Jeg tror ofte, jeg glemmer, hvor meget jeg egentlig kan holde af black metal. Naturligvis elsker jeg stadig den black metal, der introducerede mig til genren. Eller den black metal, som resonerede med mig, efter jeg var blevet introduceret til genren. Men over årene har jeg taget mig selv i at vise mindre og mindre interesse for genren. Derfor kan det være øjenåbnende og forfriskende at støde på et black metalband, der virkelig er godt. For mit vedkommende er det tilfældet med danske Lysbaerer, der spiller deres debutkoncert i aften.
Bær lyset ud, lad mørket skinne
På black metalspektret er vi ude i de atmosfæriske hjørner, når det kommer til Lysbaerer. Lige med atmosfærisk black metal er det nemt at komme med prætentiøse betegnelser og beskrivelser angående lydbilledet og den ‘auditive rejse’ – som regel noget med et skovlandskab eller andre ting, der hurtigt kan blive klichéer. Lysbaerer proklamerer ikke den slags. Tematikken handler nærmere om emner som desperation, mistillid og frygt. Og ja, den slags har man hørt om før i black metal før, men Lysbaerer formår at få det til at føles oprigtigt.
Det er udtryksfuldt, når Thomas Mascagni hyler ind i mikrofonen, hvilket bliver endnu mere forstærket, når guitarist Jamie de la Sencerie assisterer med melodisk tremelospil og følelsesrige længselsråb. Som udgangspunkt har Lysbaerer et stærkt grundlag, når de står på scenen med tre guitarister, der glimrende udfylder det melankolske lydbillede – og til deres fordel formår de at udnytte det til noget, man husker. Den følelse, jeg står med, er den følelse, black metal burde give én.
De rammer så godt plet i forhold til det, jeg kan forestille mig, at rigtig mange leder efter i black metal
Lysbaerer forholder sig heller ikke formulariske. De spiller ikke kun atmosfærisk, da de ubesværet formår at implementere tungere sektioner i musikken. Dog er det ikke tungt på den traditionelle ‘tunge’ måde. Det er snarere noget, der er så kompositorisk stærkt og effektivt, at det føles tungere end det gennemsnitlige dødsmetalband.
Lige så meget som man kan ærgre sig over en black metalkoncert, lige så meget kan jeg værdsætte Lysbaerer. De rammer så godt plet i forhold til det, jeg kan forestille mig, at rigtig mange leder efter i black metal. Det er essensen af det, der allerede er blevet gjort hundrede gange, som bliver gjort igen, bare meget mere optimalt denne gang.
Med hensyn til aftenens hovednavn Fen, så var de ikke de første til at gøre det, de gør. Men bare fordi man ikke er de første, kan det man laver stadig være godt. Det er det også med Fen.
De gange, jeg har hørt Fen nævnt i samtaler, er Agalloch også altid blevet nævnt. Det er nok grundet deres skovtematik og generelle “skovlyd”. Det giver mig lyst til igen at fremhæve atmosfærisk black metals klichéer, men jeg lader være, da Fen ikke prøver at fremstå, som noget de ikke er.
De har en autentisk skovstemning i deres lydbillede og generelt synes jeg, at de spiller en stærk omgang black metal. Men samtidig bliver det hele så fyldigt, at ensformigheden tager overhånd. Det ændrer dog ikke på, at det kompositoriske, Fen har kørende, ubetvivleligt virker godt, i forhold til hvad det prøver at være. Det er – ligesom Lysbaerer – ikke tungt på den sædvanlige måde, men det er skruet så godt sammen, at både små og store detaljer er noget, der træder frem.
Samtidig er det ikke den black metalkoncert, jeg vil huske allermest, trods bandets færdigheder. Kompetencerne for black metal er der, men lige i aften føler jeg, at den forventede gennemslagskraft blev overskygget af, hvor godt opvarmningsbandet var.
Karakteren er en helhedsbedømmelse af aftenen
