Underwerket er en kælder i Valby. Fredag aften var den fuld af støj.
Det var et tungt lineup, der fyldte den lille, men åh så vigtige Valbykælder fredag aften. Den kælder, der trods sin ringe størrelse, har lagt scene til så mange vigtige bands i undergrunden gennem tiden. Spanish Love Songs, The Menzingers, Jeff Rosenstock og mange flere har været forbi, og denne aften havde den fynske punkfestival overtaget for at føje endnu et hak til Underwerkets sengestolpe.
De canadiske noise rock-giganter i Ken Mode indledte nemlig første af tre danske datoer i København.
Først skulle vi dog varmes op. Det var der to skud i bøssen til at gøre, hvoraf kun det ene ramte plet. Det andet eksploderede nok nærmere i kammeret. Men lad os starte i den gode ende.
Musikalsk Dresden
Det var aalborgensiske Kollapse, der skulle åbne ballet. Og det var ganske velvalgt. Som vi nævnte, da vi forleden anmeldte den nye KEN Mode, landede vores tanker med det samme på selvsamme aalborgensiske trio.
De skuffede langt fra. Det er som regel en indadvendt oplevelse at opleve dem, men det var som om, den lille scene på Underwerket gjorde noget rigtig godt for dem. For som altid spiller de primært for hinanden, men det, at vi kunne stå stå tæt på og opleve det, gjorde at vi følte os inviteret lidt mere ind i det tætknyttede fællesskab, der eksisterer mellem Peter Clement Lund, Peter Drastrup og Thomas Martin Hansen.
Alle tre er uovertufne når det kommer til instrumentaliseringen. Det er en fryd at se Drastrup på et trommesæt, også selvom det er neglebidende, hvor hårdt han slår. Man føler konstant at skindene er sekunder fra at sprænges, ligesom det hele tiden føles som om desperationen er ved at kamme over, når de følger os gennem deres hårde og bastante atmosfæriske sludgemetal, der føles så tidssvarende, selvom genrens heyday efterhånden ligger femten år tilbage i tiden. Den voldsomme spillestil føres også over til bassist Thomas Martin Hansen, der hiver vildere i de tykke strenge end det ses hos hans instrumentfæller i andre bands.
På et tidspunkt indledes et sample, der lyder som bomber, der langsomt falder mod jorden. Ødelæggelsen rammer, når musikken starter igen, og deres buldrende tyngde føles altødelæggende. Kollapse har endnu ikke spillet et dårligt show, og det gjorde de heller ikke denne aften.
Det gjorde til gengæld deres efterfølgerne i Fange, der spiller en industrialinfunderet type sludge, der vakte begejstring hos dele af publikum, mens andre, som undertegnede, gav dem en fair chance, men havde svært ved at finde noget konstruktivt at sige. Så vi springer elegant over.
Crazy eyes
Vi var til gengæld på pletten, da det canadiske noiserockhovednavn indtog scenen kort efter. Det største – måske eneste – problem ved denne optræden, var da også opvarmerne inden, der for vores vedkommende i højere grad havde kølet os ned, så energien ikke var helt i top, og eftergivenheden måske også var mindre end den kunne have været.
Men KEN Mode var et godt band og spillede en solid koncert.
Brødrene Matthewson spiller begge intenst. Der var også lagt i kakkelovnen til noget voldsomt, da vi så, at Shane Matthewson ikke blot havde iført sig ørepropper, men et helt sæt høreværn. Det er et godt tegn, når trommeslageren ved præcis hvor voldsomt det kommer til at gå for sig.
De fleste af os har efterhånden forstået hvordan KEN Mode lyder, men det er noget ganske andet at se det. Jesse Matthewson i front er iklædt en t-shirt med den enkle tekst “No.” og kaster sig helt ind i rollen som vanvittig nihilismeprædikant med bravur. Men her kommer vores manglende engagement ind i billedet. For Matthewson giver den fuld gas på skøre øjne, og selvom det fra starten virker medrivende og ægte, bliver det hurtigt til en gimmick. Endnu mere når han poserer om Jesus med nedadvendte tommelfingre eller gør korsets tegn foran sig og derefter fører den ene hånd over sin hals med dirrende muskler.
Det bliver for meget og for fjollet, men det handler nok i høj grad om, hvad vi var indstillet på at tage i mod.
KEN Mode var dog musikalsk fremragende. Bassist Skot Hamilton i venstre side var opslugt i sin egen optræden og skruede op for intensiteten hele vejen igennem aftenen. Det samme kunne siges om saxofonist og og synthspiller Kathryn Kerr, der løfter koncerten til nye højder med sit groteske blæseinstrument.
Saxofonen har et – ofte velfortjent – dårligt ry. Enten på grund af dens plads i jazzmusikken eller dens rolle som primært instrument i softcore-pornografi. Det var dog ikke, hvad Kerr gav os. Det var vanvid, hele vejen igennem, og det understregede den voldsomme og maniske stemning i langt højere grad end Matthewsons tossede øjne.
Sidstnævnte var bedst, når han fokuserede på musikken, for eksempel da han skiftede sin seksstrengede ud med en basuitar, og vi fik et utroligt tungt stykke musik, med to af de firestrengede.
En turné er en vanskelig størrelse. Mange hensyn skal tages, og der er meget, der skal gå op i en højere enhed. Men det er altid ærgerligt, når samspillet mellem hovednavn og opvarmere ikke fungerer. Vi foretrak Kollapse fremfor Fange, og for vores vedkommende, kunne vi sagtens have undværet en time i midten.
