Aftenens opvarmningsband, Pale Blue Eyes, var hyggelige, men går næppe over som andet end en meget lille fodnote i musikhistorien.
Da dagens anmelderjob kom ret sent i stand, havde jeg ikke nået at lytte meget til bandet eller læse op på dem.
De var søde og helt sikkert dygtige til det, de gør. Da publikum allerede havde indfundet sig meget tidligt, var salen næsten helt fuld og de virkede nærmest beærede over at spille for så mange mennesker.
De fik 25 minutter på scenen og det var 25 minutter, der kunne bruges fornuftigt på ølhentning, besøg i merchboden, rygning og toiletbesøg.
Men hvordan skriver man så en anmeldelse af en Slowdivekoncert, når man gerne vil være lidt original? Jeg læste 3-4 anmeldelser over weekenden og nåede frem til, at jeg ikke kan skrive om følgende, da det bliver dækket i ALLE anmeldelser.
Jeg skal ikke skrive om:
- At de skaber en væg af lyd
- Hvor gamle de er
- Hvor upopulære de var i sin tid, især i musikpressen
- At de skaber en væg af lyd.
- At mange blandt publikum end ikke var født, da bandets første EP udkom.
- At de spiller en 10 minutter lang post-rock version af et gammelt Syd Barret-nummer
- At de skaber en væg af lyd.
- At de ikke kigger ret meget på deres sko.
- At de skaber en væg af lyd.
- At Rachel Goswell af og til takker publikum, men ellers siger hun ikke meget.
- At de opløste sig selv på grund af den meget negative omtale og først blev gendannet i 2014.
- At musikpressen og publikum nu elsker dem.
- At Richey Edwards fra Manic Street Preachers udtalte “we will always hate Slowdive more than we hate Hitler”.
- At de skaber en væg af lyd
Så nu vil jeg skrive om at de laver en væg af lyd, ikke kigger på deres sko og var upopulære i sin tid, men nu er populære (måske ikke hos MSP). Just kidding.
Min egen kærlighedsaffære med Slowdive begyndte, da jeg kom hjem efter et år i USA, hvor jeg blev dødtræt af dårlig country og Vanilla Ice, og begyndte at komme på 1000fryd i Aalborg. På det tidspunkt var shoegazegenren dragende og passede godt til tidsånden. Det var i hvert fald meget langt fra Vanilla Ice, og det er altid en god ting.
En anden typisk anmeldertrope er også at sammenligne dem med My Bloody Valentine og dem lyttede vi naturligvis også meget til. Og flere, blandt publikum, havde da også iført sig deres gamle slidte MBV t-shirts.
Med uhyggelig præcision starter koncerten på slaget 21.30 og bandet går i gang, helt som forventet, uden megen interaktion.
Og helt som forventet lægger Slowdive ud med ‘shanty’ fra deres nyeste udspil. Og herefter spiller de stort set samme setliste som de sidste 3 koncerter. Det er der som udgangspunkt intet galt i, men det kommer hurtigt til at virke som koncerter i metermål.
‘shanty’ er egentlig et stærkt nummer, men på en eller måde virker det bare lidt fladt og uinteressant i aften. Og 13 numre senere virker stort set alle numre på samme måde for mig.
Jo, der er enkelt rigtig fine momenter, når der bliver spillet klassikere som ‘Souvlaki Space Station’, ‘kisses’ og ‘When the Sun Hits’, men jeg når under koncerten bare frem til, at Slowdive og jeg har slået op. Ungdomskæresteriet tålte ikke en genopførelse. Det er ikke jer, det er mig.
Jeg har nok bare flyttet mig i en anden retning musikalsk end dengang i starten af 90’erne.
Som udgangspunkt var det jo ikke en dårlig koncert, den havde flere smukke og intense øjeblikke, og det var tydeligt, at de fremmødte elskede det, men jeg kedede mig altså bravt det meste af tiden og jeg gik mærkeligt uforløst fra Vega denne aften.
