Poppunk er naturligvis en genre, der forbindes med ungdom. Blandt de ældste af os både vores egen, faktiske ungdom, men også fordi den modsat hardcore punk bare altid kommer til at virke mere optaget af at være elsket. Det samme gør sig gældende for Trophy Eyes, der i aften spiller i Pumpehusets lille sal – i stærk kontrast til en proppet scene på Slam Dunk Festival i 2023, hvor jeg sidst så bandet.
Bandet er plaget af uheld. Til selv samme koncert på Slam Dunk nåede bandet kun at spille et par sange, da de havde lydproblemer og programmet kun efterlod 5 minutter imellem optrædende. I april i år fik en fan, til et show i New York, en så slem en skade, at forsanger John Floreani lukkede koncerten ned og fulgte den ilde tilredte fan på hospitalet.
I aften lyder det, at koncerten knapt har solgt nogen billetter, og lidt over 30 mennesker står tilmeldte på Facebook. Ikke desto mindre endte salen med at være godt fuldt allerede da opvarmingsbandet Split Chain underholdt med en blanding af ”Basement møder Deftones” – dog plaget lidt af hvad, der virkede som nerver og blandede lydforhold.
I mellem skyder jeg et billede af mikrofonen der er sat klart til Fiorelli, for den står komisk og flagrer to meter oppe i luften. Det er dog hurtigt tydeligt, at det er nødvendigt for at nå den australske kæmpes hoved. Et hoved, der, både i fysisk og metaforisk forstand, befinder sig en smule i skyerne.
Fiorelli virker på alle måder til at være en god fyr. På mange måder en sangskriver, der minder mig om Brand News selvreflekterende og selvhadende lyrik. I modsætning til Brand News Jesse Lacey lader det til, at Fiorelli kalder sig selv en større idiot, end andre folk kalder ham. Ikke desto mindre kan man i nogle af sangene, som han også synger i dag for et ungt, mandligt publikum, godt forurolige en lidt. For eksempel på ’Heaven Sent’ fra bandets andet album ’Chemical Miracle’. Et par blandt publikum synger i hvert fald på en måde lidt for profetisk med på linjerne ”So stay away from me. Now that you know what kind of man I can be. Breaking hearts is second nature to me. I’ll step over you just to get what I need”. Det er langt fra den mand, der tager med en fan på hospitalet.
På den anden side står der en mand på scenen, der synger ’Blood, sweat and tears, microphone chips in my teeth. I bled for you because you believed in me. It’s who I am it’s what we share underneath. And what a spectacular view, yeah, that I had of you’ til sit dedikerede publikum.
Det kan blive svært at gøre sig helt klog på, hvordan aftenens koncert gik. Bandet var trætte og ankommet fra Belgien med for lidt søvn i bagagen. På den anden side er Fiorelli en bedårende skikkelse, som han står og små-danser for sig selv til sangene fra bandets seneste udgivelse “Suicide and Sunshine’. Det er på den ene side alt for ”on the nose” at være et pop-punk band i 2024, der synger om at forlade sin hjemby. På den anden side er Trophy Eyes frontløbere for den næste generation af genren med en spændende elektronisk underlægning på f.eks. ’Figure Eight’ eller ’Blue Eyed Boy’. Det er et blik ind i en hærget sjæl, men på andre måder klart, at bandet ikke ønsker at give en blanco-check til dårlig opførsel, som genren tidligere har været præget af.
Trophy Eyes har noget tryllestøv, der virkelig kan tage dig med til Neverland. Riffene sidder i skabet, skønne melodier og lyriske hooks om andre typer tryllestøv: ’Thanks to everyone that bought tickets to my shows. I put all the money that you spent right up my nose’. Og på trods af den ofte lidt sjove eller alt for direkte udstilling af en ødelæggende og altoverskyggende depression (haha /s), så kan jeg ikke lade være med at føle mig for en aften sådan lidt fanget i kviksandet af løftet om evig leg og aldrig at blive voksen, sammen med De Glemte Drenge i James Matthew Barries historier om Peter Pan. Jeg er ikke sikker på, om alle de voksne drenge her i aften er helt klar over, at historien om Neverland, eller Aldriglandet ikke er en historie om et Paradis, men et sted hvor man bliver glemt.
