Kælderen i punk-kollektivet Svendsgade i Odense er det optimale sted til hardcoreshows. Smertegrænsens Toldere er optimale til at lave floorshows. Fredag var det et perfekt match.
Det ville ikke være helt fair at kalde Smertegrænsens Toldere en one-trick-pony, men det ville være forkert at sige, at de har føjet nye tricks til bogen eller bare finpudset dem, de havde, siden de kom ud for henved ti år siden. Dengang var der en nyhedsværdi i, at fire stærke, aarhusianske kapaciteter havde slået sig sammen for at spille hurtig 80’er-hardcore med superkorte sange, ditto koncerter og tekster om desperation og voldsparathed, der stod i kontrast til de fire voksne mænds gemytlighed.
I dag er Tolderne en institution i dansk hardcore med egen årlig én-dags-festival, Toldermania, og intense floorshows, der rammer spillesteder, festivaler og husfester med jævne mellemrum. En institution er de først og fremmest, fordi der er mere i dem end nyhedsværdien og gimmicken. Tolderne spiller helt vildt stramt, deres thrashede riffs er catchy, deres breakdowns er gorilla-tunge, og deres shows er intense, ikke mindst fordi Mads Stobberup i front alene i kraft af sin størrelse virker intimiderende.
Men de har også fået den status, fordi de henad vejen alligevel har fundet plads til at snige en springknivspids gemytlighed ind i musikken, og det har gjort den let at relatere til som jævnaldrende. Tror jeg. Eller også er det bare udsigten til en weekend som alenefar, der får det til at virke som et tegn fra oven – pun intended – når Mads fredag aften stikker mikrofonen op i mit ansigt, så jeg kan få lov at skrige “mine unger bliver dummere!” igen og igen, indtil nogen flår mig tilbage i pitten.
Ikke et ondt ord om gennembrudshittet ‘Dolker dit ansigt’ med det fængende breakdown “stikker dine øjne ud”, som Tolderne lukker settet med denne aften i Svendsgade. Men hvis man overhovedet kan tale om en udvikling i gruppens udtryk, er de rykket fra bodegaen ind i kassekøen eller fra skolegården ind på Aula, og det klæder dem. Det giver dem i hvert fald et årtis relevans mere.
Jeg har principielt heller ikke noget ondt at sige om voksne middelklassemænd, der giver den som weekend-guerillaer, sådan som aftenens to andre navne, Social Decline og Anti Ritual gør det. Det er en fin fantasi at hengive sig til, og jeg kan faktisk ikke se, at det skulle være værre end at være weekend-satanist eller lege, man fatkiks totalt meget er seriemorder og ihjelslår damer brutalt, mand. Reelt nok bedre. Det er fint at få luftet parolerne, hvis det betyder, at man også lige overvejer, om man stadig kan leve op til dem eller stå inde for dem.
Jeg kunne bare godt tænke mig, at hvis man ikke har gjort sig den umage at nuancere sine holdninger nok til, at de kan bære det læserbrev, metallens gamle garde fnysende afskrev thrash og hardcores samfundskritiske tekster som, at man så havde anstrengt sig for at gøre det værd at danse til. Jeg konstaterer, at hverken Social Declines thrash eller Anti Rituals crust metal får mig til at danse. Det er der andre, der gør, det er fint, det er sikkert også bare mig.
AMB Vol. 4: Smertegrænsens Toldere, Anti Ritual, Social Decline
