Heilung er taget på den sidste tour i den form, som vi kender dem i dag. Med sig som opvarmning har de Eivør, og det er en iskold, nordisk cocktail.
Aarhus Kongresscenter summer. Salen er pyntet med grene og genlyder af fuglekvidder. Publikum er ved at indfinde sig, størstedelen i overordentligt god tid, og flokken er broget, som man sjældent ser det. Der er sorte T-shirts, overraskende mange i kilt og historiske, groftvævede klæder, som man bar dem, før Svend delte sit skæg i tvende dele.
Færøske Eivør spiller et forholdsvist kort set som opvarmning, og den beskedne længde føles næsten skør qua den kæmpe fucking rockstar quality, hun emmer af. Mens den sorte kappe og det lange, lyse hår bølger sig rundt om hende, overvælder hun publikum med en vokal, som med lethed spænder overbevisende over 1500 års skandinavisk tradition. Teksterne er på modersmålet, men hun småsnakker med publikum mellem numrene fra scenen på dansk med kun en næsten umærkelig accent. “Du er så smuk!” råber én fra publikum, og der udbryder lidt spredt latter, men samtidig er der en kollektiv accept af udsagnet. Eivør balancerer et lokkende mørke med en guddommelig kraftfuldhed, som jeg kun har set kvinder gøre det. Hun fremstår mytisk i sin performance, som legemliggør hun skandinavisk historie gennem sin vidunderligt rørende indlevelse. Egentlig er det Heilung, som har anvendt den engelske frase “amplified history” om deres optræden, og alligevel virker det uendeligt passende, også her. Jeg forestiller mig, at publikum vil erklære sig enig med mig. I hvert fald fremstår de henførte og troldbundne af oplevelsen, og endvidere tyder andelen i kilt eller middelalder-outfit også på en vis modtagelighed på forhånd, og det hjælper naturligvis også, at Eivør medbringer sig et fantastisk velspillende band, fuld af bevægelse og indlevelse.
Op til fredagens koncert har jeg i et par uger krydset fingre og håbet på, at jeg kunne få lov at opleve ‘Trøllabundin’ opført live – en mesterlig komposition – og jeg blev ikke skuffet: Det er en af de stærkeste performances, jeg har oplevet. Den rene, nordiske vokal og strubesangen udgør en pragtfuld kombination akkompagneret af den traditionelle, håndholdte tromme, som hun på en måde bevæger sig rundt om. Skuldrene hæver og sænker sig rytmisk, mens hun frembringer lyde, der virker forbeholdt det overmenneskelige. Det ledsages af et vildt blik, mens hun hæver og sænker armene, åbner og knytter hænderne og fastholder vores sjæl undervejs.
Jeg er ikke den eneste, som har en stærk oplevelse. Koncerten resonerer tydeligvis stærkt med publikum – og særligt ser jeg mange kvinder, som har svært ved at stå stille. Det er vanskeligt at lave en beskrivelse, som kommer en oplevelsen helt nær, men det er tydeligt, at Eivør lykkes med at formidle en urkraft, som deles i øjeblikket. Jeg mangler ganske enkelt et dækkende ordforråd, uden det kommer til at virke fortærsket og banalt i sin beskrivelse, men det er et øjeblik med ren, uforfalsket transcendens.
Der er naturligvis forskellige tilgange til forskellige genrer, og hvad der berører den ene, er ikke selvskrevet lige sagen for den næste. Dette gælder også for Selvtægts redaktion, og de er heldigvis altid klar til at bringe en helt ned til jorden igen, hvis man flyver for højt på de udskældte genrer; og således blev min beskrivelse af den oplevelse hurtigt til et meme i redaktionens gruppechat. Tak for det, venner.
Eivør fremstår ydmyg og oprigtig på scenen. Hun nyder tydeligvis det, hun laver, og har det fedt undervejs. Koncerten afsluttes med en kæmpe applaus, og efter de har bukket for os og taget imod vores hengivenhed, træder hun et skridt frem og samler en ring op, som hun har tabt undervejs, inden hun vender sig og følger efter de andre ud. Fortryllelsen er brudt, og der er ingen tvivl om, at jeg netop har oplevet årets hidtil bedste musikalske oplevelse.
