“Hvadetfornogetpsykotegningduharpåarmenmand? Erdusånenrigtigpsykohva?”
Decorticate vil slås. Det er der så mange hardcore-bands, der gerne vil give indtryk af, at de vil, men Decorticate er ikke bare kommet for at give krammere og spille smarte. De er klar til at tage imod og give igen. Og ham nede bagved i sofaen skal fandme bare sige til, så rykker vi.
Selvfølgelig er det attitude, selvfølgelig ville det ikke være fedt, hvis Decorticate reelt var en samling scooter-hjerner helt bimlede af snitter og prinsessebenzin. Men de spiller den eddermame troværdigt, når bassisten Adam braldrer op om, hvor lamt publikum er, hvor vildt imponerende det er, at vi kan være endnu mere wack end København, når han stikker guitaristen David en lussing midt i en sang, eller når han tager publikum ud én efter én for, hvor latterlige nogle posere, vi er.
Det ville selvfølgelig ikke være nær så fedt, hvis ikke Decorticate også samtidig spillede en lige så voldsom og edderspændt tændt powerviolence. Det illustrerer Speedpik rigtig fint inden Decorticate. Speedpik har et navn, der på én gang indikerer udknaldethed og uduelighed, de har en sanger, der er en jysk udgave af Jens Franco, og de kommer fra Horsens. Det sidste vinder de point på: Det er vildt nok at være fra Horsens og spille så elendig en smadder-hardcorepunk halvoffentligt.
Halvoffentligt, fordi vi er i Odenses nyeste undergrunds-spillested og smugkro, Svendsgade 3. En godt ramponeret gulstensvilla på en sidegade til ringvejen, hvor Alexander fra Fragile Masculinity bor sammen med tre andre og er begyndt at lave shows i kælderen til stor glæde for naboerne, der på den måde får adspredelse fra at brokke sig over letbanen. Bandene spiller på baggearet, bajerne koster en tier, og du kan pisse nede i buskene, for der er kun ét toilet, makker.
Det er den perfekte setting at spille i for et band som lokale Extended Suicide, mere naturligt end sidst jeg så dem på Posten: 40-50 mand stuvet sammen i en kælder giver en anden vibe end 60-70 stykker spredt ud over et regionalt spillested. For at pakke os endnu tættere, bliver bassisten Rafael ved med at rykke sit mikrofonstativ frem mod os og vælte ud i os, mens David fra Decorticate er rykket om på den anden side af mikrofonstativet og agerer igangsætter på dansegulvet. Det er ikke, fordi Extended Suicides grindcore som sådan er helt vildt skarp, heller ikke i aften, men den er glimrende at danse til, og Nicolei på guitar synes også, vi er nogle idioter, der står for stille, så den glade, aggressive stemning bliver holdt.
Whoresnation, der er kommet hertil fra Frankrig, spiller til gengæld springknivskarp grindcore. De kommer fra Besançon, som jeg ikke anede, hvor var henne, men en hurtig googling viser, at det er et hotspot for BMX, og det giver på en måde utroligt god mening. I hvert fald har jeg et trykket ribben og en forstuvet finger, da de efter 20 minutters tid har rykket hele kælderen rundt. Manner, hvor er det fedt! Og overhovedet ikke intimiderende, bare alpinsk, gemytlig voldsomhed.
Whoresnation vil ikke slås, Whoresnation vil bare slå sig og rive os andre med i faldet. Det er perfekt.
