Klar, parat, start, SLÅS!
Det ville ikke være urimeligt at sige, at hardcorekoncerter er ved at blive en sensation i Danmark. Især ikke når nogle af de mest prominente skikkelser i metaldanmark spiller hardcore, og ikke metal. Metallisk hardcore selvfølgelig, men stadigvæk.
For gemytligheden behøves ikke konstant være aktuel, når man ser Lifesick. Naturligvis er en Lifesick-koncert en begivenhed, hvor man i samvær med andre koncertgængere og i god stemning kan få lov til at te sig, som man vil. Men de er ikke gemytlige på den dér nussepusse “Lad os da lige passe på hinanden”-måde. Tværtimod spiller Lifesick med attitude og selvsikkerhed, hvilket er netop dét, man har brug for til en hardcorekoncert. Det gælder både for dem, der står længere tilbage i lokalet og med vilje undgår spillestedets centrum for ikke at få en stagedivende koncertgænger i hovedet, men også for dem, der hele tiden bevæger sig.
Du må synes, hvad du vil om Lifesick, men det er ubestrideligt, at de kan finde ud af at levere en hardcorekoncert. Det er dog svært at få til at fungere til sit fulde potentiale, når publikum er kedelige. Stemningen og hvilken setting en koncert befinder sig i, kan nemt påvirke hvordan en koncert bliver modtaget af de fremmødte. Så det er ikke til fordel for Lifesick, når ikke alle i aften er lige så klar til at slås, som dem der uafbrudt tonser rundt i menneskemængden og leverer cirkelspark som velkomsthilsner. Jeg forstår meget vel, at det ikke er for alle, at befinde sig forrest til en Lifesick-koncert, men kom dog i det mindste tættere på scenen i stedet for at stå helt omme bagest. Din poser.
Selvom Lifesicks gennemslagskraft er til at mærke, så kan man også godt fornemme på bandet, at de ikke er tilfredse med aktiviteten i pitten eller mængden af crowdsurfere i aften. Vi får at vide, at vi ikke skal “stagedive på Sjællands-måden”, hvor man kravler op på scenen, skuer udover kanten for lige at signalere til folk “Hey, alle sammen, det er nu, jeg hopper, sørg lige for at gribe mig, så vi ikke kommer til skade!”. Nej, intentionen er blot, at man kaster sig – så må folk bare være parate. Og det kan godt være, at det er essensen af hardcore, men der er simpelthen ikke nok i aften, der har den indstilling.
Det er en hård tjans for Lifesick, og selvom de præsterer på nøjagtig samme glimrende og aggressive måde, man er vant til, så føles det ikke lige så godt, som de Lifesick-koncerter, man er vant til. I fortjener mere, Lifesick.
Hvor folk virker mere veloplagte og klar på slåskamp er hos Lifesicks fætterband, Rot Away. Efter koncerten med Lifesick føles det stadig som om, man lige mangler det dér ekstra skub, for at det bliver helt vildt. Og hvilket mere passende band end Rot Away skulle stå klar til at give os dette. Det er i hvert fald ret svært af finde noget som helst andet dansk band, der er lige så radikalt voldsparate som Rot Away. Umuligt faktisk.
Rot Away fungerer allerbedst, når de er helt oppe i hovedet på dig. Normalt vil man gerne se bands på en scene, men Rot Away er bedst i øjenhøjde. Heldigvis er det ikke svært for dem at gøre indtryk på et publikum, selvom de står hævet over os. Fordi Rot Away skælder os nemlig ud, hvis vi ikke gør, som de vil have. Ligesom hos Lifesick bliver vi også kommanderet med og bedt om at komme op på scenen for at smide os ud over kanten igen. Folk adlyder, og både mængden af stagedivere og energien i pitten intensiveres under Rot Aways korte og kontante set. Vi koncertgængere smider ikke kun hænderne op for at lave horn, fordi Rot Away spiller så møgfedt, som de gør, men fordi vi konstant skal være klar på at gribe dem, der hensynsløst kaster sig udover scenekanten.
Det er i hvert fald ret svært af finde noget som helst andet dansk band, der er lige så radikalt voldsparate som Rot Away
Ligesom stagediverne kommer Rot Away godt og grundigt udover scenekanten med deres konfrontatoriske fitnesshardcore, der handler om tunge vægte og at hade sig selv. Folk holder i hvert fald ikke tilbage. Især ikke når vokalist, Jonathan Albrechtsen opfordrer til boksning, cirkelspark, knæ og albuer i pitten. Befinder man sig i en Rot Away-pit, kan det godt være, man får lov at sige “hej” til en albue fra en anden kampklar koncertgænger. Og til dem, der står stille på sidelinjen: det kan godt være, at dansegulvet er voldsomt, men det er også medrivende. At stå stille til Rot Away giver ikke mening. Bevæg jer lidt, er i måske bange for at danse?
Rot Away er den musikalske ækvivalent til at bænkpresse, og de spiller lige så tungt som deres topset i fitten. Hardcore er opstået i modstand til alt. Det skal skille sig ud på egen vis. Det ved Rot Away godt, og har derfor ikke noget mod at afvige fra normen af hvad hr. og fru. metaldanmark synes om. Vi har ikke brug for flere Baest-kopibands, vi har brug for bands, der mener det, de spiller. Det skal være autentisk, og det formåede Rot Away, da de tog teten, hvad angår hardcore i det danske metalmiljø – og det formåede de også i aften, da de endnu engang gav os den omgang tæv, vi havde brug for.
