For få dage siden havde vi premiere på Skt. DeLarges seneste single ‘LILLESPEJL’, og derfor var det oplagt for os, at vi også fik set manden bag projektet, Sebastian Toft, i Amager Bio dagen efter. Han spiller nemlig som opvarmning til Danny Brown, hvilket bestemt ikke er en ting, som alle får lov til.
Det er allerede lovende fra start, når live-trommeslager Gustav Brønnum, træder på scenen i Vulvatorious-trøje og frontmand Toft træder på scenen i en SYL-tanktop. Og det er lige så lovende, når Toft begynder at rappe komplementerende til trommerne og det elektroniske backingtrack, der allerede fra start formår at få Amager Bios gæster til at bevæge sig frem og tilbage i takt til nummeret.
Det er fedt, hvor meget Toft bærer det hele selv. Lydbilledet fremstår nemlig ofte simplistisk, hvor vokalen bærer det hele og sørger for al gennemslagskraften. Det føles ikke overskrevet, eller som om Toft har prøvet at få så mange virkemidler som muligt presset ned i ét nummer; det virker mere som om, at han har fuldkommen styr på hvilke ting, der fungerer godt til diverse passager, samt hvordan han skal tilføje tryk på sin vokal på bestemte taktslag, så det bidrager mere til musikken som helhedsbillede. Eller hvornår han skal lade følelserne tage over, som i slutningen af ‘TANDHJUL’ hvor han på desperat manér lader nummeret fade ud, mens han opgivende gentager den afsluttende lyrik, der handler om at adlyde regeringens arbejdskrav.
Der er endnu en fed ting ved Skt. DeLarge. Meget moderne (dansk) rap bliver skrevet af mænd og handler om at være nederen over for kvinder, men Skt. DeLarge er bevidst over dette og har nok selvironi til at fremhæve det i numre som ‘Maskulin’ – der desværre ikke blev spillet live. Det samme gælder for numre som ‘LILLESPEJL’, der sætter fokus på kropsdysmorfi og ængstelighed i forbindelse med udseendet. Under nummeret gæster Benjamin Clemens fra SYL scenen, hvor de to gutter skiftevis skriger om utilfredsheden med kropsidealet.
Pitten buldrer derudad, og der går ikke længe før en uheldig koncertgænger iført en Death Grips-tshirt uheldigvis bliver ramt i hovedet af en næve og får blodnæse. Hardcorekoncerter listen up.
Der er rå gennemslagskraft i de følsomme emner til Skt. DeLarge, hvilket jeg synes fungerer glimrende. Hovednavnet Danny Brown har også gennemslagskraft, men på en mere sofistikeret måde. Danny Brown har ikke samme rå tilgang til rap, hverken lydmæssigt på plader eller udtryksmæssigt live. Det er mere stillet, når han i superskurkejakke og solbriller træder på scenen som en anime villain.
Allerede inden for den første håndfulde sange formår Danny Brown at tænde og gejle publikum op. Næsten hvert nummer kan fremhæves, og der kan fortælles om, hvad Danny Brown specifikt gør, som får numrene til at fungere live. Specielt til nummeret ‘Dip’, der skaber en hoppeborgsagtig sammenpresning af teenagedrenge, der slet ikke kan holde energien længere.
Lige så stillet og medrivende står mange af numrene fra sidste års collab-album med JPEGMAFIA betitlet ‘SCARING THE HOES’, hvor især ‘Burfict!’ fremtræder eminent med pompøse stadiontrompeter og gnidningsfrit flow fra Danny Brown. Dog virker det også som om, at koncerten peaker her, og han mister tråden efterfølgende – specielt efter en så kompromisløst medrivende række numre, hvor få sange fra albummet ‘Atrocity Exhibition’ indgår.
Men selvom Danny Brown ikke virker lige så konsekvent mod slutningen af koncerten, formår han stadig at række ud efter den usynlige koncertsnor og trække koncerten tilbage på plads. Mest betydeligt under featurenummeret ‘Attak’ af Rustie, hvor vitterligt hele Amager Bios gulv bevæger sig som en koncert fra Woodstock ’99.
På plade og streamingtjenester lytter jeg ofte til rap, men koncertmæssigt er jeg ikke særlig erfaren med genren. Jeg tvivler meget på, at den gennemsnitlige rapkoncert har samme standard som Danny Brown, men hvis den har, så skal jeg til flere af dem.
