Min sommer bærer præg af at jeg har mine børn halvdelen af tiden. I de ulige uger. Det er også der, Copenhell og Roskilde Festival ligger (og faktisk også Ilter, de røvhuller). Det vil altså sige, at mine muligheder for at komme på græs er ganske begrænsede. Ingen festivaller til mig. Ingen støv, kæmperegn, dyre fadøl og tvivlsom mad.
Det lyder måske okay, men for en garvet musikelsker som mig, er det faktisk lidt hårdt. Især når man ser, at Copenhell udover de store fiduser også havde booket New Money, som jeg var så heldig at stifte bekendtskab med som en af de første.
Men så er det, at jeg bliver så glad og føler mig så priviligeret over at kunne tage ind til midten af København og gå i Pumpehusets byhave. For selvom det ikke regnede fredag aften, var stemningen skøn og jeg kunne få lov at lytte til både mathrockerne i Town Portal og føromtalte New Money.
Town Portal havde jeg ikke det store kendskab til. Jeg var begejstret over navnet, for det mindede mig om de mange, mange timer jeg har hældt i Diablo II som ung. Og så vidste jeg, at Kollapses Peter Clement Lund var med som låneguitarist på deres tour her i foråret, hvor de blandt andet varmede op for Thrice, hvilket begejstrede min bedre halvdel ganske meget.
Vi nåede det lige fem minutter over koncertstart, også i bedste festivalstil, og fik møvet os op foran (det var nemt) og grebet en bajer (der alligevel kostede fem kroner mindre end på ‘Hell). Ahh, tænker man så.
Town Portal var såmænd også fede nok. Der var lækker guitarlir og virkeligt højt teknisk niveau. Progget, mathet og postet, som den slags jo gerne skal være. Jeg kan for eksempel rigtig godt lide Pelican, og når danskerne her lige strammede sig an og spillede med musklerne, så var vi derhenne af. Det var nok det, der skulle til, hvis jeg skulle sætte endnu mere pris på det. For som det var lige nu, gik det på et tidspunkt hen og fik karakter af baggrundsmusik i højere grad end main attraction. Måske havde det også noget at gøre med, at jeg sådan set var kommet for at høre hardcore harshfunk, og derfor var indstillet på lidt mere råb, skrig, larm og skrammel, i højere grad end den midwestern guitartwang som magasinets forperson ellers var ganske begejstret for.
Men det skulle jeg også nok få rigeligt af. For da første band gik af, indtog forfatteren Knud Romer Byhaven – altså, han satte sig ved et af bord-bænke-sættene. Det var fint besøg, og vi forspildte heller ikke lejligheden til at opfordre De Gyldne Laurbær-vinderen, der talte lidt om sin tid i punkmiljøet i Aalborg til at støtte 1000fryd og bede hans fans gøre det samme. Om han husker det, aner jeg ikke.
Men her var det også blevet tid til den similistensbesatte hundelort, der er New Money. Noget af det første, der sker er at guitarist Christian Jamet Bonnesen tabber leadet helt oppe på guitarhalsen, og så er det, man kommer i tanke om, hvorfor han har legendestatus i det her miljø.
Det er generelt det, der præger New Moneys koncert. Absurd dygtige musikere, der spiller hamrende tight med en legende lethed. Ikke forstået på den måde, at det ikke er udfordrende. Nogle steder kan man nærmest fornemme tandhjulenes lynhurtige omdrejninger, når Bonnesen spiller et særligt udfordrende stykke, og man kan også se, at tungen, bogstaveligt talt, skal holdes lige i munden.
Men alligevel kører det.
Som marchkaptajn er Niclas Jürs Suffaus uovertruffen, og ikke mindre end to gange har jeg skrevet i mine noter, at han er “virkelig skrap”. Så udover at mine noter åbenbart er skrevet i 1940’erne, så er hans trommebankeri så voldsomt, at jeg næsten får lyst til at høre hans dødsmetalband Elitist også, bare for at få mere af den slags.
Det samme kan siges om Simon Tornby, der fik så megen ros af de to andre, at ørerne var lige ved at gå op i lys lue, da jeg interviewede dem, og som står solidt og støt altimens han lader usædvanligt funky basgange blande sig med den rå smadder, der sendes afsted over Indre By og som næsten kan overdøve studentervognenes døddrukne smukke, unge mennesker og deres båthorn.
Generelt er det hele lidt mere sjovt og lidt mere funky og lidt mere festligt end det er på plade. Jeg kunne godt have tænkt mig, at det hele var lidt højere, men for dem, der ikke havde ørepropper med, var det alt rigeligt. De tre musikere var skønne på en scene, og da verdens mindste lille pit udbrød under ‘Hamleb’, var de jublende lykkelige.
Settet var overstået alt for hurtigt. Vi nåede snart til ‘Blood Covenant’, der normalt har Scarcitys Doug Moore på vokal, men da Marco Malcorps, der vikarierede for ham på Copenhell, hellere ville holde fri og læse bøger, måtte leveres i en næsten-instrumental version. Det er et bæst af et track.
Publikum var dog ikke indstillet på at lade bandet slippe så let, så da pladen var gennemspillet, lod New Money sig overtale til at køre åbneren ‘Perpetual Stew’, der ifølge Bonnesen er noget af det bedste, han nogensinde har skrevet en gang mere.
Publikum bad om hele settet engang mere, og i bedste New Money-stil efterlyste forsangeren “tre jern mere fra Pumperen”. Det blev det ikke til, og efter Bonne havde været i centrum for en noget større pit på gulvet, hvor vores yndlings-Anders havde været en makker og grebet et par vildfarne briller, viftede en svedig Suffaus afværgende med armene. Han var færdig, og det var vi også. Men det var en skøn omgang.