I pausen inden Heilung går på, trækkes tæppet for scenen, mens der rigges til. Salen fyldes med fuglekvidder, og der er heldigvis god tid til at nå i baren, som opererer usandsynligt langsomt. Hele Heilungs optræden er bygget op rundt om illusionen om det fremførte ritual, og de lykkes godt med at transformere scenen til en skov med en mængde af træer, en dygtig mængde røg og en tilpas grøn belysning, mens de træder ind på scenen, de fire verdenshjørner påkaldes, og gamle guder anråbes på oldnordisk.
Fra publikums side er der stor forståelse og tålmodighed med det ritualistiske som indledning til koncerten, de første fem minutter går uden så meget andet end en nysgerrig – og for nogle høflig – interesse i at betragte ritualet; et antal messer endda fra publikumsrækkerne, hvilket skaber en interessant synergi med det, der foregår.
Kai Uwe Faust, Maria Franz og Christopher Juul træder frem mod scenekanten. En øredøvende tone blæses an, publikum jubler, og nu begynder det.
Om Heilung er musik eller teater, er jeg ikke helt klar over, og jeg har heller ikke travlt med at skelne, men den samlede performance indeholder lige dele af begge. Det er velkonstrueret og forstår præcis, hvilke patosknapper der skal trykkes på at at ramme os lige i hjertekulen – der, hvor vi allermest mærker, at det klinger sandt i vores vikingebeslægtede sjæl (hvor mange led kan det slægtskab alligevel ligge tilbage?), og som ritualet nærmer sig sit crescendo, følger publikum med, rammer det første klimaks sammen og forløses i en applaus, som man har ventet et helt dirrende kvarter på at kunne levere.
Norske Maria Franz har en helt særlig fremtoning, når hun optræder med Heilung, og som taget ud af et sagn står hun der med sorte tårer, som pibler frem under masken, der dækker hendes øjne og med geviret, som kroner hendes hoved. Hun rammer toner i sit skrig, som føles overmenneskelige. Det virker, som om det netop er, hvad søges, og adskillige elementer understøtter netop den overmenneskelige fremtoning undervejs. På lydsiden bevæger vi os fra, hvad der lyder som dyreknurren eller anden form for naturalistiske onomatopoietika til en messen, der trækker paralleller til den østlige “om-chant”.
Fuldstændig centralt i lydbilledet står dog det rytmiske, og jeg opgiver at tælle, hvor mange forskellige slags trommer der er til stede på scenen. Hvor det særligt var kvinder, der bevægede sig til Eivør, bemærker jeg, at det især er mænd, der har svært ved at stå stille til Heilung; særligt når det bliver tungt og rytmepræget. Det bliver ikke mindre udtalt, da krigerne med et traditionelt hyrdekald bringes på scenen – en stor del af koreografien for den samlede optræden udgøres netop af denne gruppe malede mænd og kvinder bærende på skjolde og spyd.
Herfra vender Faust sig fra publikum for at adressere krigerne og opildne til kamp. Hvis læseren her bemærker, at der er temmelig få henvisninger til de enkelte sange koncerten igennem, er det helt korrekt. Selvom jeg måske nok kan skelne et par af Heilungs numre fra hinanden, lægger koncerten på ingen måde op til andet, end at det er en kontinuerlig oplevelse uden særlig skelen eller fremhævelse af de enkelte numre. Det ene nummer glider over i det andet og deler flere fællestræk med teaterforestillinger end typiske koncerter.
Koret er skiftevis ubevægeligt og i bevægelse til rytmen, og scenens træudsmykning ryster og vajer, mens bersærkergangen udfolder sig på scenen med krigerne i højsædet. Trommeslageren, der står nærmest den gigantiske, udspændte tromme, hamrer løs på den, mens han hopper højere end menneskeligt muligt i sin krigerdans foran den.
Indimellem træder krigerne frem og fremfører koreograferede skjolddanse. Scenen er behængt med mikrofoner, som kan opfange de naturlige lyde, og sådan bliver krigernes klap, brøl, hamren spyd mod skjoldene og messen, mens de ærbødigt løfter ansigtet en del af det samlede lydbillede for hele salen og ikke kun de få, der står forrest blandt publikum.
