Ditte Krøyer var altid lidt den stille pige med det vilde look. Vi svævede lidt ind og ud af de samme sociale cirkler, omgivet, som de fleste kvinder i undergrundsmiljøet, af mere eller mindre sobre typer. Altid lidt introvert, men sådan imod sine instinkter også en der optog space, hvorend hun gik. Jeg tror faktisk, at jeg var lidt bange for hende. Men når man endelig snakkede med hende, så var hendes lolliske dialekt så afvæbnende, at det var svært at forsætte med at være bange for hende. Men du bør være bange for hende.
Krøyer er nemlig farlig. Men ikke af den grund du tror. Hun er indigneret, hun er intelligent og hun er et kunstnerisk talent. Jeg læste for nyligt Sofie Riise Nors’ (der også deltog i talks på Roskilde Festivals Flokkr-scene) grafiske roman ‘Jeg Var Din Muse’. En sønderlemmende kritik af den måde, vi som samfund gerne vil placere kvinder i en passiv muse-rolle. Men også en historie om hvordan netop de kvinder Riise Nors fortæller om, brugte muse-rollen til at bygge noget større for dem selv i et patriarkalsk samfund. Her tænker jeg især på historien om Marie Wittmann, der var indlagt med “hysteri” på et sindssygehospital i slutningen af 1800-tallet. Neurologen Jean Martin Charcot gjorde Wittmann og andre kvinder til “stjerner” i hans roadshow og blev, som Riise Nors beskriver ham, en slags “psykiatriens Hugh Heffner”. Ideen om den unge, hysteriske kvinde (der udover det kunne “fixes” ved hjælp af orgasmer) har fået lov at fylde i kunsten siden.
Wittmann, ligesom Krøyer, kan betragtes som en slags trojansk hest imod patriarkatet. Vi ser dem performe en slags stereotyp vildskab på scenen, der let kunne tilskrives hysteri. Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at netop disse ord er brugt om Krøyer. Stående foran scenen kan man falde i to meget dårligt tildækkede faldgruber: Afvise kvinden som hysterisk eller seksualisere hende, som Charcot gjorde med sine muser. Hvis man virkelig skal forstå Vulvatorious, så tror jeg, at det er en fejl at gøre nogen af de to.
Derfor er det ligeledes sjovt (og trist) at læse skribentkollegaer forsøge at skrive om Vulvatorious. For eksempel blev der skrevet om denne koncert (som jeg nok snart skal komme ind på også): “[…] nogle kunne tolke det som om, at det er naturstridigt at en KVINDE (sic.) […] kan synge, growle/råbe/skrige med en sådan klang og kraft“. Her bliver “nogle” vist strukket så tyndt som en pandekage, for at dække over forfatterens egen eklatante mangel på forståelse af stemmen som et instrument. Selvom det må føles uendeligt redundant for bandet at læse sådan om sig selv, så er hver eneste optræden en slags interaktiv kunstoplevelse, der ikke stopper, før det sidste blæk er sat på papiret.
Tænk, at skrive om patriarkatet og samtidigt lokke dens troldehoved op af boksen hver eneste gang man spiller. Vulvatorious har udgivet en solid LP, der generelt er blevet vel modtaget. De er booket til Copenhell først og spiller nu på Roskilde Festival. Selvom nogen forsøgte at tegne dem som hysteriske og overreagerende med deres aflysning af en koncert til awardshowet “Den Hårde Tone”, så står Vulvatorious tilbage som dem, der sejrede endeligt. Selvom det nogle gange må føles som at bære et åg af patriarkalske dimensioner, knapt at kunne slå en prut uden at det bliver til et politisk manifest.
Af samme årsag skal der lyde en kæmpe tak til Vulvatorious. Som regnen begynder at slå imod teltet, trækker tørvejret flere folk ind under Gaias barduner. I tørvejret øjer man flere unge kvinder. En enkelt er åbenlyst på slæb med sin “alternative” veninde og føler sig først lidt utryg i crowden. Men det er ikke noget, der bliver ved, efter at først bandet og sidst Krøyer kommer ind på scenen. Jeg har set en hel del Vulvatorious-shows efterhånden, så jeg er ikke længere overrasket over den majestætiske figur hun gør på scenen. I en periode virkede det som om Krøyer kæmpede lidt med at finde sin scene-persona: Først var den ualmindelig hård og teatralsk – som om den næsten blev for karikeret og hun ikke lod sig selv brænde igennem som menneske, men kun som personaen. Over det sidste show på Copenhell og især til dagens koncert er den perfekt afvejet. Der er plads til den ophøjede, rituelle kunst-persona, men også glædeshvin og smil. Jeg håber, at de to fortsat kan forenes, for folk vil i sidste ende gerne mærke hende.
Lyden sidder i dag ret meget lige i skabet. Der er lidt feed på mikrofonen igen, som der også var på Krøyers mikrofon under hendes gæsteperformance hos Katla. Spørgsmålet er, om det simpelthen er Gaias set-up der er lidt sårbart når det kommer til håndholdt mikrofon. De andre shows jeg ser på scenen, har primært stativ og her var der ingen problemer. Ligesom Krøyer har måttet bruge lidt tid på at finde sin måde at performe på, så har guitarist Sofie Angen også udviklet sig til en mere udadvendt performer over de sidste par shows. Angen virker dog stadig særdeles introvert i forhold til Rasmus Krøyer, der er barselsvikar for bandets anden guitarist Signe Lading. Krøyer er, udover at være Dittes bror, lidt af en garvet rotte på en scene og støtter godt op med håndbevægelser til publikum, der indikerer, at de skal vinke eller slås.
Der er ikke noget galt med at være nogens muse. Det kan, som det var for Wittmann, være en måde at overleve i “the asylum I was raised in”, som Taylor Swift siger det. Musens vigtigste funktion er at være et blankt lærred, som manden kan male med sine tanker, ideer og versioner af den kvinde de vil have på. Vulvatorious har bulldozet sig vej ind på scenen som et bemalet lærred, fuld af blod og en kusse med tænder. Da folk begyndte at elske dem for deres crust-punkede anthems som ‘CUNT WAR’ og ‘FUCK YOU INCEL’ (der høster stor begejstring i teltet), så siger Vulvatorious “fuck det, vi laver sgu’ et black metal-nummer med et atmosfærisk stykke i”, nemlig ‘Shrouded Mountain’. Da de blev kendte for kunst-happenings på Stengade og i Byhaven, blev de booket til Copenhell og Roskilde, hvor de leverede stadion-oplevelser. Da de kun havde udgivet politiske sange med feministiske budskaber, skrev de nu i stedet sange om familiemedlemmer og traumer. Lige meget hvor gerne scenen vil presse Vulvatorious ned i en muse-form, for “Female-frontedness” eller “Riot Grrrl”, så nægter Vulvatorius at anerkende den præmis. Jeg er så lykkelig på vegne af alle de unge kvinder i pitten, der har et band som Vulvatorious at se op til.
