“Jeg tror godt du ville kunne lide det her” skrev Tobias Holst til mig, en dag jeg stod ved stoppestedet ved Rigshospitalet og Blegdamsvej. Jeg kan ikke præcis erindre, hvad jeg lavede lige der, men verden var grå, og jeg tror, at det regnede. Såvidt jeg husker var det et bandcamp link til SYL og Salvers første EP’er. Tobias vidste udmærket godt, at jeg ikke var meget til musik med danske tekster. Men udover det havde han normalt ret godt fat i, hvad jeg kunne lide. Begge EP’er faldt i god jord, og det var opblomstringen af Tobias’ og min fælles musiksmag, der førte til først et musikalsk venskab, senere en forelskelse og nu også et nyt magasin (det du læser lige nu).
Jeg husker tydeligt den fræsende, gennemsmadrede guitar i de første sekunder af ‘sang 1’, de lidt The Cure-ede guitarstykker i verset og Benjamin Clemens’ dengang nærmest udåndede fuldregisterråbende messe-stemme. Det er derfor også en kæmpe stor glæde at høre bandet spille sangen på den største scene, de endnu har stået på, nemlig Eos i opvarmningsdagene på Roskilde Festival. Det føles som om tiden er gået hurtigt. Som om SYL på en måde har haft en karriere, der kunne plottes ind på en eksponentiel graf, uden udsving og uden besværligheder.
Men det ville være tarveligt at sige. Den lyd der fik os til at opdage SYL, nemlig Clemens’ fuldstændigt absurde stemmeføring, måtte for eksempel lade livet da bandet udgav første LP ‘alt godt’ i 2022 – mest fordi den faktisk gik i stykker af det. Jeg er sikker på, at der er mange andre situationer, der ikke har virket særligt eksponentielle for SYL. Det samme til aftenens koncert, hvor bandet bagefter fortæller, at monitorerne (de højttalere, der vender indad imod bandet, så de faktisk kan høre, hvad de spiller) under hele koncerten ikke fungerede særligt optimalt. Men SYL? De har det med ikke at vise det, når de sveder.
Hvorfor ved jeg de her ting? Grænserne mellem at være anmelder, koncertgænger og ven er nogle gange hårfin. Så det ville også være unfair at hylde SYLs koncert på Roskilde uden at gøre det klart, at som jeg står her i (små)regnen foran Eos-scenen, så er det ikke kun en fans forventninger jeg står med, men nærmere som en lidt bekymret mor eller i hvert fald investeret ven. Det med at føle sig som en mor er i hvert fald kun en følelse, der forstærkes yderligere af publikums generelle gennemsnitsalder.
Faktisk er der kun to bands i den danske punk- og hardcore-scene, der konsekvent trækker et publikum under 30 i snit. Det er SYL og Jakobe. Der forsvandt ligesom en generation i punk og metal i midt-nullerne, hvilket betyder, at jeg sjældent møder folk i aldersgruppen 30 og ned. Altså den første generation med alle valgmuligheder i verden, og ingen lod til at vælge “den fede rock” som Kasper Deichmann fra St. Digue ville kalde det. Det kommer jo så nok som en overraskelse for old-pånks, at der simpelthen skulle noget andet til at trække den næste generation ind. Til deres irritation blev det SYL. Men skal vi være helt ærlige, så havde irritationen eksisteret lige meget, hvem det var endt med.
Alle de her tanker flyver gennem mit hoved imens jeg står i skumringen, og ikke kan komme tættere end midtvejs mod scenen for “kiddies”, der muligvis skal se deres første punkshow. En odyssé, der heldigvis stadig starter ud for flere og flere, nemlig fordi scenen for tiden udvides i mange retninger.
Der tages naturligvis ingen gidsler i aften, for Syl har netop udgivet EP’en ‘afmagt’, der er all killer no filler, hvilket udvider setliste-materialet gevaldigt. Så de kan “brænde” en af bandets tematisk vigtigste sange ‘omsorg’ direkte som første sang. To søde, unge piger vender sig lidt fortørnede, da jeg skriger med på “Hvis du fortæller mig mere / får jeg blod på hånden / jeg er ikke i kontrol”. Forhåbentlig gav det dem en rettidig advarsel, for ved siden af os åbner en kæmpe pit sig op, næsten så bred som scenen er.
Tilbage til alt muligt der ikke handler om koncerten her, men så alligevel: Det er snart svært at finde upartiske skribenter til at anmelde SYL. Bandet er dygtige til at skabe relationer, især til folk i miljøet, der kan rumme, at et ungt hardcore-band vil synge halv-clean på dansk om følelser, selvom de måske “kun” er 25. Mange af de relationer blomstrer i fuldt flor i form af aftenens gæster fra hvad der vel efterhånden kan kaldes en slags “alt-core”-scene i Danmark. Eller hardcore i anførselstegn, som nogen har travlt med at definere det som.
