Festudvalget bød på en ordentlig røvfuld højenergisk bubblegum punk som underholdning, da Redd Kross inviterede til 45 års fødselsdagsfest på Beta tirsdag aften.
Dale Crover Solo Acoustic + DJ set
Easy listening er ikke noget han gør sig i
Aftenens opvarmning består af den uden tvivl legendariske Dale Crover. Udover Redd Kross, har Dale et langt CV, der rummer bands som Melvins (Også sammen med Steven Mcdonald fra Redd Kross), Nirvana, og sågar Kurt Cobains første band Fecal Matter.
Dog er der ikke meget “larger than life” over ham, når han lidt kejtet træder ind på scenen og sætter sig bag sit trommesæt. Der bliver vinket og sagt “hi”, hvorpå han begynder at pille ved sit lille setup med en tablet og et soundpad. Efter lidt tid begynder han at spamme ‘Air Horn’ lydeffekten, mens han skruer længere og længere op for lyden. Her går det op for en, at Dale er en person, som har en lidt skæv humor. Hans DJ-sæt består også af dejligt opskruede og mærkelige numre, og har på ingen måde nogen fastlagt stil. I omkring 15 minutter fik han spillet alt fra Spinal Tap til Jacksons Garden. Især er det værd at nævne Yoko Ono-nummeret ‘Why’, som, hvis man ikke har hørt det, kan anmelderen sige at det ikke ligefrem er et nemt nummer at lytte til. Konceptet var sjovt og unikt, men i virkeligheden var oplevelsen mest bare at stå og nikke anerkendende til musik, mens han legede med sit setup. Sjov gimmick, men ikke meget mere end det.
Det kan godt være, at det er bag trommerne, han brillerer allermest, men han kan nu også godt finde ud af at spille på en guitar. Med et simpelt setup med en akustisk guitar og en lille Orange forstærker, kunne sættet beskrives som simpelt og syret. Han spillede fem solide akustiske, bluesy noise-punk numre, og slap godt fra det.
Hans stemme var dog utroligt dårlig, da han havde noget med halsen, som han også selv jokende italesatte. Det trak desværre ned i oplevelsen, men det overordnede udtryk fejlede bestemt ikke noget. Hvis man skulle være til Melvins i akustisk stil, som på deres 4xLP ‘Five Legged Dog’, ville Dale Crover live være noget for dig. Men du kan bare skippe DJ-sættet, hvis du vil.
Redd Kross
Ikke at forveksle med nødhjælpsorganisationen, selvom de også er ret punk
Da de fire punk veteraner indtog scenen, fyrede de allerede på alle cylindre. Et farverigt fyrværkeri show med højenergisk Costello-esque power pop, blandet med surf punk og god gammel rock ‘n’ roll. Man kunne måske sige, at vi havde et “Rock ‘N’ Roll Party TONIGHT!”, som den yngste af de 2 brødre i bandet, Steve McDonald, proklamerede. Iført matchende hvide kjortler med maling pletter, der var som taget ud af et Jackson Pollock LSD-trip, stoppede de aldrig med at hoppe og danse i den halvanden time, showet varede. På trods af deres høje energiniveau, var publikummet i den halvfyldte sal ikke lige frem i dansehumør. Størstedelen var mænd over 50, som stod med armene over kors, og nikkede lidt med hovedet. Man fik bare lyst til at tage fat i deres skuldre og råbe: DET ER ET ROCK ´N´ROLL PARTY FOR HELVEDE!
Udover bandets performance, er det virkeligt også værd at nævne deres tekniske og musikalske evner. Især leadguitaristen Jason Shapiro, som også er kendt fra bandet Celebrity Skin, fortjener at blive hyldet. Fra start til slut fik han det til at virke som det nemmeste i hele verdenen at være en utrættelig maskine af fede licks, soloer, og vilde teknikker, langt over det niveau man forventer af et “punk”-band. Når det kommer til dygtige musikere, så kan man heller ikke lade vær med at nævne Dale Crover, da det som sagt er bag gryderne, han virkeligt er magisk. Med hans signatur motorcykel handsker på, tæsker han igennem sættet med en fandenivoldskhed, men samtidig også en præcision og tightness, som kun trommeslagere i hans kaliber besidder. Lur mig, om han ikke også fik sneget lidt double bass ind på flere af deres sange, samt en eminent tromme-solo. Dobbeltpedal og tapping er altså ikke noget du ofte finder hos Agent Orange eller andre bands, man kunne sammenligne med.
I løbet af deres 23 numre, kom de også ret godt rundt i deres omfangsrige katalog, og bød både på ny musik samt lidt godter til de gamle fans. Blandt andet tre numre fra deres allerførste udgivelse, 1981’s ‘Redd Kross’. Der var også en del nye numre fra deres spritnye plade, der sjovt nok også bare hedder ‘Redd Kross’, som sagtens kunne måle sig med deres klassiske materiale. Dog var der ikke meget variation i sættet, så det blev desværre lidt for langt, når man begyndte at være mæt to tredjedele inde i showet. Dette kombineret med det kedelige publikum, lagde desværre lidt en dæmper på festen.
