Okay, man kan ærligt spørge om vi virkelig skal indlemme musik-segmentet “singer-songwriter” i Selvtægts allerede meget brede profil. Men lige i Frank Turners tilfælde kan man måske lige tillade sig at snige ham ind under “punk”. Det er i hvert fald der, han kommer fra, og det er det han skriver om. Turner var selv i tidernes morgen i post-hardcorebandet Million Dead, hvilket nok giver ham den fornødne street cred til at have bygget sig en karriere som solist. Det er den karriere han også klart er mest kendt for. Turner kender alle i miljøet omkring punken. Fra (ska-)punker Jeff Rosenstock til det ikoniske skotske folkband Frightened Rabbit. Han er på fornavn med alle dørmænd og klubpromotere fra Europa til USA. Selv om man til tider nærmest kan tænke, at han er lidt for slick og netværket, så er det stadig også for nemt at kunne lide ham, til at holde det imod ham.
I aften har han for eksempel tillært sig virkelig meget dansk, hvilket vi hører fra scenen og ligesom hele ’Eulogy’ synges på vores modersmål og jeg hører fra mit entourage, at han i Tyskland udelukkende talte tysk fra scenen. En imponerende hukommelse. Han har desuden sat sig ind i Skandinaviens skøre tendens til at “hade” svenskere. Opvarmeren Hannah Rose Platt har også skrevet en EP med en sang til hvert af de skandinaviske lande. Den slags dedikation til at vide hvem man spiller for, står i stærk kontrast til væsentligt bedre betalte hovednavne, der tror at de er i København, når de er i Roskilde. Turner brillerer ved at kalde os “Vesterbro” hele aftenen i den vidunderlige lille trækasse, som de kalder Lille Vega.
Lidt mindre koncept, lidt mere følelse
Lille Vega er kendt for sin fantastiske lyd, men selv god lyd efterlader åbningsnummeret Hannah Platt lidt intetsigende trods en brav indsats. Singer-songwriters har en hård opgave. Ikke nok med at de skal måles på samme parametre som verdens resterende kunstnere, på sangskrivning, komposition, publikumstække, lyd og energi; de skal også måles på, om de er troværdige fortællere. For når du står ret alene på scenen med en guitar og en fortælling, så skal vi tro på den. Her er problemet, at det meste af Platts materiale er koncept-materiale. Hun har skrevet en lokal sang til hvert land i den del af touren hun er med på, men publikum lader ikke til at kende sagnet, der er tale om. Det minder lidt om Turners konceptalbum ’No Man’s Land’, der centrerede historiske kvindefigurer, men ikke gav meget af den sårbarhed, man gerne ser kunstneren levere selv. Altså er Platt et intellektuelt spændende indslag, men ikke noget der formår at nå helt ind under oktoberaftenens mange lag af sweatre.
Det er dog ikke tilfældet da Frank Turner indtager scenen. Han har heldigvis efterladt det meste koncept hjemme i England og i stedet skruet op for en masse bangers. Han har desuden vennen Matt Nasir fra hans større backingband The Sleeping Souls med. Turner forklarer, at på tours hvor Nasir er med, udnyttes hans multi-instrumentalitet til sit fulde: Turner bestemmer nemlig hvilket instrument Nasir skal spille på. På denne tour har Turner besluttet, at det dummeste han kunne komme på, var en mandolin. Og ja, ha ha. Men det lyder jo forvirrende godt sammen med Turners folksy sangskrivning og ditto guitar.
Et ægte safe space
Ser vi omkring os i salen, er den også en vigtig grund til at vi er her som magasin: Hvor punk, hardcore, post-hardcore kan virke aggressivt og maskulint, er det det faktisk ikke. Der er sket et monumentalt skifte, særligt i Danmark, over de sidste ti år. En af årsagerne er muligvis folk som Turner, der formår at trække lyttere fra alle aldersgrupper og køn, inklusive adskillige transpersoner. Det er da også en særlig personlig ting for Turner, at omfavne transpersoner – han har nemlig selv måtte omfavne sin egen fars transition (Turner bruger selv udtrykket “far” om Miranda, men bruger ellers femme pronominer når han snakker om hende. red.). Den sang er heldigvis også at finde i aftenens lineup.
Vi skal forsøge at holde os kort når det kommer til setlisten, for den var virkelig sublim denne aften. Når man har set Turner optræde op imod de tocifrede antal gange, så ved man, at det kan være det sprængende punkt. Turner udgiver meget, og det er ikke alle albums, der er publikums foretrukne. Men i aften er blandingsforholdene virkelig gode. Først og fremmest er der besøg fra de helt gamle albums i form af førnævnte ’Eulogy’, ’Four Simple Words’, ’If I Ever Stray’, ’Ballad of Me and My Friends’, ’Recovery’, ’I Knew Prufrock Before He Got Famous’, ’I Still Believe’ og ’Photosynthesis’. Folk, jeg har snakket om Turner med, har det blandet med albummet ’Positive Songs for Negative People’, men det er min bibel, så det var et glædeligt gensyn med ’Opening Act of Spring’, ’Love Forty Down’, ’Get Better’, men også den melankolske ’Josephine’. Af de nyere sange var førnævnte ’Miranda’ et smukt øjeblik, det samme var den så absurd relevante, antifascistiske ’1933’ fra albummet ’Be Kind’, hvor også titelnummeret blev spilet. Det er særligt det her, Turner kan. Hans insisteren på at ville ændre verden, som vi kender det fra selv den mest antifascistiske crust-punker, og så hans konstante bøn om, at vi skal være flinkere, rarere, sødere imod hinanden.
Der var ærlig talt ikke en finger at sætte på hele oplevelsen, måske med undtagelse af at nogle af Turners små festtricks er genbrug og at publikum på denne højhellige søndag ikke alle sammen havde fundet danseskoene frem. Men gensynsglæden virkede generelt stor, både hos Turner selv og hos publikum.
