Omsorg gør ikke meget væsen af sig. De er søde og rolige, de lover ikke for meget, og de tager (på den kølige overflade) tingene, som de kommer. Det var med lidt samme indstilling de gik til opgaven med at varme op for Zeal & Ardor i Pumpehuset i fjor. Man siger selvfølgelig ja til sådan en opgave, og så må man ligesom skide i bukserne af skræk, når man kommer tættere på dagen. Sådan virker humøret også hos bandet, da jeg render ind i dem to dage inden deres koncert på Gaia-scenen i opvarmningsdagene. Det var ligesom ikke helt tid til at miste besindelsen. Hele bandet var taget fra Nordjylland til Roskilde Festival allerede i weekenden, og planlagde altså at ligge i telt alle dagene op til og efter. Ingen mor at tage hjem til for et varmt bad, ingen far, der kommer valfartende med strepsiler fra oplandet til Roskilde by. Det er fandme at raw-dogge en festival-oplevelse.
Med Omsorg ved jeg aldrig helt, hvordan de vil blive taget imod. Det er et hardcore-orkester, men det er tættere på post-hardcore, emotional hardcore eller screamo, end det er på bøllecore som Rot Away leverede tidligere på ugen. Fordi vi ikke rigtig har en scene for det på denne her side af Storebælt, som de har det i Aalborg, så bliver publikum, der ikke er forberedte, tit lidt overraskede og skal varmes op til Jan Fengers lidt mere følelsesladede vokal eller Mads Skannerup Hansens komplicerede trommespil. Det skete i hvert fald tilfældet da bandet varmede op for Zeal & Ardor, hvor publikum stod lidt som dådyr i en billygtes lyskegle. Ikke nødvendigvis en dårlig modtagelse, men en afvejet en af slagsen.
Har man været i Aalborg, særligt på den truede bastion 1000Fryd, falder bandet perfekt i hak med dets publikum. De er opflasket på Vægtløs og Stöj Snak, så følelserne, dem kan de sagtens håndtere. Men der er fandeme langt fra 1000Fryds lille scene til Gaias halvstore telt og klokken er 23. Indtil videre har publikum labbet rockkoncerterne i sig med stor entusiasme, måske lige med undtagelse af Users’ lidt mere stille koncert på Eos. Så jeg stiller mig hen til hegnet og håber at koncertguderne har lyst til at smile lidt på de både søde og dygtige musikere, som udgør Omsorg.
Bandet træder ind på scenen, bassist Trọng Lê smiler betuttet ud imod den imponerende skare af mennesker, der har samlet sig i teltet og så sparker nordjyderne uden den store palaver gang i den første sang. Alle mine bekymringer falder straks til jorden – ja faktisk bliver jeg næsten lidt flov over at have haft dem, da ikke en, men to circle pits åbner sig lige bag mig. Det er endda et set med adskillige nye sange fra EP’en ‘Echoes’, der er udgivet i maj. Men det gør ikke spor, for selvom publikum ikke kender sangene, så føler de den et hundrede. Selvom lyden endda er dundrende basset, så gør det ikke så meget. Faktisk tilføjer det kun showet mere rytme og fremdrift. Der er ikke en finger af sætte på hverken bandets eller publikums vibes. Jeg har en lille hvidvinsbrandert på og jeg står det meste af koncerten bare og smiler, så jeg får helt ondt i kinderne. Det kunne have været gået i så mange forskellige retninger, men Omsorg har hele vejen bare holdt fast i, hvad de gerne vil, og hvad de har lyst til at spille. Endelig betaler det sig for bandet, der modtages som kongelige af et publikum, der ikke er optaget af “rigtig” eller “forkert” hardcore. Kunne jeg godt have tænkt mig endnu flere sange fra bandets fantastiske debut ‘Moments, Movements’? Ja, for jeg er en greedy little bitch, der knuselsker den plade. Men når det kommer til stykket, så er det skønt at se, at bandet fortsat vinder nyt territorie med ny musik og nye publikum at udbrede det til. Omsorg fik en uriaspost som et af de sidste bands på First Days-plakaten, men gjorde den til en sejrsskammel.
