show me the Body – ‘Corpus II EP I’
For et band, der ikke spiller hardcore, har det været svært at komme udenom Show Me The Body, hvis man har været interesseret i hardcorescenen i det seneste års tid.
Det er måske ikke så underligt, når man tænker på scenens forhold til fx. et band som Death Grips, Beastie Boys, The Prodigy eller det hjemlige John Cxnnor og Skt. Delarge, og det er da også nærmere der, vi skal kigge hen, end på den deciderede punkmusik.
For selvom hardcoren kun er en lille del af deres lyd, så er attituden umiskendeligt på plads. Fra åbningen af EP’en der er en gabberorienteret gange noiserap, er der nemlig lagt i kakkelovnen til mosh. Og hvis man ikke skulle lade sig overbevise af det, så skal man ikke længere end til ‘Nation of Mind’, der gæstes af Zulu, før der er langt mere guitar at finde. Generelt bevæger EP’en sig som en sinuskurve på hardcoreaksen, og man skal nok være lidt nede med begge dele, før man gider være med. Men så er der også hele seks numre, man kan fornøje sig med.
Bandets velkendte banjo viser sig dog ikke meget på denne skive.
Hard Pass – ‘Hardcore 2024’
Selvom sangen egentlig er skrevet af Ed Pickford, så kender de fleste nok ‘Worker’s Song’ bedst fra Dropkick Murphys’ 2003-album ‘Blackout. Den dukker dog op her på demoen i en Malmö-hardcore version, der minder en mere om at pløkke feds på Blair Mountain end at hamre Guiness på Old Irish. Så altså, noget bedre.
Hard Pass byder med deres demo velkommen til hardcore, der lægger op til en kraftigere pit end folkhemmets sjukvård sætter pris på, og det er lige, hvad vi har brug for. Der er slåskamp til maksimum med tekster, der kommer omkring antikapitalisme, nihilisme, militant veganisme og døden. Alt sammen på 12 minutter.
Imponerende nok har svenskerne indspillet det hele i øveren, hvilket man faktisk ikke kan høre i forhold til kvaliteten. Så enten har de vanvittigt godt udstyr eller også skal alle til at sende deres demoer forbi Mattias Persson fra Sceleris, der har stået for mixingen. Kvaliteten er nemlig helt i top, overgangene er knivskarpe og hvert eneste instrument står præcis så klart, som det skal.
Licket i slutningen af ‘A Welcomed Hell’ er i øvrigt 🤌
Lucid Grave / GAIA / Bethmoora / Drukner – ‘Refuse to Surrender: A Tribute to Portishead’
Det ville vel nærmest være mere kontroversielt efterhånden, at sige, man ikke kunne lide Portishead. Få bands nyder som dem universel anerkendelse. Og det med god grund. På rateyourmusic har 47.000 mennesker samlet givet ‘Dummy’ 4.17 ud af 5, hvilket gør det til 1994’s næstbedste album, kun overgået af Nas’ ‘Illmatic’, hvilket også giver ‘Dummy’ en 34.-plads på listen over alle plader – nogensinde.
Men alligevel blev jeg overrasket over, at de fire danske doomere var gået sammen for at indspille deres versioner af fire elskede sange fra Bristol-bandet. Ikke sådan “wow, det havde jeg ikke set komme”, men mere sådan, “årh, ja. Sejt nok”.
Mest overraskende er nok GAIAs kombination af ‘Over’ og ‘Wandering Star’. Med en spilletid på 14 og et halvt minut, udgør den en stor del af EP’en, og tager de kendte sange og gør dem nærmeste nye. Vokalen er som snydt ud af næsen på legendariske Ozzy Osbourne og tempoet er så lavt som doomen tillader, før vi kommer over i drone. Det er tungt, trist og psykedelisk og man føler sig nærmest hypnotiseret af Kriller Andersens solide guitararbejde. Det er præcis som et cover skal være. Man kan høre, at det er en hyldest, men det er anderledes nok til at være andet og mere end en genindspilning.
Bethmooras ‘All Mine’ er næsten uigenkendelig og tilføjer et stort skud ondskab til det melankolske forlæg. Så meget, at det næsten bliver lidt uhyggeligt. Puha, hvor ville jeg gerne have oplevet det live i Studenterhuset.
Drukners ‘Machine Gun’ er spændende og velspillet, men blegner lidt i forhold til de tunge præstationer vi har hørt hidtil. Det elektroniske islæt fra Portishead er dog fastholdt mere her end hos de andre, hvilket er vældigt tilfredsstillende.
