Solbrud lod mørket skinne, da de fremførte hele deres nye plade ‘IIII’ fra ende til anden
Der er godt nok ikke særlig meget godt black metal på den danske metalscene. Men nogle få af de bands, der er gode, står dog så tydeligt frem i mængden. Solbrud er et af de bands. Første gang jeg så Solbrud live, blev de præsenteret som “kongerne af dansk black metal”. Og hvilken som helst anden beskrivelse af dem ville have været uretfærdig. Solbrud har været en af de vigtigste faktorer, når det kommer til black metalfronten i dansk musik. Det er åbenbart kommet på mode, at blackmetalbands skal spille på meget fine steder såsom DR’s koncerthus. Orm har lige gjort det, og det var fremragende. Men hvordan giver man en bedre koncert i DR’s koncertsal end Orms? Ganske enkelt: man er Solbrud.
Alle i aften ved godt, at det vi skal til at se, kommer til at være noget særligt. Nærmest historisk. Hele det nye album fra start til slut; for første, sidste og eneste gang nogensinde. Lyset dæmpes og Troels Hjorth entrerer scenen. Koncerten indledes af et orgelstykke, der passende etablerer præmissen for mægtigheden af den koncert, vi skal til at vidne. Resten af bandet træder på scenen og går i gang med pladens åbningsnummer ‘Hvile’.
Fald mod mørket, ræk mod lyset
Solbrud lyder stort, når de spiller. Det brag af et lydbillede, der kollektivt rammer alle i koncertsalen efter en opbyggende akustisk intro, fungerer som en tryllebinding til de forpinte skrig, støjede guitarriffs og tordnende trommer. Det er uimodståeligt. På væggen bag bandet bliver der projiceret landskabsvideoer og klip fra nummeret ‘For Evigt, For Altid, Forandret’ stopmotionvideo. Det får koncertens allerede mørke og dystre stemning til at fungere endnu mere effektivt, når man som publikum bliver nedstirret af fire skikkelsers livløse øjne.
Der kommer strygere ind: cello og violiner til nummeret ‘Tåge’, og havde det ikke været fordi, jeg kendte nummeret ud og ind efter adskillige gennemlytninger af pladen de seneste par dage, så tror jeg, at andre har haft svært ved at høre, hvad der egentlig foregik, mens strygerne var på scenen. Det er i hvert fald svært at høre, hvornår de skal fremstå betydelige i lydbilledet for at skabe en blid undertone til Solbruds eksplosive black metal.
Lige så eksplosivt som Solbrud lyder, lige så smuk kan de fremstå. Det bliver vist med nummeret ‘Når Solen Brydes’ fire dele, der meget vel kan være Solbruds bedste nummer. I slutningen af ‘Mod Afgrundens Flammehav’ bliver tre korsangere fremhævet blandt publikum, mens de akkompagnerer David Hernans vokal. Slutningen på det nummer er ubeskrivelig. Så stormægtigt, så ædelt, så perfekt, at det er svært at holde tårerne tilbage under del II og III – henholdsvis ‘Mod Afgrundens Flammehav’ og ‘For Evigt, For Altid, Forandret’.
‘En Ny Tid For Mig Står’ fungerer godt som overgangsstykke til mægtige ‘Ædelråd’, der i alle sine seksten minutter bliver leveret med knivskarp præcision. Adrian Utzon Dietzs guitarværk står allerstærkest her, hvor spillestilen skifter fra stille dele og til Gilmour-agtige soloer og heroiske passager i nummerets sidste to minutter. Generelt har Solbrud meget guitarværk, der drager paralleller til 70’er-rockens progressive tendenser, hvilket giver musikken en dybde, som black metal ofte kan mangle. Samme kan siges på pladen, hvor nogle af numrene består af hundrede lydspor. Det alsidige og kolossale lydbillede formår Solbrud ubesværligt at gengive i en livesetting.
De tre sidste numre på pladen, ‘En Ild Som Tusind Sole’, ‘Aske’ og ‘Postludium’, bliver fremført med opbakning fra flammekastere og en gennemslagskraft, der er svær at toppe. Alle tre numre er skrevet af Solbruds tidligere frontmand Ole Luk, og det føles som en indirekte hyldest og tilbageblik, når hans numre bliver spillet sidst. At skulle overtage Luks plads i Solbrud har nemlig ikke været nemt, men nuværende frontmand David Hernan gør det så ubesværet, at man kan undre sig over, om der var noget som helst bedre alternativ. Fordi Hernan prøver ikke at være Luk på scenen. Han spiller indenfor sine egne rammer, men på sådan en selvsikker og pompøs måde, at det virker uændret, men stadigvæk udviklet på sin egen måde. De skingre hyl på ‘En Ild Som Tusind Sole’ og ‘Aske’ bliver leveret til præcision, og så ingen i koncertsalen er i tvivl om, hvor dygtig Hernan er.
Som en endnu større hyldest til Luk bliver nummeret ‘Dødemandsbjerget’ fra debutpladen også spillet. Det er svært at tage til Solbrud-koncert, uden dét nummer bliver spillet. Men det gør ikke noget, når det er så genialt. Kigger man rundt, ser man også gæster, der vælger at stille sig op under nummeret ud af ren begejstring.
Ingen havde forventet, at Solbrud skulle skuffe i aften, og det gjorde de heller ikke. Solen var for længst gået ned udenfor, men i DR’s koncerthus var alle fremmødte gæster vidne til den mørkeste solopgang af dem alle, da Solbrud musikalsk og cinematisk tårnede sig over os.
