Spørg en punker

DIY Koncert? I en kælder? Nær 69’eren? Det er vist lidt for kliché, men ikke desto mindre drog jeg fredag aften til koncert for at høre Induktri som support for Casket Spray, som skulle udgive deres nye kassettebånd. Jeg havde en anelse om, hvor det kunne være, og det var skam også der, men ellers kunne man ”ask a punk” som der stod på plakaten – og punkere var der nok af, så det ville ikke have været svært for selv den nyeste powerviolence-entusiast. Generelt skulle man have troet, at der havde været en shuttlebus fra D61 til koncerten, for forsamlingen var ret genkendelig. Jeg får talt med lidt forskellige om forventningerne til koncerten. Folk ser frem til god koncert med forhåbentlig masser af smadder. Specielt Casket Spray hører jeg har gennemgået en udvikling, særligt med forsangeren, som skulle være gået fra at kigge ned i scenen og vende ryggen til publikum, til nu at give et mere levende sceneshow. Tiden skulle vise, om det holdt stik

Jeg smutter ned i kælderen og den er præcis som sidst jeg var her. Rå betonvægge, billig merch-bod i første lokale og koncert samt bar (dvs. en disk med et mini-køleskab) i det tilstødende lokale.

INDUKTRI

Der er tegn. Jeg vil vove at påstå, at hvis selv bandet står og strækker ud, så er det optakt til, at der skal smadder på – og de lægger godt ud. Klassisk hardcore fra start af, som hurtigt bliver blandet med noget, der kunne lyde dødsmetallisk, og også ret groovy rytmer. Igen og igen lyder en sirenelyd, som prøver at hidkalde mig til at starte pitten, der på trods af bandets intensitet og, at vi er et par sange inde , endnu ikke er startet. Og dog. Lige så hurtigt den tanke kommer, lige så hurtigt kommer aftenens første og desværre eneste crowdsurf, hvilket på sin vis er forståeligt, da der er ret lavt til loftet. Efter det starter der også en pit. Fortjent! Den havde Induktri virkelig også arbejdet for. Generelt var koncerten en fed heksegryde af breakdowns, ”BLERGH” og tricket med at skrue op og ned for tempoet.  

Jeg fik talt med bandet efter koncerten. Her blev min antagelse om dødsmetal bekræftet, da de siger, at de faktisk er startet i dødsmetallen og generelt bare har lyttet til meget dødsmetal. Funk og jazz skulle dog også nævnes som influerende genrer. Det var heller ikke mig, der hørte syner, da jeg hørte sirenernes kald. Der var dog ikke tale om pedaler eller noget, men god gammeldags feedback, som var et ret overlagt trick fra bandets side af. ”Det’ bare mere raw” [parafrase]. Jeg kunne mærke at bandet nok var også smule for trætte til flere spørgsmål, men de ville gerne lige nå at sige ”Breakdowns 4 life” og skud ud til K-Town Hardcore og Øresund Death Squad. Desuden så mener de, at der er flere, der skal lave mærkelige bands og spille dårlige koncerter. Det syntes jeg godt, de kan have ret i.

CASKET SPRAY

CASKET SPRAY kommer på og starter ud med flere ”URGHR” end jeg kan tælle, men jeg indser også efter noget tid, at nogle af URGHR’sne er fra vokalisten og andre af dem er fra guitaren. Det er lidt vanskeligt at adskille de to  lige der. Det fungerer. Samtidig bemærker jeg fra start af den såkaldte publikums-ryg-vendende forsanger ikke er til at finde. Nej, der er tale om en rigtig ”kig på mig når jeg råber til dig” vokalist. Det fungerer skam også.

Anden sang er hurtigere. Tredje sang er endnu hurtigere. Fjerde sang er gudhjælpmig hurtigere end det. Det er sådan et generelt tema for hele koncerten. De tror, de kan snyde publikum, ved til tider at spille en lille smule langsommere, men ingen falder for den, for det går bare hurtigere og hurtigere. Fortjent starter pitten ganske vist og her kan jeg se, at Induktri er kommet til kræfter igen, for de buldrer derudad med skarpe albuer.

Efter koncerten finder CASKET SPRAY, og jeg et tilstødende lokale, hvor vi får talt om rigtig meget — mere end jeg kunne nå at skrive ned og huske desværre. Vi får talt ”URGHR”, som de erkender at forsangeren har en forkærlighed for, da det passer godt med både de metalliske såvel som hardcore-elementerne i CASKET SPRAY. De siger også at CASKET SPRAY er det første band vokalisten synger i, og at det har været en rejse i mange retninger. Både det med at blive mere selvsikker på scenen, som jeg godt havde hørt om, og at finde sin vokal. Vokalen siger de, er dog nu i samspil med en reverb-pedal, som jeg kun kan anerkende, passer fint ind. Det med stage presence, siger forsangeren, er svært for hende, for hun har ikke lysten efter at stå på en scene. Dog er kærligheden til musikken dog for stor, så hun føler, at hun nærmest har brug for at gøre det. Det skal den danske undergrundsscene bare prise sig lykkelig for!

Til sidst får vi en lille snert af en samtale om scenens fremtid. Forsangeren sidder i booking-gruppen for K-Town Hardcore Fest (13. – 15. Juni), og prøver så vidt muligt at få nogle af de unge fra Ungdomshuset med ind over og byde op til smadder. Der er flere af den holdning, at netop bands som Induktri og menneskerne omkring, nok er dem som kommer til at definerer D61-musik mange år ud i fremtiden. Det mener jeg selv, i hvert ud fra aftenens koncert, at det så er lovende for den københavnske undergrund.

Hvad har jeg så lært denne aften? Jeg skal have mig en diktafon – folk i scenen har for mange interessante ting at sige. Bliv ved med det, tak.