Meget kan man sige om sådan nogle langhårede drønnerter, der hører heavy. Er der ofte en diæt af bajere og alt for lidt grønt? Mjaah, men det lyder også mere som en karikatur fra 1990’erne. For det er tre vanvittigt arbejdsomme bands, der har ramt VoxHall. Plaguemace har 320 forskellige slags merch med. Vulvatorius kan man fange samtlige steder, og Guttural Disgorge har smidt to EP’er og et album på samlet set et år. Mens de gik i skole. Så Wayne’s World til side – man kommer sgu ikke sovende frem i den her verden. Og frem i verden, skal jeg da også love for at disse bands vil. Alle tre roder med dobbeltpedal og tempi nok til at kunne skille bukke og får fra hinanden. At publikum så ikke helt kunne følge med, er en anden sag.
Postmoderne memecore.
Der er trap beats til at starte med, før det fader ud på ægte DJ Skrew-manér og går direkte over i ‘First Degree Murder’ med en tilhørende pit, der viser, at det er mig, som er en hater. For det er jeg. Uden forbehold. Jeg er ikke til fjollemusik – behøver al musik være gravalvorligt? Nej, men jeg foretrækker at man tager det seriøst. Syntes jeg at IWrestledABearOnce var spændende i 2008 og har jeg en HORSE The Band-tatovering, tværs over brystet? Ja, det har jeg. Jeg var ung og letpåvirkelig, og jeg fortryder intet. Men jeg har simpelthen så svært ved at tage slam og brutal death metal seriøst. Jeg kan knapt håndtere black metal. Når det er sagt, så anerkender jeg, at det er et mig-problem.
Med samples der kommer fra samtlige afkroge i memekulturen og en BPM, der er alt for høj, får Guttural Disgorge sparket aftenen i gang med deres slammetal. Det er deres femte koncert eller sådan, og de har en lidt stivbenet tilstedeværelse – hvilket er nemt for mig at sige, jeg ville aldrig turde gøre det de gør. Men jeg synes, at de indtager scenen godt. På trods af, at der er flot fyldt på Voxhall og der bliver spillet hårdt og hurtigt, så er publikum sløve i dag. Publikum skal måske lige i gang og der er shotgunblastbeast lidt en hård pille at sluge. Deres sange lyder ret ens – det er ikke deres skyld, det er sådan genren er. Forskellen på numrene skal ofte findes i hvilket afsnit af South Park, de er hapset fra. Så igen, ret ens.
Med ekstra kompressor på bassen forstår de at lave nogle solide huller i lydmuren, når deres ungdommelige oversavede skyder med breakdowns. Jeg skal bede om mere kompressor i breakdowns hos alle bands. Der kommer lidt moshpit op at stå, og der er et par stykker der får crowdsurfet, men hvad der kunne have været et menneskehav, er mere en sø med vestenvind.
Guttural Disgorge er som hvis Theo Von var musik. Det er ikke særlig intelligent (hvilket er okay), larmer unødvendigt og det balancerer forargelse med charme på en kærkommen måde. Der er klart et publikum til den slags, og de skal endeligt fortsætte med deres form for lol’et dødsmetal. Jeg er trods alt en hater.
Nu når jeg er i gang med at være en hater, så tillad mig at være en gatekeeper – men hvad sker der med publikum? Folk står bare. Og det er ikke “langt hår med battlevest og korslagte arme” men mere “jeg er overhovedet ikke vant til at være et socialt arrangement”.
Det kan næsten ikke passe, at der skal så mange call outs og efterspørgsler om pit til, før der sker bare det mindste. Og det er en gentagen tendens for hele aftenen. Der er så meget bøv i luften, at det suger energien ud af alle dem, der gerne ville slås, og det sætter en rigtig kedelig præcedens for, hvordan crowdet opfører sig. For hvordan starter en 16 årig en pit op, når vedkommende bliver nedstirret af midaldrende mennesker, for deres opførsel? Det minder mere om et skolearrangement hvor alle forældrene var mødt op, og nu skal man se på en gruppe voksne mennesker, som man havde en idé om, kunne håndtere sig selv, indgå i tværgenerationelle, sociale interaktioner, og nu er alle bare akavede.
