I denne omgang går vi ikke stille med dørene. Der skal råbes, skriges, slåsses og hidses op. Aldrig ned. Derfor taler rigtig mange af vores bands denne gang med meget store bogstaver. Det kan være rart, inden julefreden skal sænke sig.
LOCKED SHUT – ‘The New Chaos’
Der er møgungeattitude malet ud over hele ‘The New Chaos. Introen er bare skælden ud og rå fræs ud over det hele. Den tunge stemning perfektioneres med ‘Steel Spine’, hvor vi får hele balladen med postnummer og en eller anden hidsig begejstring over at spille hardcore og være fra midtvesten. Og så bliver der ellers råbt, spyttet og hevet i strenge.
Det er, som om man ikke længere tyrer bajere og laver jackassstunts, når man er en fysisk velvoksen og emotionelt umoden ung mand, men i stedet tyrer bajere og råber om slåskampe. Og det er måske faktisk også federe.
Men man kunne nu godt komme alvorligt til skade, mens man lyttede til det her larm. På ‘Toothache’ kommer det umodne islæt virkelige op til overfladen, og man kan ikke benægte nu-metallens indflydelse – selv blandt folk, der nok ikke var specielt gamle, dengang det var en rigtig ting. LOCKED SHUT formår nu alligevel at inkorporere det på en ganske fin vis. Gå ind og slå lidt på en væg, mens du lytter til ‘Me vs. a Brick Wall’.
WORN OUT – ‘LOW’
Der er fuld smæk på fra begyndelsen af denne Cork-gruppes rasende metalliske hardcore med sorte udvoksninger. Irernes tekster er omtrent lige så dystre som landets befolkningsprognoser i 1842, og der rases mod dem selv, mod verden og mod diverse mennesker i deres nærhed. Med kun fire numre på pladen opnår den alligevel en respektabel spilletid, da de faktisk er i stand til at opretholde et voldsomt tempo over længere tid. WORN OUT føles som et band, der har udviklet sig parallelt med vores hjemlige EYES, og man kan finde flere lighedstegn i musikken. Så der vil nok være et vist fanmæssigt overlap. ‘Lose Sleep’ kunne i hvert fald sagtens findes på ‘Congratulations’. Tyngden findes frem på ‘Collapse’, der står som kronen på værket på en ganske fremragende EP.
Feral Nature – Rituals
Vi satte fokus på Feral Nature for nogle måneder siden, og det har vist sig at være en totalt korrekt vurdering. Den norsk-australske gruppe har nemlig nu udsendt deres første EP, og den lever så absolut op til forventningerne. Den tunge baslinje lægger sig som et konstant pres på lytterens sjæl hele vejen igennem, og Selma Bahners leadvokaler er ækle og galdedryppende i deres blacked væmmelighed, godt suppleret som hun er af både bandmedlemmerne Robert Hamilton og William Morris, men også af gæstestjerner som Okkultokratis Boris Lifschutz, Attans Fritz Pettersen og vores egen Victor Kaas fra LLNN og EYES.
Der er ikke skyggen af beatdown at finde her, men derimod er der masser af sort ondskab og skarpt kontrolleret kaos. ‘Aftermathematics’ føles som en gyserfilm, mens afslutteren ‘Hereditary’, hvor netop Kaas medvirker, er rå og nederdrægtig. Der holdes et solidt tempo, og de to uharmoniske vokaler snor og vikler sig ind i hinanden som en rottekonges haler. Feral Nature forstår at smide deres eget take på blackened hardcore i mixet og gøre det spændende nok til, at man virkelig lytter til det.
Asera – Silhouettes
Vi skal en tur forbi søhøjlandet i egen andedam. Silkeborg er nemlig ikke bare højskoler og Bent Fabricius-Bjerre-både. Det er åbenbart også et sted, hvor man oplever så meget pis, at man må skrive en ganske sortsværtet omgang noget-der-minder-om-core om det. Det er i hvert fald Aseras beskrivelse af deres eget udgangspunkt. Med brødrene Kirkeby i front blæses der groovy, døds- og blackinspireret ‘core ud over lytterne, ligesom der gøres afstikkere til det mere atmosfæriske fra tid til anden.
Groovet på ‘It Follows’ er virkelig spændende og gør det rå udtryk en del mere lyttervenligt. Der kan næsten svinges hofter til det, alt imens hovedet bliver brølet af. Det er en interessant lyd og et nyt take, jeg i hvert fald ikke tidligere har oplevet, og sjældent har man hørt så formfuldendt et “BLEGH”, som Benjamin Kirkeby leverer omtrent trefjerdedele inde i sangen.
‘It Follows’ følges (hehe) af ‘Through Haze’, der skifter gear og minder mere om et band som Kōya i sin let frenetiske insisteren. Asera skal nok blive til noget.
BIG ASS TRUCK – ‘BIG ASS DEMO’
Det her er noget af det dummeste og absolut bedste, jeg har hørt hele 2024. En bande baryler fra Californiens Inland Empire har besluttet sig for at lave et hardcoreorkester med udgangspunkt i store lastbiler. Røvstore lastbiler. Og det fungerer. Når man først har hørt hornet 28 sekunder inde og derefter mærket det absolut snaskede breakdown, der følger efter, er man solgt. Jeg var i hvert fald, og jeg kan ikke engang lide lastbiler.
