Metallica gæstede Parken i midten af juni som et led i deres aktuelle verdenstour. Danmark elsker de bløde thrashkæmper nok til, at medierne har haft helt tjek på hvornår James Hetfield har gæstet en bestemt guitarbutik eller siddet med en cigar, hørebøffer og en bog foran D’Angleterre, samt at Lars Ulrich har tabt 16 kilo og at hans fars hus i Hellerup er sat til salg. De er big business. Men er de stadig relevante at blive ved med at opleve? Selvtægts to udsendte tog afsted til “No-repeat weekend” for at diskutere det.
Aino: Bjørn, vi er født i forskellige årtier, men fælles for os begge er, at Metallica ikke ikke har eksisteret mens nogen af os har været til. Over 40 år på scenen, det er massivt, især når man stadig udgiver albums og tager rundt på turneer med billetpriser på 800+ kr. Hvad skal vi forvente os?
Bjørn: Jeg tænker lidt på det at skulle ind og se Metallica som at tage på museum.
Aino: Den kan jeg godt følge. Og måske er der lidt med, at man gerne vil nå museet inden lukketid, de nogen-og-fyrre år taget i betragtning?
Bjørn: Det er klart et element af FOMO i den retning, ja.
Aino: Men vi snakker til gengæld nok snarere noget á la den Hirschsprungske samling når det er Metallica i 2024 end for eksempel en tur på Arken, ikke? At have en klar forventning og få krydset listen af snarere end at tage en risiko med ny kunst. Men det rejser selvfølgelig også spørgsmålet om, hvilken relevans vi ser i dem?
Bjørn: Det korte svar er, at de er verdens største metalband. Sådan, helt generelt. Når jeg tænker på de andre store thrashbands som eksempelvis Megadeth eller Slayer, er hele præmissen, at det skal gå hurtigt. Metallica giver sig selv plads til også at blive mere rockede. Der er lidt mere groove og lidt tungere passager, og det tiltaler nok den brede appel. Man headbanger mere til guitaren end til trommesnaren.
Aino: Det er en god pointe. Og så har de excelleret i 80’erne, hvor der har været nok at være vred over som et ungt menneske, med at få skrevet pissecatchy sange, som har fanget et ungt publikum ikke kun i USA, men på tværs af grænser. Det er ikke fordi, det var usædvanligt at være vred i thrash i 80’erne, men forskellen er, at vi stadig kan synge med på Metallicas numre. Jeg synes faktisk, helt oprigtigt, at eksempelvis ‘Ride the Lightning’ er ældedes helt eminent godt. Den lyder ikke bedaget, når man sætter den på i dag.
Bjørn: Meget Metallica er jo egentlig ældedes godt. Det er vel netop i kraft af den kvalitet, at de kan ses som det museum, hvor man tænker, at man godt ved, hvad man får, når man tager ind og ser det. Men hvad var din oplevelse med Metallica i Parken? Også i forhold til de opvarmningsband, som Metallica havde slæbt med på turnéen.
Aino: Jeg var der kun den første dag, og var på forhånd spændt på “no-repeat”-præmissen, apropos hvad vi talte om med FOMO. Min helt overordnede oplevelse var, at jeg fik præcis, hvad jeg havde forventet fra Metallica, og at opvarmningen var lidt en anden sag..
Bjørn: Jeg er enig. Jeg spurgte også mig selv: er det overhovedet nødvendigt med opvarmningsbands til Metallica? Jeg forstår det sagtens til mindre, lokale shows. Men Metallica? Helt ærligt, er det nødvendigt?
Aino: Jeg er faktisk heller ikke sikker. Jeg synes med fordel, man kunne spille et tre timers sæt med en pause i midten i stedet, men det ved jeg jo heller ikke, om de kan holde til længere. I hvert fald fremstod Architects dybt fejlcastede. De vidste ikke, hvordan de skulle fylde scenen ud, uden det lignede en gåtur om søerne med en mikrofon, en bas eller en guitar med akavede stop undervejs. Det ene ben på et trappetrin har bare ikke samme panache som en monitor når det kommer til power poses. Frontmand Sam Carter gjorde ikke noget bedre, da han tog sin seje metalcorelæderjakke af for at afsløre en FCK-trøje. Hele arenaen genlød af buhen – det gad folk ikke. Selv ikke det kejtede forsøg på at trække i land og erklære Manchester kærlighed vandt folk tilbage. Her troede Carter ret tydeligt, men fejlagtigt, at han lavede et godt move. Det troede han også hen imod slutningen af koncerten, da han beordrede circle pits rundt om søjlerne på gulvet, og folk blev stående stille. Men okay, så var der noget andet at fokusere på end generisk core mens vi ventede. Var det bedre søndag?
