Enhver, der er velsignet med arveberettigede krapyler i hobbitstørrelse ved, at sådan nogle kun bliver syge og kaster op hvis det i øvrigt kan være til ulejlighed. Og da mit afkom er fuldstændig repræsentative på den front, starter jeg desværre aftenen med at komme lige til den sene side og når dermed kun lige at se Odenses egne Rattledust takke for i aften inden de går af scenen.
Hvorom alting er, så er — den i øvrigt også lokale — Santa’s Fruit IPA på tilbud i baren kva sæsonen, og det er heller ikke nogen dårlig måde at lande på.
Det giver mig også tid til at omkalibrere og fokusere på aftenens hovedbegivenhed. Forventningerne er tårnhøje efter at have siddet i Sweet Silence Studios foran Flemming Rasmussens åndssvagt imponerende højtalere tilbage i november. Jeg er med på, at vi ikke nødvendigvis kan forvente en gennemspilning af “IIII”, men man kan jo altid håbe.
Imens jeg hænger ud i baren bemærker jeg, at der er usædvanligt mange udlændinge på Posten i aften, og imens forbereder aftenens andet “special guests” band, norske Golden Core, scenen med vædderhorn, stearinlys og røgelse. De viser sig i øvrigt kun at bestå af to mand, og jeg er så bjergtaget af deres optræden, at jeg marcherer direkte i merchboden efter de har spillet for at erhverve mig en t-shirt. Indledningsvist står jeg et minuts tid og venter på, at en forsanger entrerer scenen, men da Johannes Sandal åbner gabet bag trommerne og åbenbarer en lækker vokal med reminiscenser fra førstebølgeblack, falder tiøren og begejstringen stiger. Den anden del af duoen, guitarist Simen Harstad, formår at spille så varieret og rytmisk på sin guitar, at man hverken savner andre bandmedlemmer eller instrumenter i øvrigt, for manden kan få sin guitar til at lyde som både orgel og stryger. Og ja, så som en guitar; både en rytmisk en af slagsen, en tremoloblacket, og en forfinet, næsten hviskende stille melodifikseret størrelse: så lille, at man kan høre foden, der diskret tæller til fire samtidig. Normalt er jeg forholdsvist ligeglad med pedalbrug og anden sammenlignelig teknik, men i aften bliver den imponerende samling af ti små, ledningsforbundne aggregater brugt så flittigt, og så langt fremme på scenen, at det ikke kan gå mig forbi. Det er fandme en groovy omgang norrøn progressiv stoner doom.
Der har ikke været den store tilslutning på Facebookeventet op til koncerten; kun et par og halvtreds har markeret, at de deltager, men man har alligevel åbnet til den store scene – heldigvis. Man kunne godt have klemt aftenens fremmøde ind foran den lille, men jeg hylder hvem end, der har truffet den endelige beslutning. Man skal kende sit publikum – og ikke mindst sin genre, og hvor det passer godt til grind, død eller hardcore at kunne lugte hinandens armhuler mens man slås, så passer det de fleste, som er til atmoblack, at stå på hver sin lille kvadratmeter med korslagte arme og nyde musikken. Således føles det ikke akavet med de lidt over 100 mennesker, der er samlet på Posten selvom de har luft imellem sig, men når der alligevel ikke er større tilslutning, vækker det alligevel en undren. Solbrud spillede trods alt deres seneste releasekoncert i DR’s koncertsal i februar. De frivillige på Posten har ikke rigtigt nok at lave i aften, og deres antal viser også, at man havde forventet flere gæster – og så bliver der drukket færre øl, end der plejer. Af publikum er der både os, der er trukket hertil for at se Solbrud, og som kommer trods kronisk søvnunderskud og børn, der brækker sig, og så de, der har en friaften og gerne vil ud og høre noget musik og få en øl. Jeg møder nogle stykker af sidstnævnte i baren, blandt andet en fyr, som erklærer sig svært begejstret over både opvarmningsbands og hovednavn til trods for, at han mest er skolet i Metallica-thrash, og ikke rigtig vidste, hvad han gik ind til. Og så dømmer jeg nogle stykker i salen for øjensynligt heller ikke at have fuldstændigt styr på, hvad de er vandret ind til, i hvert fald er der alt for meget snak mens musikken spiller. Helt moragtigt informerer jeg et par stykker om, at musikken-bandet-er-gået-på-drenge-så-hvis-I-ku’-ta’-den-i-baren-ville-det-være-så-fint, og lad os så slå fast, at man skal holde sin fede kæft, når musikken spiller.
Solbrud leverer en sikker koncert. Lyden er skarp og lysshowet spiller, selvom der måske skrues lige rigeligt op for strobolys til tider. Godt, man ikke er epileptiker, i hvert fald. Som deres publikum er også bandet forholdsvist stillestående på scenen, men det skrives uden kritik vedhæftet. De optræder, og fungerer, i silhouette. De slår det hele an med ‘Klippemennesket’ fra ‘Jærtegn’, en plade, der står mit hjerte nært, og bevæger sig både over tre af siderne fra den nye plade, men også med afstikkere til både ‘Solbrud’ og ‘Vemod’. Sammensætningen sikrer den dobbelte variation, ikke kun kommer vi rundt i diskografien, så bandets udvikling er repræsenteret, de udvalgte numre sikrer også både stille passager, fuld blacksmadder og elementer fra den nyere, mere rockede tendens, vi blandt andet får på ‘For Evigt – For Altid – Forandret’.
Det er første gang, jeg får fornøjelsen af David Hernans vokal, og han lader intet tilbage at ønske. Måske kan man endda gå så langt som at sige, at han har revolutioneret deres lyd. Når jeg indimellem lister mig rundt for at have blik på, hvad der sker uden for salen, kan jeg konstatere at baren ikke bare er tom i det; den er støvsuget for andre end frivillige.
Jeg forventede en god Solbrudkoncert, og det er, hvad jeg får. Excellerer de særligt i de usædvanlige setups som kirker og vandtårne? Ja. Leverer de samtidig varen på mellemstørrelse spillesteder?
Også ja.