“GET FUCKED / BY THE BIG ASS TRUCK” er bare så vidunderligt dumt, at man ikke kan andet end at overgive sig til slåskampe, cirkelspark i pitten og sure cholos, der råber om, at de ikke giver en fuck, at de godt kan slås, og at Ford laver de bedste trucks. Det er glorious.
Heldigvis er det musikalsk så stærkt, at man bliver revet med helt på trods af fine fornemmelser. ‘BEEF’ er indbegrebet af giftig maskulinitet, men det er også så tåbeligt at sammenligne sig selv med hakket oksekød, at man ikke kan andet end trække på smilebåndet. Det samme gælder for referencen til ‘Smokey and the Bandit’ eller ‘BIG ASS DOG’ der – selvfølgelig – inddrager store hunde. Lyrikken er smuk: “YOU BEST BE / READY / TO FIGHT / BIG ASS DOG / AURGH AURGH / YEAHHHHHH” og følges op af muh fra en ko, som vi løber direkte ind i ‘CORN-FED’, der handler om nogenlunde det samme, men med en form for body positivity-budskab i dens romantisering af at være “BUILT LIKE A BRICK” og veje 2000 pund. Der grisegryntes til sidst, og der tudes i hornet. Det er godkendt.
XGAARGOYLEX – CITY IS ‘MINE’
Vi tager et smut til den modsatte kyst, men bliver på nogenlunde samme breddegrad. Vi skal nemlig besøge horror-sxe-punkerne i XGAARGOYLEX, der residerer i Kentucky og insisterer på, at et A aldrig er nok.
Om de forestiller sig at være ga(a)rgoyler, eller om de bare godt kan lide billedet af det, vides ikke, for lyrikken kredser igen om at være gal på folk, være sur på genreturister og have bøf med gamle venner. Og sådan er det jo gerne med hardcore. Men ikke desto mindre er XGAARGOYLEXs lo-fi hardcore ret fedt. Vokalisten leverer en hektisk sangpræstation, men der, hvor bandet virkelig excellerer, er i opbygningen til et breakdown. Hvis man tager et nummer som ‘EVIL EYE / DIE TWICE’ , er det energisk, til det næsten tangerer en post-rockopbygning, lige indtil vi når sammenbruddet og gargoylens “BLEGH”. Om det er fjollet? Ja, lidt. Men det hører sig til.
Justify – ‘Run & Hide’
Vi bliver i det amerikanske, men hopper nord for grænsen til Toronto. Her finder vi Justify, der udgav deres demo tilbage i marts og så har brugt sommeren på at skrive disse 8 minutters musik. Det var pænt af dem, for med deres rockede eller grungede præg og solide fokus på bashooks er det også noget andet, end vi er vant til. Og det er meget rart at høre noget, der er lidt mindre surt end det andet, vi beskæftiger os med i denne omgang.
Det er også meget rart, at nogle bands stadig synes, at ting skal rime, selvom man ikke nødvendigvis kan forstå, hvad de siger. Ifølge bandet selv kan de rigtig godt lide bands som Outburst, Breakdown og Raw Deal, men vi er så heldige, at det ikke lyder så meget som NYHC, som det kunne have gjort. De holder dog fast i at spille som den gamle garde.
Blockade – ‘The Demo’
Vi vender kort tilbage til USA og straight edge, men smutter til Trumpland – nemlig Tampa, Florida.
Her har vi at gøre med nogle unge mennesker, der går rigtigt meget om i hardcore. De er nemlig, igen skidesure. Noget i mig – måske min alder, måske min profession som skolelærer – gør, at jeg synes, denne linje er ufattelig morsom:
“Oh my god, there’s so many snakes / This scene is full of drama queens and full of fucking fakes / Looking for the newest guy to talk shit about / Wait a couple years, will you even be around? / Is there anyone left who cares about the music?/ You’ll cry about the old days and ask when did we lose it / I’m not gonna listen to you bitch and moan / This is my family, go die alone”
Tænk sig at gå så meget op i noget som helst? Det tror jeg ikke, jeg har gjort i mange år. Og at indlede en hidsig tekst om drama queens med “Oh my god” i bedste Lacey Chabert-stil er mig utroligt underholdende.
Ikke desto mindre kan de unge mennesker her formå at spytte deres hidsighed og beskyttermentalitet ud over lytteren på en svært effektiv måde. Det er bundsolidt. Og lad os da håbe for dem, at de kan holde edge. Ellers bliver det lidt pinligt.
Atomic Prey – ‘Atomic Prey’
Vi lukker af, som man bør, med en eksplosion af rasende kvinder. Eller i hvert fald én. Oregonianske Atomic Preys forsanger Alix Beyer er i hvert fald fuldt ud kompetent til at brøle igennem det kakofoniske virvar, der er bandets kaotiske d-beat. Til tider føles det lidt, som om bandet kun er blevet enige om en løs ramme for musikken og derefter har besluttet sig for bare at spille løs og udgive resultatet, men netop dette organiske kaos er ekstremt givende at lytte til. Det er råt, garagebaseret og kødeligt i sit udtryk, men levner stadig plads til interessant eksperimenteren. Mest gennemtrængende er dog nok Beyer. Åbningen af ‘Human Expression’ er sjovt nok næsten umenneskelig i sin lyd og viser store dele af sangerens spændvidde. Samme sang byder på en skærende psykedelisk minisolo. Fuld smæk på.