Mindst overraskende, men nok til gengæld mest original-trofast og vellydende er Lucid Graves version af ‘Glory Box’ – Portisheads måske bedst kendte sang. Malene Pedersen er, som altid, i front og gør det – igen, som altid – fremragende. Meget få har en stemme som hende særligt her i 2024. Det, der er fascinerende ved hende, er, at hun altid ejer et hvilket som helst rum, hun optræder i. Det gør sig også gældende her. Der er langt fra Beth Gibbons til Malene Pedersen, og alligevel indtager hun sangen, som var den skrevet til hende. Indhyllet i effekter synger hun indbegrebet af Portishead og viser næsten egenhændigt hvorfor, denne compilation skulle indspilles. Næsten, fordi Lucid Grave og særligt Kriller Andersen spiller ligeså solidt som de plejer, og sidstnævntes guitar altid er på et andet niveau.
Overskuddet fra pladen går i øvrigt til SIND Ungdom, så der er nærmest ikke nogen grund til ikke at kyle penge over det.
Gel – ‘Persona’
Sidst Gel udgav noget, var det debuten ‘Only Constant’ og den kunne jeg som sådan godt lide, men fik også en klar fornemmelse af tomgang, der bedst kunne løses ved at spille live. Så vidt jeg kunne forstå, var deres optræden på Roskilde præget af lidt for stort THC-indtag, hvorfor den ønskede energi udeblev lidt. Derfor var det ikke med høje forventninger, jeg gik til ‘Persona’.
Men det kunne det egentlig godt have været, for den er bedre end jeg havde turdet håbe. Man skal ikke mere end to minutter ind i første sang, før man bliver overbevist. Det breakdown, der efterfølges af et riff i nedsat tempo, er intet mindre end destilleret stankface.
Tungt og sejt.
Og ‘Shame’, der følger lige efter, byder på en solid iblanding af melodiøsitet i den ellers cirkelsparkende hardcore. Det er seriøst stærkt rifferi og når der så også arbejdes med call-and-response gang vocals, er jeg solgt til stanglakrids. Måske er det billige tricks, men who gives a shit. Det fungerer og jeg hører sangen på repeat.
Måske har Sami Kaiser videreudviklet sin vokal, måske er jeg mere åben eller måske er der hundrede andre ting på spil, men hvor ‘Only Constant’ blev ensformig er ‘Persona’ varieret og holder det hele interessant.
Fall Back Down – ‘Warning Signs’
Da jeg var ung, var der en plade, der i en periode antog en næsten mytologisk betydning for mig. Jeg byttede fire andre skiver med en kammerat for at få fingre i den, og jeg har aldrig siden fortrudt det.
Det var No Doubts 1995-udgivelse ‘Tragic Kingdom’, der, uden jeg vidste det, introducerede mig for skaens lyksaligheder. Der skulle gå længe før jeg vidste, at det var det, jeg lyttede til og som jeg syntes var fedt. Men det syntes – og synes – jeg.
Og danske Fall Back Down understreger, at den formel californierne kørte efter dengang stadig holder. Grunden til, at jeg nævner det er, at sanger Maja Muhlack fra allerførste tone på ‘Start Running’ med et hensatte mig til dengang. Og at Fall Back Down, hvis medlemmer også slår eller har slået deres folder i blandt andet The Chains, Skalar, Dungeon Days og mange flere.
Det er solid, dansabel og solbeskinnet skapunk med et heftigt skud orgel, hvilket efter min overbevisning stort set altid skubber oplevelsen i en god retning. Samtidig indeholder de festligt fremførte vokallinjer mørke sandheder, som vi også oplevede på ‘Tragic Kingdom’, og vi kommer forbi både ængstelighed, psykisk vold og en masse andet – alt sammen pakket ind i jamaicanske rytmer.
Ephemera – ‘Part II’
Åh, Sverige. Fucking Sverige og deres evne til at være triste på vers. Det kan Ephemera i den grad med deres solide screamo, der demonstrerer en nærmest grotesk blanding mellem opløftende instrumentalisering og skrigende og lidelsesfyldte vokallinjer.
På ‘Part II’ serveres vi sangtekster på svensk, italiensk, dansk, kinesisk, engelsk, fransk, spansk og hvad jeg tror er flamsk. Hvad pointen er, har jeg svært ved at dechiferere, udover at jeg forestiller mig at sangtitlen ‘Lost in Translation’ er en del af den.
Det, det til gengæld gør, er at holde lytteoplevelsen aldeles varieret og overraskende, især når det er i samspil med den nærmest post-rockede instrumentalside hvori vi også overraskes af strygere og klaver, når det lige passer ind.
Jeg har aldrig tidligere hørt noget som Ephemera, der svinger fra Local Natives over Vi som älskade varandra så mycket lyrics og til God is an Astronaut.
Det er i den grad en anbefalelsesværdig oplevelse.
UxDxS – ‘Som Fortjent’
Kan man udgive en plade på to minutter og 27 sekunder? Ja. Ja, det kan man. Bør man? Prøv selv at stoppe Nordvests mest aggressive terrorkorps i UxDxS.
Det er smadret ad helvede til og en uforholdsmæssig brøkdel af løbetiden udfyldes af et stærkt Kim Bodnia-sample. Resten er ren instrument-amok. Kan man som sådan beskrive det yderligere? Nej. Nej, det kan man ikke.
