Jeg befærder mig faktisk relativt ofte på den københavnske vestegn i kulturelle anliggender. Det involver til gengæld meget sjældent metalmusik, men derimod at spise grillpølser og synge lålålå. Derfor var det en rigtig god oplevelse at komme ud fredag aften, og opleve hvad forstadens betonjungle ellers kunne tilbyde af kulturelle begivenheder.
Dagen havde ærligt talt været ret hård og lang. Måske fordi der gik spontant øldrikkeri i den torsdag aften, hvilket ofte kan mærkes dagen efter, når man arbejder et 9-17-job.
Det var derfor, måske, ikke den mest veloplagte anmelder der mødte op på Forbrændingen.
Jeg var faktisk taget afsted i god tid, da jeg ville nå at fange en kebab, som min kammerat havde anbefalet. Jeg for vild undervejs, men fandt den til sidst. Den var god. Jeg formåede så efterfølgende at gå til Porten i Vridsløselille Fængsel, frem for Forbrændingen, som ligger på Vognporten.
Hvis jeg kunne give min stedsans og evne til at læse adresser en karakter, ville det være en klar 0/6.
Grava
Aftenens første band, Grava, var et ubeskrevet blad for mig. Samme kammerat, som gav en kebabanbefaling, mente også at jeg nok ville kunne lide Grava. Han må kende mig godt, for det kunne jeg.
Det var svært ikke at lade tankerne vandre mod postmetalkongerne fra Cult of Luna, under koncerten. Det blå, kolde lys, kombineret med velafmålte bækkenslag og en vokal, der ikke er helt ulig Johannes Perssons, gør det svært ikke at associere Grava med svenskerne.
Grava er til gengæld tungere. Lyden er mere sludget og hardcoreelementerne skinner tydeligt igennem. Der er ikke meget bevægelse på scenen, men det gør faktisk ikke det store. Det giver muligheden for, at man kan blive banket i gulvet af lydmuren.
Grava spiller tungt og hårdt, uden at bruge meget tid på melodiske breaks eller sfæriske øjeblikke. Det er tungt, koldt og fantastisk godt.
Som sagt, har jeg ikke lyttet til bandets bagkatalog, så at skulle udpege numre ved navn der stak særligt ud for mig, er tæt på en umulig opgave. Derfor vil jeg hellere rose et tydeligt sammenspillet band, som spiller en genre vi har for lidt af herhjemme, på et meget højt niveau.
Grava var kun på scenen i små 25 minutter, før de gik af med et sagte ”Tak.”
De 25 minutter var dog rigeligt til at overbevise mig om, at Grava er et af de bands der skal holdes øje med. Jeg håber, at de spiller længere næste gang jeg får fornøjelsen af at se dem.
5/6.
Dying Hydra
Modsat Grava, er Dying Hydra et band jeg har lidt kendskab til. Jeg har lyttet til den seneste plade ’Strange and Beautiful Things’ en håndfuld gange, og synes den er rigtig god.
Det var også den plade, som var sætlistens udgangspunkt her.
Dying Hydra indtog scenen med store smil og en mere åben stage presence end Grava.
Det var egentlig fedt nok at få lidt energi fra scenen. Særligt for mit ret så søvnige og småtømmermændsramte korpus, som stadig skulle nå at se to koncerter, tage noter og daffe hjem til Valby igen.
Bandet havde en projektorskærm bag sig, som viste deres logo, samt en masse småpsykedelisk artwork som understøttelse til deres psykedeliske sludge. Det passede faktisk ret fint, da bandet heller ikke bevægede sig meget rundt.
Ligesom med Grava, var der ikke en finger at sætte på den musiske kunnen eller gøren.
Det var meget velspillet og flot. Brugen af oktavpedal til det melodiske basspil er virkelig en fryd at høre på.
Desværre endte den førnævnte projektor med at gøre sit bedste for at spænde ben for bandet. Godt halvvejs inde i koncerten, forsvandt billedet og frem kom et feed fra Viaplay med en reklame for filmen Sleepless in Seattle.
Det var svært at lade være med at grine lidt af det, selvom det var synd for bandet.
Det lignede de heldigvis ikke nogen der lod sig slå ud af. Der kom også styr på teknikken igen, som vist nok skyldtes et HDMI-kabel, der havde revet sig løs. Desværre blev det lidt svært at komme tilbage i den rigtige stemning, selvom Dying Hydra spillede fedt og egentlig fik rundet deres koncert på en halv times tid rigtig godt af.
4/6.
Alkymist
Efter Dying Hydras koncert, fik jeg skrevet en SMS til en ven, hvor jeg skrev ”Jeg er fandeme blevet for gammel til koncerter, hvor hovednavnet først går på kl. 22:45.”
Måske fik jeg jinxet det for mig selv, for Alkymist endte faktisk først med at indtage Forbrændingens scene, da klokken var tæt på at runde 23:00.
Alkymist var nok det af aftenens tre bands jeg kendte bedst. Dog havde jeg ikke haft muligheden for, for alvor at dykke ned i bandets nyeste album UnnDerr, som vi ellers har anmeldt.
Det var naturligvis også UnnDerr, hvor hovedparten af aftenens numre kom fra.
Alkymist havde også, med afstand, aftenens tungeste og mørkeste lyd.
Det lød beskidt og ondt. Frontbrøler Peter Bjørnegs vokal startede lige lovligt langt tilbage i mixet, men det kom der hurtigt styr på. Alkymist spiller med den autoritet og det nærvær, som jeg synes man kan forvente af et hovednavn, hvilket naturligvis er rigtig fedt.
Bjørneg ser bare sej ud og har helt sikkert et carte blanche til at bære solbriller inden for.
Kaspar Luke og Stefan Krey på henholdsvis bas og guitar, har begge en lidt mere tilbagetrukken rolle på scenen, men det passer egentlig Alkymists udtryk ganske fint at lade musikken og dens tyngde tale.
Et af aftenens højdepunkter er ’My Sick Part’ fra bandets seneste plade. Dels fordi, det er en af de eneste gange, at musikken har en højere BPM end min hvilepuls, men også bare fordi det, ellers ret simple riff, går virkelig hårdt.
Da Bjørneg introducerer nummeret ’Ghost’ fra bandets debut, vækkes der stor begejstring blandt store dele af publikum. Det kan jeg sådan set godt forstå, for shit, det er et svedigt nummer. Musikken er måske lidt simplere end på sangene fra UnnDerr, men det er også blandt aftenens tungeste. Det er endda også her vi får serveret en af aftenens sjældne guitarsoli, hvilket endte med at være et ret kærkomment afbræk fra den tunge lyd.
Desværre for mit vedkommende, ender koncerten med Alkymist med at slutte lidt uforløst. Aftenens sidste nummer var ’Masters of Disguise’, som egentlig er et stærkt nummer. Desværre spænder den dronede og sfæriske afslutning på nummeret lidt ben for sig selv i aftenens liveudgave. Uden helt at være sikker, tror jeg, at bandet lavede en mindre fejl, som fik det til at virke usammenhængende. Samtidig så det, efterhånden let beduggede publikum, sit snit til at begynde at snakke i takt med, at de tunge toner fadede ud.
Alt i alt, var det en god aften på Forbrændingen, hvor alle tre bands fik fremvist nyt materiale, med hvert deres unikke take på sludge og doom. På den måde, fik Grava, Dying Hydra og Alkymist også understreget hvor fed en scene vi rent faktisk har i Danmark, hvor tre bands, der alle befinder sig på samme spektrum, kan lyde så godt og forskelligt samtidig.