Bjørn: Jeg var der jo begge dage, og er enig i hvad du siger om Architects. Jeg var ret overrasket over Ice Nine Kills om søndagen, der virkede som en fejlcast til Metallica. Men det, de havde, var egentlig meget fint. Jeg ville ikke have haft noget imod en håndfuld numre mere, og det siger meget for mig, når der er tale om metalcore. Præmissen var sjov. Jeg var godt underholdt under Five Finger Death Punch, men det var fordi det var så kikset og ringe. Forsanger Ivan Moody sang elendigt, men havde styr på showmanship i sin opvarmningsrolle over for hr. og fru Danmark. De kender ikke nødvendigvis alle ‘koncertklicheerne’, så de har formentlig haft en udmærket oplevelse med dem. Jeg havde hellere været opvarmningen foruden.
Aino: Jeg får til gengæld stadig gåsehud hver gang ‘The Ecstasy of Gold’ spilles under introen til Metallica-koncerter. Havet af mennesker på gulvet, der blev kødfarvet, da alle armene kom i vejret. Her kunne vi mærke, at vi var til stede – lige dér – i et fællesskab. Stadionkoncerter er lidt noget for sig selv. Det er hele Danmark i stue sammen med alt fra børn og ældre kvinder til den midaldrende dude lige foran os, som security måtte have med ude en tur efter en kop kaffe og et glas vand, fordi han svajede så faretruende allerede under opvarmningen, at der var reel risiko for personskade. Der duftede både af popcorn og indsmuglede grønne varer. Der var show, og Parken kunne lide det. Metallica kan samle generationer og segmenter, metalhoveder og folk, som ingen anden berøring har med metal end den dosis thrash, de får her. Det betingede også, hvor energien toppede og dykkede, ikke ulig forventningsrammen. Når der kunne synges med på ‘Harvester of Sorrow’ eller ‘Nothing Else Matters’ var det kogende, men ramte vi ‘Hit the Lights’ eller titelnummeret fra den nye ‘72 seasons’ var vi langt fra den begejstring. Den brede masse ville have hits, ikke nyt materiale eller “deep cuts”.
Bjørn: For en rutineret Metallicafan har ‘Hit the Lights’ helt sikkert været et fedt nummer, men for hr. og fru Danmark blev “deep cuts” eller de nye numre som ‘If Darkness Had A Son’ og ‘Shadows Follow’ mere til “hente-øl-tid”.
Aino: Hvad synes du i øvrigt om “Kirk & Rob-jam”?
Bjørn: Jeg kunne ikke rigtig andet end at sukke, da det gik op for mig, at vi skulle igennem endnu en tur søndag. Det må de godt undlade næste gang. Og næste gang igen.
Aino: Hvis vi skal være søde, så var det hyggeligt og forholdsvist legesygt, men det emmede jo af, at der var behov for pause til Ulrich og Hetfield. Det er der sådan set heller ikke noget odiøst i, for hvis man forventer at tage til en Metallicakoncert for at opleve en genopførelse af noget, de kunne præstere for 30 år siden, så har man ikke forstået præmissen for, hvordan tingene udvikler sig når man har haft den mængde år på scenen. Men hvorfor så ikke bare have en egentlig pause? Spille et par klip fra en gammel Metallicadokumentar på storskærmene og tage fem minutter?
Bjørn: Jeg synes til gengæld, det var fedt at se, hvordan et nummer som ‘Nothing Else Matters’ i så høj grad kan være et nummer, der forbinder publikum på tværs af generationer.
Aino: Var der nogen af den slags numre om søndagen?
Bjørn: Søndag startede med ‘Whiplash’, ‘For Whom the Bell Tolls’ og ‘Ride the Lightning’, hvilket alle er ansete Metallica-numre, men specifikt ‘For Whom the Bell Tolls’ var måske det nummer, hvor der var mest sammenhold i Parken. Yderligere var alle de fire sidste numre søndag generelt vanvittige. Og så må jeg sige, at ‘Moth Into Flame’ er et sindssygt godt nummer helt generelt, som fungerer endnu bedre live og endnu bedre pyroteknik. ‘Fade to Black’ var det mest monumentale overhovedet fra begge koncerter. Det her var højdepunktet. Og jeg synes det fungerede så godt, fordi det er igen et nummer, hvor man kunne mærke sammenholdet på tværs af generationerne. Her fik vi også Hetfields sædvanlige tale om selvmord – som jeg synes er vigtig – men fordi man gennem årene har været så meget nede og dvæle i Hetfields mørke, begynder det efterhånden at føles som noget, der bare skal siges, fordi sangen handler om det, den gør.
