Store følelser kan vises på mange måder. Man kan for eksempel sige dem sagte eller man skrige af sine lungers kraft i afmagt i hovedet på folk. Og selv indenfor “råbe det i hovedet”-kategorien er der tale om et spektrum. For selvom Omsorg og Syl begge har deres fødder i en fælles arv, er de samtidig vidt forskellige. Som søskende, der umiddelbart ikke har noget tilfælles, udover noget genetik, der binder dem.
Har man ikke set den aalborgensiske trio Omsorg før, er de efterhånden lidt kendte for deres nordjyske gemyt. Man laver sgu ikke lige de store armbevægelser, når man kommer deroppefra. Men det er en egentlig en force, når man spiller post-hardcore af den sårbare slags. Med en utrolig nordjysk velkomst “Vi er Omsorg fra Aalborg, kom tættere på”, åbner de med ‘Resurgence’ fra ‘Echoes’. Der bliver præsenteret et nyt nummer, der lyder tungere og har en mere metallisk atmosfære uden at de går væk fra den sceamo-y post-hardcore, vi kender dem for.
Deres nordlige ophav og genre til trods, formår Omsorg at komme stærkt ud over scenen og de har en evne til at skabe et rum, hvor følelserne får lov til at være til stede. Jan Fenger Christensen fylder rummet med nænsomme riffs, mens Mads Skannerup Hansen hamrer på samtlige dele af trommesættet. På ‘Trying To Forget’ fra deres debut, ‘Moments, Movements’, åbner Jan Fenger Christensens insisterende vokal, med buldrende trommer og når Trọng Lês desperate vokal støder til i omkvædet, står man med følelsen af, at alle følelser bliver krænget helt ud.
De formår at håndtere de melodiske passager med en følsomhed, som de nemt tør lade hænge i luften. Omsorg har til tider et skatepunket antræk, før at de hiver den tilbage til post.hardcore, hvor de længere passager får lov at eksistere i al deres ærlighed. Scenen (musikalsk og fysisk) er ikke større end man lige kan spørge om hjælp til at åbne en øl. Mere rockstar behøver man sgu ikke heller ikke at være.
Der bliver spillet endnu et nyt nummer som er eksplosivt og hvor Trọng får mere plads til sin raspende vokal og det fungerer mere tostemmigt, som på ‘Final Goodbye’, frem for det call and response, som de tidligere har lavet. En ny plade kunne være under opsejling og noget kunne tyde på, at de har rystet posen lidt.
Omsorg leverer eksplosiv melankoli i en lydmur af udkrængede vokaler, som kan mærkes. De blander en melodiøsitet fra skatepunk med screamo og post-hardcore i en sårbar indpakning af distortion.
Med slukket lys og spaghetti western-vibe ud af højtalerne går Syl på scenen, med en helt anden energi end Omsorg – de er jo også fra København. De har endda udvidet scenen (de er også fem mand høj, nuvel). Med ryggen til publikum og feedback fra forstærkeren åbner de med ‘rose’ og med et er hele bandet helt ud over scenekanten. Bogstavelig talt.
Midt i mørket træder Andrew Davidson fra Puke Wolf frem midt på gulvet. Davidsons vokal er langt mere hjerteskærende end Thomas Burøs, hvilket er med til at vise en helt anden desperation over at leve i et samfund, der bliver håndteret fra den øverste hylde.
Benjamin Clemens er i sit hjemmevante konfronterende hjørne og ender ude i publikum, mens Andreas Grønne buldrer af sted på trommesættet. Jeg ved ikke, om det er Radars lydsystem eller om han slår så hårdt – for det er seriøst hidsigt. Vi skal et par numre ind, før gulvet rigtigt kommer i omdrejninger, men når trommestikkerne og røvballeriffet på ‘pligt’ kommer over lydanlægget, er der ikke længere noget til at holde publikum tilbage. Der bliver moshet på den rigtige måde, hvor du bliver flyttet, hvis du ikke står klar. ‘dit ord’ glider over i ‘stor dreng’, ligesom på pladen, hvilket fungerer fremragende, da folk kan two-steppe hele vejen ind i den bredskuldrede omgang bøllebank som især sidstnævnte nummer er. Bassist Benjamin Grønne, ligner en, der kommer meget i Boulders, og bruger mere tid på at klatre på forskellige forstærkere end på det dertil indrettede gulv, hvilket er med til at give en kærkommen energi, da det giver flashbacks til The Chariot, Norma Jean og Dillinger Escape Plan.
Syl har aldrig været blege for at sige, hvor de står, og Benjamin Clemens kommer med en korrekt svada mod kapitalismens fantastisk effektive affejning af ansvar i forhold til klimakrisen. Parolen glider over i en ny sang om, hvad vi efterlader til næste generationer, der har en mere traditionel hardcorelyd med d-beat og hidsig bounce. Under ‘kort strå’ kæmper dem på gulvet for at overleve, mens der bliver skreget “nationalhistorie gjort af vold” og som selvfølgelig bliver afsluttet med et unægteligt håb om et frit Palæstina. ‘arvæv’ viser Syls evne til at arbejde med langt mere atmosfæriske elementer og det bliver nærmest blackgazet, uden at det på noget tidspunkt mister momentum. Koret og den sårbare guitar fra Gustav Brønnum får lov at hænge i luften, mens Clemens går all in på black metal med ryggen til publikum. Gustav Brønnum træder helt ud på kanten af scenen med sin guitar til ‘alt godt’ , før det grænser til fællessang, som for lov at fortsætte på ‘huldre’, der lukker showet og illustrerer hvor et solidt greb i kraven, Syl har på publikum.
Med en lyd som torden og lynild, og hvor alting ramler og skramler, rammer de konsekvent takten og leverer et hårdslående, udadregerende show, uden at de glemmer dem selv.