Har der lige været et heavy metal indslag i Go’ Aften Danmark, som har inspireret alle dem der engang havde hørt Five Finger Death Punch, til at de skal ud og være nogle fandens karle igen? Der er alt for mange med seje patches, men ingen havde nosserne til at eje dem. Salen er fyldt med stolen valor, som går mere op i, at de ikke spilder deres øl eller at de lige får den fede story til Snapchat (hvem fuck bruger stadig Snapchat?), end at skabe en energisk og indlevende oplevelse. Er folk uvante med det her? Er de generte og tør de ikke starte en moshpit op? Som regel skal der kun få til at kickstarte vaskemaskinen og så kører den lidt af sig selv. Men hvis ingen rigtigt tør at give sig hen til menneskemængden, så er det klart, at hvad der bliver startet, ender med at dø ud. Der er trods alt et Voxhall fyldt med mennesker, så det må da være muligt at have en kontinuerlig tilstrømning af energi. Men ak.
Alt det her er ikke Guttural Disgorges skyld. Jeg har set dem vælte et fyldt Headquarters med deres dobbeltpedal, growl og unægtelige energi. Den her er på publikums skuldre.
Stå stolt som fanden og betragt din sejr.
Til rullende riffs og trommer du går i krig til, indtager Vulvatorious rummet med deres sædvanlige selvsikkerhed. Med læderharness og fingerpistoler, står Ditte Krøyer og skuer ud over slagmarken som en anden sejrherre. På trods af, at pitten er lidt nærig med den i dag, beordrer kommandør Krøyer folk rundt på gulvet fra første færd. Med sin intimiderende attitude er Ditte så pisse skræmmende. Hun kan være bone chilling i sin scenepersona. Hvilket altid føles som en kæmpe kontrast når hun siger “tak fordi, at I kom”, men siger det som en, der er klar til at dolke begge dine øjne ud.
Publikum hænger lidt i det og er sløve i betrækket, indtil ‘Cunt War’ for alvor sætter gang i moshpitten, hvortil at Plaguemaces Andreas Truelsen kommer og brøler med sine sædvanlige eskapader. Der er mange som normalt ikke kommer til den her slags arrangementer i aften. Der er virkeligt bøvert i luften og folk står mere bare og kigger akavet. Men modstand, gør som sagt stærk, og ingen i Vulvatorious holder sig tilbage. Guitarist Sofie Angen holder stoisk sin plads og sørger for, at alting spiller snorlige, mens Rasmus Krøyer svinger med sin guitar på bedste metalcore-anno-2011-manér. Florent Besson står storsmilende med sin bas og hygger sig som en anden jammusiker, der bare flyder med tonerne. Ditte Krøyer er kendt som en, der tager hånd om sagen, og hopper uden problemer ud i crowdet og får skabt en kæmpe fælles headbang og viser hvordan stilen skal lægges. Med ‘SÅ DØ!’s rytmiske jungletrommer begynder Vulva & The Torious nedstigningen til helvede, og der bliver sluttet af med, hvad der burde blive snakket om som den nye danske nationalsang, ‘FUCK YOU INCEL’.
Vulvatorius er nærværende og karismatiske og viser, at selvom man roder med noget black metal, så kan man godt være energisk og inddragende.
‘Som en konfirmation i Horsens’
Med ægte danglish, 70’er-showman, pastichevoiceover begynder Plaguemace at få de store velourgardiner til at ryste. Med en gyngende basgang, der kan få den sløveste porno til at være endnu sløvere, understreger Horsens’ bedste suppe, steg og is-band, hvorfor selvironi er hjørnestenen for at få dødsmetal skal virke.
På trods af deres effektive midtjyske hyggedød og crowdsurfere fra første nummer, står folk vildt stille. Der er en underlig mangel på synergi i publikum i aften. Med catchy og groovy dødsmetal, som var det skrevet af nogle svenskere (det kunne være Grave, Dismember eller ABBA), er der synkron headbang, mens der bliver tøffet rundt på scenen.
Med sin vanlige Ace Venturaagtige manér får Truelsen & Co. sat gang i publikum og der kommer en ordentlig moshpit i gang i andet nummer. Den altid pædagogiske Truelsen hjælper en makker op på scenen og vedkommende eksekverer en flot stagedive i ren maveplaskerstil. As God herself intended. Lyden er generelt god på VoxHall, alle bands har lydt store og klare, men der er åbenbart gået bøf i den for Plaguemace. Det holder dog ikke reptilerne tilbage. Faktisk ignorerer de det fuldstændigt og står mere i vejen for de lydteknikere, der fiser rundt på scenen og hiver febrilsk i kablerne. Der bliver spillet en ny sang, der handler om madpakker – hvad det så end skal betyde. Den har i hvert fald masser af guitarfræs som går over og bliver chunky. Plaguemace har fået fut i fejemøget og med chuggy riffs – på grænsen til twostep – bliver der kæmpet nede på gulvet og den kærkomne wall of death bliver også iværksat.