Aino: Nu siger du sædvanlig; jeg savnede faktisk at høre mere til Lars Ulrich undervejs i koncerten fredag. Det var faktisk sådan en ting, jeg havde forventet – han plejer at være lidt mere fremme og lidt mere kæk, når de spiller i Danmark. Det kan godt være, dem der stod i “Snakepit” havde en anden oplevelse med mere nærvær, men det kræver trods alt heller ikke lige så meget at være nærværende over for dem som for et helt stadion. Det kan godt være, det er lidt corny, men der er sådan et form for nationalt aspekt i det; det er vores Lars, der sidder deroppe!
Bjørn: Han var mere på søndag. Jeg synes helt generelt, at søndagen fungerede meget bedre hele vejen rundt. Setlisten var bedre, bandet virkede mere tjekket og på, lyden var højere og bedre, og publikum var bedre til selv at starte stemningen. Der blev virkelig sunget med, helt uden at nogen behøvede at spørge om det. Selv guitar- og basstykkerne på ‘For Whom the Bell Tolls’ blev der sunget med henover.
Aino: Det er vel præmissen når setlisterne er forskellige. Mere vigtigt er det måske, at overveje, hvad konklusionen så bliver. Jeg blev ikke skuffet, men heller ikke overrasket. Metallica cementerede endnu en gang, at de er en kæmpestor og samlende kraft, og det synes jeg, er vigtigt. Når Kasper på 9 år ser thrashkæmperne på skuldrene af sin far, støtter de den levende scene, og det kan meget vel være en vigtig og formativ gatewayoplevelse, som betyder at der om 5-6 år er en ny, selvstændig støtte til metalscenen i Kasper. Det går på en måde godt i tråd med den position, Metallica har og har haft. De venner, jeg har talt med, som har lyttet til Metallica i deres teenageår (for efterhånden 15-20+ år siden) fremhæver alle, at selvom de måske ikke har et aktivt og kærligt forhold til bandet i dag, så har de været vigtige i deres ungdom, og ikke mindst i forhold til at opdage anden, og mere ekstrem, metal. Det tror jeg stadig, de kan. Og det kan stadig noget.
Bjørn: Det synes jeg, du har ret i. Metallica er et godt gatewayband. Om man kan lide dem eller ej. Og jeg tror også, at de kan være en øjenåbner for mange unge fans til liveshows helt generelt. Det håber jeg i hvert fald er tilfældet. Metallica fik nemlig cementeret sig som Metallica. Hvad man synes om det, må være op til en selv. For mit vedkommende fik jeg begge de ting, jeg regnede med, da jeg “tog på museum for at se Metallica”. Førstedagen var skuffende, men stadigvæk overvældende, og andendagen var generelt bare overvældende, fordi Metallica er så store, som de er.
Til deres fordel var det musikalske også mere med dem på andendagen. Hvis jeg havde set et band af samme kaliber, som ikke var Metallica, så tror jeg, at jeg havde været skuffet. I hvert fald hvis man kigger på det musikalske på førstedagen. Det, der gjorde førstedagen simultant overvældende og skuffende, var deres legendestatus. Overvældende, fordi det var Metallica og skuffende, fordi de konsekvent ikke spillede tilfredsstillende. Fjerner man det grandiose i deres legendestatus og lader livemusikken stå alene, har man et helt andet produkt. Dog vil jeg mene, at de stadig kan musikalsk uden at skulle læne sig op om navnet “Metallica” som sikkerhedsnet. Det var i hvert fald min oplevelse på andendagen. Man tager dog en risiko ved at betale Live Nation-priser for at tage ind og se Metallica. Jeg ved ikke, hvor meget længere de holder – eller om de burde blive ved meget længere – men jeg forstår godt, hvorfor der er så mange, der stadig gerne vil se dem. Man kan så spørge sig selv, gad man se dem, hvis de udelukkende spillede nyt materiale?
Aino: Nej. Det gad man ikke.
Karaktereren er en helhedsbedømmelse af begge koncerter
