I over 25 år har det aarhusianske musikpublikum valfartet rutinemæssigt til de hellige haller, der er spillestedet Train, og denne aften er absolut ingen undtagelse, for line-uppet varsler om københavnsk deathcore og aarhusiansk dødsmetal. To bands der udover enorm succes nationalt også kan bryste sig af bred anerkendelse på tværs af landegrænser. Men hvad er det, de kan, som er så specielt?
Lad os lige få på plads, at det efterhånden er de færreste læsere, som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Baest og Cabal, som efterhånden er blevet to absolutte grundpiller i den moderne danske metalkanon, her afspejlet i det brede publikum, der trofast troppede op på Train denne fredag aften. For det var ikke bare mig og 50 andre hvide mænd i slut-20’erne, start-30’erne med ølfråde om munden og plettede band t-shirts, der headbangede synkront i to gange 45 minutter for derefter at tage tilbage på Escobar. Næ, nej, det var den helt smukke og brede palette af mennesker, som tæller alt fra og imellem duracell-teenagere i pitten og battlevest-forældre med battlevest-børn på skuldrene.
Men hvad er det egentlig, som er så folkeligt i alt det her? Hvordan er death metal blevet hr. og fru Danmark-metal? Og hvordan i alverden er bandmerchandise blevet popkultur?
Cabal
Med strobelys og en dronende tritonus på backingtracket var Cabal de første på scenen, og der var dømt blastbeats og breakdowns ad libitum. At lyden lige skulle have ti minutters tid til at kalibrere sig, var ingen hindring for den kontakt, forsanger Andreas Bjulver og det aarhusianske publikum havde fra første sekund. “Aarhus, det er på tide at vågne op!” gjalder Andreas, og hvis Aarhus var bare en lille smule fadølstrætte, så var Cabal præcis den kolde spand vand, som kunne vække dem på et sekund, for salen var nu 33% bar, 33% merchandisebod og 33% moshpit.
Men hvad er det egentlig, Cabal kan? Hvorfor er det, at jeg altid står med det største og dummeste smil, når det københavnske godstog får lov til at levere de grummeste breakdown jeg har hørt i mit liv? Jeg går ikke fra en Cabal-koncert som et ændret væsen, men jeg går derfra med ondt i kinderne af førnævnte dumme smil. Numre som ‘Death March’ fra albummet ‘Drag Me Down’ er så uhyre effektive, for jeg kan bevidne, at hele rummet marcherede, som den kult vi sammen blev. Cabal var 45 minutters ren serotonin direkte injiceret fra bandets hånd, hvor gæstevokalister som Simon Shoshan fra Lifesick, Frederik West fra Sansera og Simon Olsen fra Baest sammen gav en forbindelse ind i det danske metalmiljø og løftede oplevelsen til noget større.
Er det folkelighed?
Baest
Efter en pause, var publikum trukket helt op foran scenen, hvor tæppet med det efterhånden ikoniske Baest logo var trukket for, og på ægte rockstjerne-manér faldt tæppet ned og dobbeltpedalen fik alt, hvad den kunne trække på det glimrende åbningsnummer ‘Abattoir’, hvor de to guitarister Lasse Revsbech og Svend Karlssons tapping-maraton betvang den dødsmetalshungrende jydske hob.
Velspillende og charmerende er to nøgleord for en typisk Baest koncert, og denne aften var ingen undtagelse. Når forsanger Simon Olsen som helvedes domptør opfordrer til en wall of death, splittes lokalet først i to derefter til atomer, eller tager sig selv helt ned i øjenhøjde, med en kommentar om at han har været nervøs for i dag, men at se så mange dejlige ansigter i publikum, gør ham rolig, så er der ingen tvivl om, at showmanship og den rå glæde ved at spille musik, som flyder ud over scenekanten er Baests største styrke. Ikke at tage deres tekniske kunnen fra dem, nej tværtimod oplever jeg et band, der er så musisk sammentømret, at selvom forsanger Simon Olsen og bassist Mattias Melchiorsen under en nærmest boyband-esque montage af en dobbelt guitarsolo ikke helt ved, hvor eller hvad de skal gøre af sig selv, så bliver alt gjort med smil, overskud og en glæde ved, at være til stede sammen.
Er det folkelighed at være til stede sammen?
Når Andreas Bjulver fra Cabal igen er på scenen til Baests ‘Gargoyles’ fra EP’en ‘Justitia’, bliver det totalt ananas i egen juice med armene om hinanden i et stort råbekor. Med fare for, at det kunne blive en anelse kikset, er det i stedet enormt opløftende og charmerende, og cementerer blot de stærke forbindelser, der lige nu er imellem metalbands på den danske scene.
Der opstår i hvert fald en form for tilhørsforhold med Baest og publikum denne aften. Og var det egentlig ikke det, som vi kom for? For at være sammen om noget? Dele noget? Fra ‘call and response’-kor i med publikum i prollet landskampsstil, til en Simon Olsen midt i en circle pit, – eller som han selv kalder det: “Start den vaskemaskine!”, så er der smil nok til at lyse det dunkle spillested helt op.
Der var i hvert fald synapser i mit hoved, der gik fuldstændig håndgranat, og blev forvandlet til en pøl af menneskekød, da Baest, efter en lille omgang koncert-tittebø, kom ud til et forventet ekstranummer. ‘Crosswhore’ fra debutalbummet ‘Danse Macabre’, som ikke kun er en publikumsfavorit, men i min optik en milepæl i dansk dødsmetal. Moshpitten blev her et lille sort hul, og selvom jeg egentlig havde tænkt mig at stå i periferien og spare mig skrammerne, blev jeg suget ind og klistret fast i dansk metalhistorie.
Koncerten bliver lukket af med en sejrsrunde på scenen til tonerne af den danske nationalmelodi. Det er sgu da lidt kikset? Eller hvad? Måske er det egentlig lige meget, for den førnævnte pøl af menneskekød gik fra Train storsmilende, og det blev den ved med hele vejen ned til Escobar.
Fotos venligst udlånt af Rolf Meldgaard og www.heavymetal.dk.