Hvad der på afstand ligner en tilfældig tilsmudsning af krigerne i teatermakeup, viser sig på nærmere hold at være udgjort af en omhyggelig helkropskrigsmaling med udførlige mønstre i mørkt og store, hvide runer i det yderste lag. De viser sig at få en mere fremtrædende rolle senere, da UV-lys får både runer og det hvide i deres øjne til at gløde med en imponerende, uhyggelig og vættelignende fremtoning som følge. De er imponerende – og et af de elementer, som resonerer dybest blandt publikum. De trækker både tilråb, engageret indlevelse og seriøs applaus.
Heilungs koncerter er en kavalkade af musikalske, lydlige og visuelle indtryk. Imponerende er også, hvordan samtlige medvirkende på scenen excellerer i indlevelse i alle aspekter af den fælles optræden. Således oplever man konstant det samlede begivenhedsbillede, uanset hvorhen på scenen man vender sin opmærksomhed. Korvokalerne smyger sig ind og ud af hovedvokalerne i et imponerende antal lydlige lag, samtidig med at der udfolder sig et konstant narrativ på lige fod med den musikalske oplevelse. Artefakterne er de væsentligste bestanddele i fortællingen – det handler om overlevelse, må vi forstå, hvorfor anråbelsen af guderne er på sin plads. Dybest set er det jo, uagtet om det handler om høstens eller krigslykkens udfald, de samme magter, som hersker. Det er det, vi får et kig ind i, når horn, trommer og andre ikke så genkendelige genstande bæres ærbødigt rundt på scenen og placeres omhyggeligt forskellige steder. Det er den generelt herskende omhu, der forstærker følelsen for tilskueren af at blive henført til en svunden tid fyldt med kraft og forbundethed. Heilung er et fænomen, som med al tydelig viser os, at vi ikke er færdige med at beskæftige os med vores fælles, forstærkede historie endnu.
Jeg ser flere lægge hovedet på skrå, mens de betragter, hvad der foregår på scenen – som hører og forstår man bedre, hvad man bevidner ved den bevægelse. Det er et fint billede, for Heilung ligger hinsides den moderne, intellektualiserende forståelse af moderne liv og graver i stedet efter den intuitive, arketypiske følte forståelse af vores rødder — hvem vi var, og deres formidling transcenderer historie og bidrager til en forståelse af, hvem vi er.
Skal man udpege noget negativt, så bliver det, at materialet ender med at blive en anelse repetitivt, når vi har været i gang i over to timer. Der er ikke nogen metaltræthed at spore på scenen. Det er ikke første gang, jeg ser Heilung live, og deres performance har i store træk de samme bestanddele med denne gang, som jeg tidligere har set. Dog fremstår de ikke andet end 100% investerede hele vejen igennem. En hel del blandt publikum fejlvurderer længden på koncerten og bevæger sig mod garderoben, da de tror, koncerten skal til at slutte blot for at kunne erfare (såfremt de ikke forlader bygningen), at den fortsætter – og for nogles vedkommende en hel time endnu.
Den samlede koncert bærer præg af en balance mellem elegance og voldsomhed, mens vi veksler mellem sarte, skingre og lette lydbilleder til andre dele, som er ritualististiske på den der bestialsk dystre måde, hvor man ikke ville blive oprigtigt overrasket, hvis en menneskeofring var på programmet. En umulig trance opretholdes på det afsluttende nummer, ‘Hamrer Hippyer’, som fortsætter ubønhørligt i højt tempo på alle parametre, inden nummeret endelig slutter, og en afsluttende ceremoni markerer, at det er forbi. Sigende for oplevelsen vender Heilung sig ikke her mod publikum, men i stedet hinanden i en cirkel for at afslutte ritualet i stilhed. Det afgørende er ikke at modtage en applaus, men at afslutte, hvad man har påbegyndt. Cirklen afsluttes i et kraftbrøl, og publikum spejler det. Og så kan vores påskønnelse anerkendes. Det er forbi – i hvert fald som vi kender det. Efter touren her går de i hiatus, og der er ingen garanti for, at de dukker frem igen i samme form.
