Jeres udsendte var sent på den. En eftermiddag på Blågårds Plads og en nødvendig genopfyldning af næringsreserver gjorde desværre, at jeg gik glip af Pistol Pistol Pistol. Det blev jeg kun endnu mere ked af, da jeg opdagede, at de på deres instagram beskriver sig selv som “Good ol’ whiskey western HC”. Det lyder virkelig som noget for mig. Men ak, kun Cher kan skrue tiden tilbage. Og vores fotograf, der var på pletten før undertegnede.
Heldigvis var vi dog stadig klar til god stemning, da vi kom ind til en ganske velfyldt byhave, hvor der ikke var langt mellem de palæstinensiske flag, der var medbragt fra eftermiddagens demonstration, og som vi også havde set flere af på turen ned ad Nørrebrogade til Indre By.
Vi afbrød Nexøs Kristian Ejlebæk midt i en vejrtrækningsøvelse, han var i gang med for at få ro i nervesystemet, og han forklarede, at han sjældent havde været så nervøs som nu. For dem, der ikke ved det, er Ejlebæk venue manager for Byhaven, hvilket også var grunden til, at han følte sig lidt ramt her. Han skulle spille på sit eget spillested for allerførste gang.
Det kan man ikke fortænke ham i, var nervepirrende.
Vi lod ham puste ud i fred og ro, og vendte os ellers mod scenen, hvor Smooch! var ved at gøre klar.
Jeg har fulgt det band nærmest siden den spæde start, og kan ikke lade være med at føle en vis tilfredshed, når jeg ser, hvor tjekkede de er nu. Sara på trommer, Noa på bas, Babe på vokal og Luvviedane på guitar er altid lige dele fashion og attitude.
Noa havde beholdt sin keffiyeh om livet fra den tidligere koncert på Blågårds Plads og Nexø havde, naturligvis, sørget for, at bagbeklædningen på scenen var det efterhånden allestedsnærværende røde, grønne, hvide og sorte banner.
Fra første sang slog det mig, at jeg altid tænker på Juliette Lewis, når jeg hører Smooch! Om det så er i kraft af hendes glansrolle i ‘Natural Born Killers’ eller som selvstændig musiker i Juliette and the Licks er hendes personlige brand af hick-attitude og selvsikker asskicker lige i øjet for den danske kvartet, der på samme måde lader til altid at ville gøre tingene på deres egen måde.
Og det begynder musikken også at bære præg af. En generel tyngde har indtaget Smoochs lyd. Der er kommet mere tilbagelænet sydstatsgroove ind. Der er stonertunge riffs og på ‘Smooch! My Ass’ er lydbilledet domineret af en næsten Johnny Cashsk damptogsrytme.
Dette kombineret med forsanger Babettes gevaldigt styrkede scenetilstedeværelse gjorde optræden med ét ord ‘sej’.
Særligt sangeren er kommet langt. De første par gange jeg så hende, var hun nervøs og indadvendt. Det var der ikke meget af denne aften. Derimod var hun kraftfuld og myndig og dirigerede med kyndig mine publikum.
Flankeret som hun var af den pigbesatte frihedsgudinde i Luvviedane og den lige dele hårdtslående og ironisk-yndige Noa i orange hurtigbriller var Babette i sit es. Luvviedanes riffs og navnligt soloer har fået endnu mere vægt, og når hun får lov at slå sig løs, fylder hun hele scenen.
En solid fremførelse af temasangen ‘Cherry Bomb’ var der naturligvis plads til, og Smooch! sørgede for et publikum, der var helt klar til hovedattraktionen.
Det var naturligvis Nexø, og at dømme ud fra både pitten i løbet af settet og det publikum, der var dukket op er Nexø uden tvivl de unges indgangsbillet til punk-scenen. Kids everywhere.
Vores fotograf mente også at kunne konkludere, at det er Danmarks bedste nutidige punkband og det mente de mange i publikum måske også, at han havde ret i.
Pladsen foran scenen blev i hvert fald trang og der var jubelråb, da Kristian Ejlebæk, udover at byde velkommen også ønskede et stort tillykke til trommeslager Alex Ferlinis mor, der fejrede sin 73-års fødselsdag med palæstinademo og punkkoncert. Det kan vi andre jo aspirere til på længere sigt.
Ejlebæk var, trods hans tidligere omtalte nervøsitet, lige så god en performer og scenepersonlighed som han plejer. Få kan som han udstråle energi og menneskelighed og få folk til at være med. Pitten var kogende det meste af tiden.
En af mine kompagnoner udtalte en vis undren over, at det mere mindede om en hardcore-pit med fødder og spinkle knytnæver alle vegne end en punk-ditto, men det tror jeg blot handler om, at vi ældre typer går noget mere op i genreskel end det nye blod.
Det der dog undrede mig var den store mængde Mayhem-merch man så på de unge, der af egen fri vilje var dukket op til politiske, feministiske koncerter. Der må vi lige bede dem gå hjem og læse op på lektien.
Men de var på og de var glade. Nogle stod nærmest og dirrede af lykke, da Nexø spillede ‘Truthicide’ fra deres album ‘False Flag’. Mange skrålede med på lyrikken, og jeg håber, at bandet lagde mærke til, præcis hvor meget indtryk deres musik gør på deres lyttere. Det er en fjer i hatten.
Engang nævnte jeg i forbifarten, at Nexøs set-lister var en smule genkendelige. Det har de i den grad taget til sig og har rystet posen gevaldigt. Ejlebæk fortalte også om deres nyligt overståede studie-proces og fortalte, at de så bagud på deres nye single ‘Overcorrection’, som de forkælede os med. Det bliver spændende at høre nyt materiale fra dem, hvis det minder om denne effektprægede sag.
Da mørket faldt på, indtog Ejlebæk losserampen overfor scenen og slog et slag for palæstinensernes sag. Keffiyehindhyllede aktivister satte nødblus i brand over scenen, og i et rødt skær svingede fanerne, publikum råbte med på slagordene og det summede af aktivitet.
Selv bliver jeg nok aldrig i stand til at råbe med på politiske paroler i takt med andre og under supervision af en stærk leder, men mange lod til at slippe deres inderste løs. Godt for dem. Æstetikken var i top, og energien fik et nøk opad, mens bandet spillede de sidste sange.
En solid præstation fra et band, der måske nok var nervøse, men leverede til fulde. Et band, der skal have ros for deres tilstedeværelse, deres oprigtighed og deres evne til at få alle med. Det er ikke mange forundt.
Tillykke med at være vendt hjem til hæder, Kristian Ejlebæk og Nexø. Det kan man ikke skamme sig over.