Der er for eksempel Viktor Ravn (Demersal, Telos) der med sin umiskendelige, følelsesladede og indignerede stemme gæster på en slags sørgesang for de, der underlægges patriarkatets krav til mænd om at være en funktion snarere end et menneske: Nemlig ‘pligt’. Ligesom vi så det til John Cxnnors absurd gode show på Copenhell, så løfter gæstevokalisterne energien, fordi sangerne netop kun har få minutter til at affyre al den energi, de har gået med i kroppen hele dagen. Publikum matcher energien. Det er storslået.
Det samme sker da Jonathan Albrechtsen (Rot Away) gæster på ‘Igen’, der er et af de mere catchy numre fra den nye EP. Særligt her står Andreas Grønnes massive trommelyd i luften som knytnæver (knytnæver der også uddeles i bandets musikvideo til samme nummer). Thomas Burø (Tvivler, Lack) er et menneskeligt festfyrværkeri på ‘rose’, i en sådan grad, at han tager et mindre rullefald efter at have forsøgt at ramme loftet som en springfjeder.
De to numre er særligt catchy grundet Emil Adalsteinsson og Gustav Brønnums hudflettende guitarmotiver, der aldrig har stået skarpere end på EP’en og i aften skærer igennem regndråberne som små lasere. Desuden gæstes bandet på scenen af den metalliske hardcores Godfather i Danmark, Victor Kaas (Eyes, LLNN, Telos) på ‘huldre’, hvor han i sædvanlig stil forandres til en snerrende gremlin, så snart nogen kaster en mikrofon efter ham. Til alle gæstevokalisterne er der desuden fint hul igennem fra lydteltet og indskiftning/udskiftning fungerer som en drøm.
Bandet flankeres for første gang af et professionelt og gennem-timet lysshow. Et lysshow, der kortvarigt lader til at stoppe, der åbnes en browser med en musikafspiller, og det ser ud som om, at personen i lydteltet sætter ‘Omen’ af Prodigy på. Men det er selvfølgelig alt sammen en planlagt gimmick, og bandet spiller et forrygende cover af sangen. Aldrig har en præsentation af et cover-nummer set så gennemført ud på en scene på Roskilde, især æstetisk, med et pulserende lysfyrværkeri. Benjamin Clemens er desuden fra start til slut i pendulfart fra den ene ende af scenen til den anden.
Han har et nemt publikum at arbejde med: De har købt konceptet fra første ord af ‘omsorg’ og danser med på hver deres måde. Nogen griner på vej ind i deres første pit nogensinde, de fleste griner mindst lige så smørret på vej ud. Clemens’ vokalpræstation tager åbenbart ikke nogen hug fra den indbyggede kardio. Han minder mest af alt som en velmenende lærervikar, der har fået gymnastiktimerne og ikke helt har en plan, men har lysten og viljen til at få en 2. klasse til at svinge sig i rebene. Jeg er helt med, måske lige med undtagelse af når han beder os om at sætte os ned på knæ (bedre kendt som “Slipknotten” hos mig, men nok startet et andet sted) og herefter springe op. Mine knæ er også en del år ældre end gennemsnits-knæet foran scenen i aften, så bevares, jeg er nok i minoriteten her.
Efter hvad der føles som alt for kort tid, lukker Syl energien ned med den vidunderligt smukke ‘alt godt’ fra bandets fuldlængde, hvor Gustav Brønnum med intens akustisk guitar vender sig imod gæstevokalist Viola Faber, der med sin klare, melodiske stemme messer “Og nej, jeg forstår ikke et ord. Jeg tror ikke du hører hvad jeg siger” som taget ud af en deprimerende Helle Helle-roman om et forlist parforhold i dagene før det endeligt synker. Jeg kunne skrive op og ned om, hvordan SYLs tekstunivers fungerer mindst lige så meget som hooks som deres instrumentering. For eksempel på ‘stor dreng’, hvor man fristes til at skrige med på “Er du en stor dreng nu? / Er du en stor dreng NU?” (måske gjorde jeg det og forskrækkede de to unge piger igen). SYL er for mig blevet en helkropsoplevelse, hvor hver en nervebane stimuleres som var jeg en forsøgsrotte fanget på et elektrisk bræt. Så jeg danser med. Med glæde.
Sættes afsluttes med den superkorte og intense ‘Kort Strå’ med palæstinensisk flag på den enorme bagskærm. Hvis jeg skal være virkelig kritisk, hvilket, givet mine mange forklaringer om hvor fuldstændig biased jeg er, nok klinger lidt hult, så skulle det være at showet var for kort. SYL er en stor dreng nu. Hvis Store Vega eller ikke har ringet allerede, så synes jeg de har misset beatet. Hvis du vil se dem og Salver i Byhaven i August, skal du komme tidligt.
