Hovednavnet til en længe ventet koncert levede op til forventningerne, både de professionelle og private.
Blindsmagning
Spillestedet Stengade har, i mine øjne, begået årets booking med Thy Catafalque. Det ungarnske avantgarde band har, med en enkelt undtagelse, aldrig spillet uden for sit hjemland, så da jeg så, at de kom til Danmark på deres første internationale tour, var jeg noget nær ekstatisk. Med sig som support havde de de, for mig, ukendte The Answer Lies In The Black Void. Deres forsanger er ganske praktisk den ene vokalist i Thy Catafalque, men desværre var de ikke helt på niveau med hovednavnet.
Ensformigheden satte hurtigt ind, og selvom vi på papiret så ud til at være et match, formåede deres atmosfæriske doom aldrig rigtig at komme ud over scenekanten til mig. Musikken luntede langmodigt af sted, og forsanger Martina Veronika Horváth uh-uh’ede i et meget lyst toneleje størstedelen af tiden, til min store frustration. Jeg savnede i den grad variation, hvilket der bestemt ikke var nok af, til det er værd at nævne.
Du er hvem du omgiver dig med
Hendes vokal gør sig ellers glimrende blandet op med Thy Catafalques alsidige musik, mens den i The Answer Lies In The Black Void dominerer lydbilledet totalt – og det er ikke ment på den gode måde. Hendes lyse stemme blev skinger og selvom hun sagtens kunne nå op på de øverste hylder uden hjælp, lød det trods alt bedre, når hun sang i et mere afslappet toneleje.
Det var dog ikke den rene elendighed. Saturnusvarianten af doom tittede frem, der kom fart på og pludselig blev musikken interessant. Deres guitarist kunne man godt have argumenteret for var i det forkerte band, sådan som han -coretonsede rundt på scenen, og det var befriende med lidt liv i kludene. Desværre kammede det over i noget, der ligeså godt kunne have været et Nightwish tribute band, og med de lydproblemer, der sporadisk saboterede forestillingen, gik begejstringen i sig selv.
3/6
Thy Catafalque
En længe ventet aften
Selvom de har udgivet musik siden 1998, er det først inden for de sidste par år, at de er blevet et liveorkester. Hjernen bag, Tamás Kátai, har ellers stået for al musicering selv, men hans live line-up var uden tvivl i stand til at levere varen. Fred være med, at der opholdt sig otte mennesker på scenen – det gjorde det bare endnu mere imponerende, at de alle fik lov til at stråle. Selv hovedmanden, der ellers gjorde alt for at være anonym i sit eget band, trådte i karakter.
For strålende er, hvad det var. De kom vidt omkring i diskografien, og deres valg af numre var ganske passende i livesammenhæng. Der var godt med mennesker denne aften, hvilket gjorde mig glad, for jeg synes, at flere mennesker bør høre Thy Catafalque. Der var ingen tvivl om, hvem folk var kommet for at se, for selvom applausen til opvarmningen var passende, var den overdøvende til hovednavnet.
Efter en intro i form af ‘Szíriusz’, kastede bandet sig direkte ud i en vidunderligt lang koncert. Fra første færd lagde de sig i de spraglede seler, og selvom jeg ikke ville kunne udpege særlig mange af numrene i et line-up, var det stadig en fornøjelse at høre velkendte melodier blive fremført for ørerne af mig.
Favoritternes holdeplads
Faktisk kunne jeg kun pege på ét nummer og navngive det korrekt, men til mit store held var det tilmed en af mine helt store favoritter, så naturligvis blev denne del af koncerten til den store lakmusprøve, som alle bands skal bestå i min bedømmelse af deres optræden. Formår de at indfange stemningen og ikke mindst spille sangen ordentligt? Uden at skulle afsløre hvilket nummer det drejer sig om, kan jeg med sikkerhed sige, at de bestod.
Den ene mandlige vokalist, Gábor Dudás, krængede inderligt sin sjæl ud under især ‘Mezolit’, og bassen var noget nær perfekt, hvilket ikke altid gør sig gældende. Kvaliteten gjorde, at jeg ikke kunne lade være med at forestille mig at høre dem under åben himmel, for Thy Catafalque har skuldrene til at bære vægten af deres eget talent som live-orkester.
Stimen fortsatte med ‘Köd Utánam’, hvor Dudás imponerede ved at kunne følge med i studietempo uden at tabe så meget som en stavelse. Desværre hændte det fra tid til anden, at der blev drejet på den forkerte knap, med den trælse konsekvens, at bassen enten var alt for høj, eller at mikrofonen blev for lav. Det rettede sig heldigvis op undervejs og problemerne var minimale stort set resten af koncerten, hvis man ser bort fra når bassen kom i vejen for finesserne.
Medrivende mani
Martina Veronika Horváth og Ivett Dudás var lige så dygtige til deres håndværk live som hjemme på anlægget, og selv med min lunkne oplevelse af førstnævnte tidligere på aftenen, var jeg ikke et sekund i tvivl om deres evner udi at lyde himmelske på en scene under de rette omstændigheder. De fyldte rummet godt og det var en fornøjelse at se deres engagement i koncerten. Alle som én bidrog til at højne stemningen; de instigerede fællesklap og fik hypet en enkelt ungersvend nok op til at højlydt proklamere at “det dér, det RYKKER!”
Og ja for fanden, det rykkede. Deres rent metalliske indslag var mangfoldige og stod bestemt ikke tilbage for deres mindre opfindsomme kolleger udi især dødsmetallen. De elektroniske indslag kom ikke altid til sin ret, men alting stod knivskarpt ellers, og den anden mandlige vokalist, Bálint Bokodi, lød både dyrisk og manisk på den black metalliske ‘Jura’. Den blev spillet stramt og med indlevelse, og både anmelder- og fanfod vippede anerkendende med.
Jeg skal ikke kunne sige, om der var udsolgt, men der var godt fyldt op og jeg vil gerne rose hele hytten for deres indsats til at gøre aftenen vellykket. Der blev hoppet, klappet, hujet og heppet til den helt store guldmedalje, og det var svært ikke at blive lidt rørt over den varme modtagelse. Al bifald var velfortjent, det samme var de højlydte ønsker om mere – og mere, det fik vi. Hele 16 numre, og ikke en eneste gang, kiggede jeg på uret. Efter min målestok, er det den ypperste ros.
